5. maj 2014

Notat Nr. 1401

Variationer i antal grise og i slagtesvins tilvækst ved holddrift

Ved god styring af antal løbninger vil det gennemsnitlige antal fravænnede grise pr. hold variere med +/÷ 16-18 % af gennemsnittet. Spredning i daglig tilvækst mellem slagtesvinehold er cirka 6 % af den gennemsnitlige daglige tilvækst i besætningen.

Variationer i antallet af grise pr. hold og variationer i tilvækst gør det vanskeligt at få alt-ind alt-ud-drift til at passe til faste fysiske rammer. Dette gælder både med hensyn til stipladser og optimal omsætningshastighed for et hold af grise. Kontinuerlig drift er imidlertid ikke en hensigtsmæssig driftsform, idet den manglende tømning og rengøring af staldene vil medføre et stigende smittepres, som sammen med den konstante tilstedeværelse af ældre dyr, der kan smitte nyindsatte dyr, vil medføre en gradvist lavere tilvækst, stigende foderforbrug og stigende dødelighed.

På grundlag af en modelsimulering blev det vurderet, at man ved en god styring af løbeholdets størrelse i de fleste besætninger vil kunne levere grise inden for følgende interval med 95 % sikkerhed:
Det gennemsnitlige antal fravænnede grise pr. hold +/÷ 16-18 % af gennemsnittet.

Hvis gylte og omløbere, som er løbet forskudt fra hovedløbningerne, fravænnes samtidigt med det farehold, hvor der er bedst plads, kan 95 procentintervallet for antal fravænnede grise pr. hold sandsynligvis sænkes til +/÷ 10 %. Variationen i antal fravænnede pr. hold vil kunne sænkes yderligere ved at styre det antal grise, der fravænnes pr. hold på bekostning af lidt større variation i fravænningsalderen.

Resultater fra tidligere undersøgelser af slagtesvin i holddrift viser, at i en besætning med 900 gram daglig tilvækst, vil spredningen i gennemsnitlig daglig tilvækst mellem hold være cirka 54 gram/hold. De hurtigst voksende hold vil opnå optimal slagtevægt på cirka 12 uger, mens de langsomt voksende hold ville kræve 14 ugers opholdstid. Hvis den gennemsnitlige tilvækst er 900 gram/dag i en besætning, vil cirka hvert 20. hold have en tilvækst, som er større end 1.008 gram pr. dag eller mindre end 792 gram pr. dag. En antagelse om en CV (Variationskoefficient, CV = Spredning på observation / middelværdien på observationen) for holdtilvækst på 6 % virker robust.

I ovennævnte beregninger er det benyttet, at al relevant information om en normalfordelt hændelse ligger i middelværdien og spredningen. Normalfordelinger kan standardiseres med en middelværdi på 0, og en spredning på 1 og transformeres tilbage til et nyt niveau, hvor middelværdien for en hændelse er x og spredningen er CV*x.  Forudsætningen for dette er, at CV er konstant, uanset niveau.

Dette notat er et baggrundsnotat til Rapport nr. 45 ”Forskellige modeller for Alt-Ind Alt-Ud under hensyntagen til syge- og restgrise”.

 

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Michael Groes Christiansen, Torben Jensen, Marie Erika Busch

Udgivet: 5. maj 2014

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Produktionsøkonomi og Data