6. maj 2014

Notat Nr. 1415

Fremstillingsprisen på korn

Kend din fremstillingspris på korn inden du udvider dit areal. Der er stor forskel i fremstillingsprisen på korn og nogle landmænd kan købe kornet billigere end omkostningerne til at producere det selv.

Det gennemsnitlige niveau for fremstillingsprisen på korn ligger tæt på købsprisen, men spredningen er stor. Fremstillingsprisen er lavere på lerjord, hvor udbyttet er højt. Udbyttet er den vigtigste faktor for fremstillingsprisen, da en høj fremstillingspris ofte er forbundet med et lavt udbytte. Der er stordriftsfordele i kornproduktionen, da bedrifter med et stort samlet udbytte har en lavere fremstillingspris.

Ekstraomkostningen på marker med et højere udbytte er ikke særlig stor, da forrentningen af lerjord ikke er ret meget højere end sandjord, se Business Check Planteproduktion [2] for den gennemsnitlige jordværdi på hhv. lerjord og sandjord. For at undgå en høj fremstillingspris på kornafgrøder er det vigtigt, at sammenspillet mellem maskinomkostninger, kapitalomkostninger og udbytte hænger sammen. Et højt udbytte skal forsvare en høj jordværdi og på marker med et lavt udbytte, skal maskinomkostningerne holdes lave, hvis jordværdien ligger højt.

Sædskiftet er vigtigt for udbyttet, og analysen viser, at en øget andel af raps giver et højere udbytte på lerjord, men effekten af raps på sandjord er ikke statistisk sikker.

Planteavlere og bedrifter med svineproduktion har ikke en statistisk sikker forskel i fremstillingsprisen, selvom de har vidt forskellige karakteristika. Planteavlere bruger mere handelsgødning, og svinebedrifterne har højere kapitalomkostninger, og derfor har svinebedrifterne den laveste fremstillingspris, når der ses bort fra finansieringen.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Niels Vejby Kristensen

Udgivet: 6. maj 2014

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Produktionsøkonomi