20. september 2019

Notat Nr. 1923

Baggrund for aminosyrenormer til drægtige søer, store polte og løbeafdeling

Aminosyrenormerne er fastlagt for at sikre en passende kød- og fedttilvækst, og behovet for de enkelte aminosyrer i procent af lysin er fastlagt ud fra aminosyrebehovet til vækst og vedligehold.

Der er oprettet en ny norm på 4,0 g ford. lysin pr. FEso til anvendelse som enhedsblanding i hele drægtighedsperioden og til polte fra 110 kg. Der er endvidere oprettet normer til fasefodring på 3,5 g ford. lysin pr. FEso indtil dag 84 i drægtighedsperioden efterfulgt af 5,0 g ford. lysin fra dag 84 til indsættelse i farestalden. Der anbefales fortsat en blanding med 5,0 g ford. lysin pr. FEso fra fravænning til løbning. Fasefodring giver mulighed for at opfede magre søer først i drægtighedsperioden, og desuden sikres rigelige mængder af aminosyrer til fostervækst tæt på faring.

Aminosyreprofilen, dvs. de enkelte aminosyrer i procent af lysin, er ændret betydeligt i det nye normsæt. Det er dog primært højere lysin- og lavere methioninnorm, som har betydning i praksis. Aminosyreprofilen er ens ved normer på 3,5-5,0 g ford. lysin pr. FEso.

De nye aminosyrenormer er opnået ud fra modelberegninger af søers behov for aminosyrer til vækst og vedligehold. Egne modelberegninger er sammenlignet med tilsvarende modelberegninger og tilhørende normer fra Frankrig og USA, som giver næsten samme profiler. Aminosyreprofilen er tilpasset drægtige søer med en daglig tilvækst på ca. 500 gram, men det er vurderet, at samme profil kan anvendes både for drægtige søer, løbeafdeling, inkl. orner og polte fra 110 kg. 

Der er fortsat minimumskrav til protein til at sikre, at der ikke bliver for store andele frie aminosyrer, da disse ikke udnyttes fuldt ud ved kun én daglig fodring. Der er desuden indført en anbefaling om, at frit lysin ikke bør overstige 30 % ved kun én daglig fodring.


Institution: SEGES Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 20. september 2019

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Ernæring