27. marts 2015

Notat Nr. 1510

Casestudie hjemmeblandet foder

Studierne gør rede for omkostningerne ved hjemmeblanding af foder for tre landmænd, som overvejer at starte produktion af hjemmeblandet foder. Beregningerne inkluderer omkostninger til formaling, blanding samt opbevaring af råvarerne mv.

Analysen viser økonomien i et skifte fra indkøbt færdigfoder til hjemmeblandet foder for tre landmænd. Omkostningerne til formaling og blanding ligger mellem 7-12 øre pr. FEsv. Opbevaring af korn udgør en omkostning på 4-6 øre pr. FEsv.

Disse omkostninger skal dækkes af billigere foder ved indkøb af råvarer og anvendelse af eget korn. Kornprisen efter fradrag på foderstof og omkostninger til korntørring på gården, danner grundlag for prisen på hjemmeblandet foder. For at økonomien i indkøbt færdigfoder kan sammenlignes med økonomien i hjemmeblandet foder, skal priserne på soja og færdigfoder indhentes samme dag og på samme terminer.

Smågrisefoder giver den største besparelse ved hjemmeblandet foder. Der kan spares over 1 kr. pr. FEsv på startblandingen og på mellem- og slutblandingen er besparelsen 30-50 øre pr. FEsv ved hjemmeblandet foder. Drægtigheds- og diegivningsfoder giver en besparelse mellem 20-40 øre pr. FEso og casen med slagtesvinefoder viser den mindste besparelsen med 15 øre pr. FEsv.

Beregningerne viser det ændrede likviditetstræk. Ved hjemmeblandet foder sælger landmanden ikke længere korn i høst. Der er i stedet udgifter til soja og mineraler. Derudover er der følsomhedsanalyse af foderforbruget.

Appendiks viser 3D-illustration og flow-diagram af et hjemmeblanderanlæg.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Niels Vejby Kristensen

Udgivet: 27. marts 2015

Dyregruppe: Sohold, Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Produktionsøkonomi