20. februar 2014

Notat Nr. 1407

Analyse af det danske, tyske og hollandske smågrisemarked

Den danske puljenotering følger den tyske Nord-West notering med 4 ugers forsinkelse i gennemsnit. Drivkræfterne bag den tyske smågrisepris er den aktuelle udvikling og forventningen til sæsonudsvinget i afregningen på slagtesvin, samt foderomkostningen.

Analyse af prisudviklingen i det danske, hollandske og tyske smågrisemarked viser, at det tyske marked er prisførende. Tyske prisstigninger giver et niveauskifte, hvor Holland og Danmark følger efter med 3-4 ugers forsinkelse i gennemsnit.

Analyse af variansen viser følgende. På kort sigt skyldes variansen i de danske smågrisepriser forhold og prisudsving i Danmark, men på længere sigt skyldes variansen forhold og prisudsving i Tyskland. Variansen i de hollandske priser domineres også på længere sigt af Tyskland, ligesom Danmark. Kun Tyskland er uafhængig af andre lande og er dermed det førende land.

Den tyske smågrisepris er analyseret yderligere. Formålet hermed er at fastlægge, hvad der får smågriseprisen til at ændre niveau. Sammenhængen mellem smågriseprisen og afregningen på slagtesvin samt foderomkostningerne viser, at smågriseprisen ændrer niveau, når afregningen eller foderomkostningen ændres. Det forventede sæsonudsving i afregningen på slagtesvin er inkluderet i smågriseprisen 16 uger tidligere, men en stigning i afregningen ud over det normale sæsonudsving giver en stigning i smågriseprisen med det samme.

 

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne. Aktivitetsnr 76. Journalnr.: 32101-D-13-00584.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Niels Vejby Kristensen

Udgivet: 20. februar 2014

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Produktionsøkonomi