2. oktober 2014

Notat Nr. 1432

Næringsindhold i korn fra høsten 2014

I forhold til 2013 er der 6-12 procent lavere råprotein - men højere energikoncentration i vinterbyg, hvede, rug og triticale og lavere fosforkoncentration i vinterbyg og hvede. De analyserede kornarter er mindre værd pr. hkg til svinefoder i forhold til sidste år.

Råproteinkoncentrationen i vinterafgrøderne er faldet markant og energikoncentrationen heri er steget i forhold til sidste år. Fosforkoncentrationen er faldet i hvede og vinterbyg med henholdsvis fire og syv procent.

Vurderet via foderblandingsoptimeringer til søer, smågrise og slagtesvin er de analyserede kornarter fra dette års høst i forhold til sidste års høst mindre værd pr. hkg til svinefoder. Det skyldes primært værdien af protein delvist kompenseret af værdien af energi for de fleste kornarters vedkommende.

Ændringerne i råprotein, energi og fosfor samt kornets værdi til svinefoder i forhold til sidste års høst er sammenfattet i nedenstående tabel.

Ændring af Vinterbyg Vårbyg Hvede Rug Havre Triticale
Råprotein, %-enheder -0,5 -0,1 -0,9 -0,9 -0,1 -0,8
FEsv pr. 100 kg 1,1 - 0,9 2,4 -1,8 3,0
FEso pr. 100 kg 1,2 0,1 0,9 1,9 -0,8 2,8
Fosfor, g/kg -0,2 - -0,1 - 0,4 0,1
Værdi, kr. pr. hkg korn1 -1,70  -1,10 -4,20  -1,80 -2,40 -1,40
Antal analyser 16 32 32 16 8 8
1 Beskrivelsen af beregningerne ses i materiale- og metodeafsnittet

Analyseværdierne for råprotein og energi i vinterafgrøderne betyder, at der i foderblandingerne skal tilsættes mere proteinfodermiddel og lidt mere fosfor (hvis der anvendes hvede og vinterbyg) for at undgå produktivitetstab.

Koncentrationen af råprotein er faldet med ca. 0,1 procentenhed pr. år og koncentrationen af fosfor er faldet med ca. 0,035 g fosfor pr. kg pr. år siden 1988 i vinterbyg, vårbyg og hvede. Anbefalede niveauer til planlægningen af tilskuds- og mineralfodersortiment til næste fodringssæson (2015-2016) ses i appendiks.

Anbefalinger for antal analyser og anvendelse af egne analyseværdier i foderoptimering er beskrevet i særskilt afsnit i Manual for hjemmeblanding [4]. 

Koncentrationen af næringsstoffer i årets korn 2014 blev analyseret i vinterbyg, vårbyg, hvede (vinterhvede), rug, triticale og havre. Indsamlingen af alle kornprøverne foregik i samarbejde med syv forskellige foderstoffirmaer.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Sønke Møller, Niels Morten Sloth

Udgivet: 2. oktober 2014

Fagområde: Ernæring