17. august 2017

Notat Nr. 1722

Anvendelse af egne fodertal til reduktion af harmoniareal for slagtesvin

Hvis dit foderforbrug og/eller fosforindhold er lavere end landsgennemsnittet, har du mulighed for at udbringe gødning fra flere slagtesvin pr. ha. Det kræver dog minimum seks måneders dokumentation i 2017/18.

Svineproducenter må udbringe op til 170 kg N pr. ha i form af husdyrgødning, hvis fosforloftet overholdes. Fosforloftet er for slagtesvinegødning 39 kg fosfor pr. ha ved fosfortal på 4 eller mere, mens der kan udbringes op til 45 kg fosfor pr. ha ved meget lavt fosfortal i jorden. For 90 % af harmoniarealerne vil loftet dog være 39-41 kg pr. ha. Fosforloftet er 35 kg fosfor pr. ha for søer og smågrise, og om tre år skal slagtesvin ned på samme niveau som søer og smågrise. I 2018/19 forventes desuden indført et skærpet fosforloft for fosforfølsomme områder.

Såfremt slagtesvinegødning udbringes på grundlag af normtal, er fosforloftet den begrænsende faktor, og der kan udbringes gylle fra cirka 61 slagtesvin pr. ha ved loftet på 39 kg, hvilket er 9-10 flere slagtesvin end de gamle regler med 1,4 DE pr. ha.

Fra 1. august 2017 er det muligt at korrigere normtallet for fosfor i gødningen ved brug af egne faktiske tal, men det kræver effektivitetskontrol med foderdokumentation – og at man er under landsgennemsnittet for foderforbrug og/eller fosforindhold i foderet. I 2017/18 er det tilstrækkeligt med seks måneders dokumentation. Foderdokumentation kræver, at hjemmeblandere bruger tabelværdier for kornets indhold af protein og fosfor.

Man kan korrigere alene for N, alene for P eller for både N og P. Korrigeres alene for N, kan man få justeret N-kvoten i handelsgødning, men der ændres ikke i harmonikrav, der bestemmes af fosfor. Korrektion alene for fosfor muliggør 5-9 slagtesvin mere pr. ha, mens samtidig korrektion for protein og fosfor kan give op til 15-20 flere slagtesvin pr. ha, hvis man både har lavt foderforbrug og lavt fosforindhold i foderet. Det kræver dog, at proteinindholdet ikke er højere end landgennemsnittet. 

I praksis skal man ned på 4,4-4,5 gram fosfor pr. FEsv, for at fosfor ikke er begrænsende for at nå op på 170 kg N pr. ha, såfremt man har et normalt proteinindhold i foderet. Er proteinindholdet også lavt, kan man få gavn af endnu lavere fosforindhold til at få flere svin pr. ha – en mulighed som kan udnyttes ved fasefodring med højt fytaseindhold i foderet.


Institution: SEGES Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 17. august 2017

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Klima og miljø