5 forskellige kuldudjævningsstrategier med 13 eller 14 grise ved soen efter kuldudjævning er sammenlignet med 14,15 eller 16 grise ved soen med supplerende mælk i en modelberegning, hvor der var 16 grise/farekuld før kuldudjævningens start. Supplerende mælk blev givet via opløst mælkeerstatningspulver, som blev blandet i en centraltank og via rør ført ud til en drikkekop i hver sti.
2 metoder blev brugt til at undersøge økonomien i supplerende mælk i farestier med diegivende søer.
I metode 1 er produktionsanlægget tilpasset kuldudjævningsstrategien, så der i alle 5 strategier var 1000 årssøer, men et forskelligt antal farestier.
I metode 2 er antal årssøer tilpasset et bestemt antal farestier til rådighed. Der er valgt 227 farestier, som passer til 1000 søer uden anvendelse af ammesøer ved ugedrift og 26 dages fravænningsalder og 16 levende pattegrise før kuldudjævning. Hvis besætningen i metode 2 ønsker at bruge ammesøer, bliver farestalden den begrænsende faktor for antal årssøer, som vil falde.
Alle resultater blev sat i forhold til kuldudjævning til 13 grise/so uden supplerende mælk, som skønnes at være det gennemsnitlige aktuelle niveau i Danmark.
I metode 1 er resultat pr. årsso sammenligningsgrundlaget, idet antal søer er konstant. I metode 2 er det resultat for besætningen, som er sammenligningsgrundlaget. Metoderne blev suppleret med følsomhedsberegninger mht. ændringer i pattegrisedødelighed som følge af valgt kuldudjævningsstrategi.
I metode 1 var det bedste økonomiske resultat at kuldudjævne til 14 grise uden supplerende mælk med et marginalt resultat på + 49 kr./årsso. Med supplerende mælk blev det økonomiske marginale resultat -232, -186 og -242 kr. årsso, hvis der blev kuldudjævnet til 14,15 og 16 grise/so og med supplerende mælk. Modelforudsætninger gør, at mælkeerstatningsforbruget begynder at stige relativt meget, hvis soen fravænner mere end 14 grise/fravænning. Denne udvikling er bekræftet af de foreløbige VSP-afprøvninger. Derfor var der et optimum ved -186 kr./årsso ved kuldudjævning til 15 grise og supplerende mælk i forhold til kuldudjævning til 16 grise og supplerende mælk.
I metode 1 skal pattegrisedødeligheden efter kuldudjævning sænkes med hhv. 3,1 % 2,8 % eller 4 % ved kuldudjævning til 14,15 eller 16 grise/so med supplerende mælk for at give samme økonomi som kuldudjævning til 13 grise/so uden supplerende mælk. Med de hidtidige erfaringer med systemet i Danmark er dette ikke urealistisk. VSP er i gang med en større afprøvning omkring potentiel reduktion af pattegrisedødelighed ved supplerende mælk i farestierne.
Et alternativ til lavere pattegrisedødelighed og god økonomi ved supplerende mælk kan være produktionsomfang i et anlæg, hvor farestier er den begrænsende faktor. I en sådan situation beslaglægger ammesøer for mange farestier med en nedgang i antal årssøer til følge. Via supplerende mælk kan brugen af ammesøer begrænses eller stort set fjernes. Derved fås flere faringer i farestalden. I metode 2 betyder antal årssøer i anlægget mere end, at resultat pr. årsso er lavere som følge af brugen af mælkeerstatning. Supplerende mælk kan altså godt betale sig i denne situation, men det marginale overskud på besætningsniveau var ikke stort.
Metode 2 blev også suppleret med en følsomhedsanalyse, hvor pattegrisedødeligheden faldt med 3 pct. point med supplerende mælk, og steg 1 pct. point, hvis søerne efter kuldudjævning lå med 14 grise uden supplerende mælk. I dette tilfælde var der ca. 200.000 kr. ekstra på bundlinjen ved kuldudjævning til 15 eller 16 grise/so med supplerende mælk i forhold til baseline. Ved kuldudjævning til kun 13 grise/so var der pga. for få farestier kun 850 årssøer i et anlæg, der ellers havde plads til 1000 årssøer. Det er vigtigt at påpege, at farestier kun kan være en begrænsende faktor på kort sigt, på mellemlang sigt kan der bygges flere.
Fremtiden er nok at bygge til kuldudjævning til 13 eller 14 grise og med mulighed for supplerende mælk i farestierne. Med en årlig fremgang i levendefødte på ca. 0,3/kuld og kuldudjævning op til ca. 15,5 grise med supplerende mælk skal soanlægget kun udbygges med ekstra farestier ca. hvert ottende eller hvert femte år. I den mellemlæggende periode kan behovet for ammesøer fastlåses ved at øge antal grise soen ligger med, netop pga. den supplerende mælk i farestierne.
Hvis der skal være økonomiske realiteter bag et sådant fremtidsscenarie, er det vigtigt at eftervise, at pattegrisedødeligheden kan sænkes med supplerende mælk i farestierne, samt at det forøgede energiindtag også giver en højere fravænningsvægt. I dette notat er det antaget, at supplerende mælk ikke påvirker soens mælkeydelse negativt. Hvis der mod forventning ikke ses en højere fravænningsvægt ved supplerende mælk i farestierne, må det alt andet lige skyldes, at supplerende mælkeerstatning har en negativ indflydelse på soens mælkeydelse. Hvis dette er tilfældet, spares der mere sofoder end indlagt i disse modelberegninger. Økonomien ved supplerende mælk i farestierne vil blive forringet i forhold til baseline, da fodring med mælkeerstatning er relativt dyrt i forhold til somælk.
Download