14. oktober 2014

Notat Nr. 1435

Prognose for svineproducenternes økonomiske resultater 2013-2016

Svineproduktionen rammes hårdt af faldende priser på svinekød. Det gennemsnitlige driftsresultatet forventes allerede at blive negativt i 2014, og nedgangen fortsætter ind i 2015. Det russiske importforbud sætter dybe spor i økonomien.

De stærkt faldende priser på fødevarer, sænker driftsresultatet markant for de danske svineproducenter. Det er ikke kun indtjeningen fra svineproduktionen der falder, det er også indtjeningen fra markdriften. Forventningen om lavere priser ved udgangen af året betyder også at besætningen og beholdningen skal nedskrives til en lavere værdi. Dette påvirker også driftsresultatet kraftigt.

I 2014 er likviditeten generelt god, da foderomkostningerne reduceres 10-12 % i 2014 på grund af lavere korn- og sojapriser. Det kompenserer for de lavere svinepriser i 2014 og det holder likviditeten oppe. I 2015 forventes svinepriserne at falde yderligere og foderpriserne forventes at holde samme niveau. Det giver en markant dårligere indtjening og likviditet i 2015.

Renteomkostningerne forventes kun at stige svagt i prognoseperioden, og de driver dermed ikke den nedadgående trend, men de er også en medvirkende årsag.

Den økologiske svineproduktion rammes også af en faldende konventionel notering. Markedstillægget forventes dog og holde det høje niveau. De økologiske foderpriser forventes også at falde, hvilket forbedrer indtjeningen for både smågriseproducenter og slagtesvineproducenter.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Niels Vejby Kristensen

Udgivet: 14. oktober 2014

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Sohold

Fagområde: Produktionsøkonomi