21. maj 2015

Notat Nr. 1515

Business Check Svin 2014

Svinenotering var lav i 2014, hvilket gav en lavere indtjening sammenlignet med 2013. Fremstillingsprisen faldt, hvilket især skyldes flere grise pr. årsso og en lavere foderpris. I gennemsnit er de bedste resultater opnået på de større svinebedrifter.

Resultatet på bundlinjen blev -627 kr. pr. årsso for 7 kg producenterne, hvilket er en forværring på 563 kr. i forhold til 2013. Dette skyldes især faldende smågrisepriser.

Producenter med over 500 årssøer og produktion af 30 kg grise havde et resultat på -335 kr. pr. årsso, hvilket er 780 kr. lavere end i 2013. Dette skyldes ligeledes faldende smågrisepriser.

Resultatet blev -34 kr. pr. slagtesvin for slagtesvineproducenterne med over 10.000 producerede slagtesvin. Dette er en nedgang på 15 kr. i forhold til 2013. For slagtesvineproducenterne er det den faldende notering, der trækker resultatet ned.

I Business Check Svin kan man se en sammenligning af bedrifters økonomiske resultat bedrift for bedrift, så man kan sammenligne med, hvad kollegaen har tjent, og hvor der er penge at hente. Det er kun hoveddriftsgrenen, 7 kg, 30 kg eller slagtesvin, der sættes fokus på. Ved Business Check indgår alle indtægter og alle udgifter. Det vil sige, resultatet opgøres inkl. ejeraflønning og forrentning af den investerede kapital.

Tjek din konkurrenceevne

Metoden, der er anvendt i Business Check, er særdeles velegnet til erfagrupper, der ønsker at sammenligne økonomiske resultater af produktionen – helt til bundlinjen – uden at dele oplysninger om formue og privatøkonomi. Resultaterne i hæftet kan også anvendes til at vurdere grundlaget for budgetter ved ændringer i bedriftens fremtidige produktion.

Dette er internetversionen af hæftet Business Check Svin 2014. Der er også udgivet et hæfte, som kan bestilles i Netbutikken. Prisen er 35 kr. + moms og forsendelse.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Brian Oster Hansen

Udgivet: 21. maj 2015

Dyregruppe: Søer, Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Produktionsøkonomi