Leptospira pomona som årsag til aborter hos søer i Danmark

Leptospirer er skrueformede bakterier, der primært lever i nyrerne på forskellige gnavere og insektædere. Nogle serovarer har dog tilpasset sig pattedyr som hovedvært. Hver serovar har sin foretrukne vært, men de kan smitte til andre dyrearter med urin.

Leptospirer trives bedst ved 25 grader celcius ved neutralt pH og lav saltholdighed. De tåler ikke indtørring, pH under 6,2 eller over 8, eller desinfektionsmidler. Blot 5 minutter ved 50 graders varme dræber leptospirer. I praksis sker smitte kun via frisk urin, via vand med urin og ved at æde dele af dyr, der er smittet med leptospirer.

De sygdomsfremkaldende leptospirer samles under arten interrogans. Arten inddeles i serogrupper, hvorunder der igen er flere serovarer. I tabellen angives eksempler på identifikation af serotyper og serovarer, der er særlig relevante for svin.

Ved undersøgelse af organer (f.eks. fra fostre) kan det påvises, om der er tale om infektion med leptospirer. Ved undersøgelse af blodprøver kan det afklares, hvilken serogruppe de tilhører. Her er der dog mulighed for krydsreaktioner, så resultater for enkeltdyr skal vurderes med forsigtighed. Først når det lykkes at dyrke leptospirer fra fostre eller andre organer, kan det afklares hvilken serovar, der er tale om.

Betydning

Aborter i sidste måned af drægtigheden. Smitte til smågrise og slagtesvin kan medføre lever- og nyreskader. Leptospirose kan smitte til mennesker (se senere).

Smitte og immunitet

Efter smitte dyr spredes leptospirerne i blodet, og dyret begynder at danne antistoffer. Leptospirerne placerer sig så inde i nyrecellerne, og kan ofte undgå immunforsvaret i op til 2 måneder. Lige så længe er der risiko for at dyret udskiller leptospirer med urinen. Unge dyr kan udskille leptospirer i endnu flere måneder.

En so, der har haft Leptospirose kan næppe smittes med leptospirer fra den samme serogruppe igen. Så længe den stadig er smittet med leptospirer, vil der påvises høje antistoftitre ved mikroagglutinations-test (MAT).

Diagnostik

Undersøgelse af mumificerede og normale fostre fra aborter vil afsløre, om leptospirer er til stede. Fostrene kan undersøges, selvom de er blevet smurt ind i møg og bakterier fra staldbunden, men de bør tørres af eller spules inden de sendes ind, da undersøgelsen ellers bliver svær at foretage. Til dyrkning skal fostrene dog være taget lige fra soen.

Undersøgelse af blodprøver kan vise, om soen er blevet smittet for nylig, eller om der er tale om en overstået infektion. Blodprøverne undersøges ved MAT-test, der primært påviser akut-fase-antistoffer (IGM).

Høje titre (MAT) ved akut infektion ligger over 1000. Vi har ingen erfaringer med titrene efter, at dyrene er blevet fri for infektionen, men udenlandske undersøgelser viser et tydeligt fald ca. 1 måned efter infektion. Sandsynligvis vil antistofferne kunne påvises med titre i området 25-100 titerenheder i over 1 år. Blodprøverne skal undersøges for netop den serotype, der er under mistanke. Hvis der ikke er nogen specifik mistanke, så bør blodprøver undersøges for følgende typer.

• L. pomona (kun Sjælland)
• L. hardjo (kvægets leptospir, smittekilden er muligvis får)
• L. grippotyphosa (kun Jylland)
• L. ichterohaemorrhagiae
• L. bratislava (mest af tradition).

Da der betales særskilt for hver serotype, så er det vigtigt at begrænse sig mest muligt. Fordelen ved at indsende fostre er, at testen her undersøger for alle leptospira-serotyper på én gang.

Smittekilder

- L. pomona.

• Overordnet smittekilde er brandmusen, der kun findes på Lolland, Falster og Møn. Brandmusen kan dog spredes med landbrugsprodukter til andre dele af Danmark, og kolonier af brandmus er tidligere set flere steder på Sjælland hvor de dog er uddøde igen efter få år. Se vedlagte tekst om brandmusen.
• Flytning af inficerede svin kan overføre smitten til andre besætninger.
• Hunde og katte, der har ædt brandmus kan overføre smitten til svin.
• Indenfor besætningen sker smitten via urinstænk, urin-fugtige gulve, med aborterede fostre, med våde gummistøvler og ved højttryksrensning uden efterfølgende udtørring.
• Mennesker med leptospirainfektion kan overføre smitten med urinen.
• Leptospirer kan overføres med sæden, hvorfor al sæd til KS bliver tilsat antibiotika, der er effektivt overfor leptospirer.

- Andre leptospirer

• Smittekilder er primært rotter og mus.
• Hunde og katte, der har ædt rotter og mus.
• Flytning af smittede svin
• Andre leptospirer vil sandsynligvis ikke blive spredt så effektivt hos svin, så de vil primært være årsag til enkelte aborter i besætningen.

Forebyggelse af smitte til besætningen

• Forebygge gnaveres adgang til foderlade og svinestalde.
• Undgå at hunde og katte kan gå ind og ud af staldene.
• Undgå at gnavere kan urinere i drikkekar, og sørge for at dyrene ikke drikker fra gulvflader med urin.

Behandling

Leptospirer er følsomme overfor de fleste antibiotika, men den intracellulære lejring i nyrerne gør det svært at gennemføre en effektiv behandling. Traditionelt anbefales behandling med dihydrostreptomycin eller fodermedicinering med oxytetracyklin. Beskrivelsen af reelle behandlinger er få, og sjældent særlig succesrig. Det er muligt at vaccinere, og ved det aktuelle udbrud gennemføres der nu vaccination.

Specielt for udendørs besætninger

Smitte fra gnavere skal så vidt muligt undgås. Spredning af smitten mellem søerne forebygges ved at undgå, at søerne kan urinere i drikkekar og undgå, at søerne skal optage vand fra sølehuller.

Ved undersøgelse af 193 danske pindsvin blev der påvist L. bratislava i 43 af disse, og 32 af 55 ræve havde antistoffer imod forskellige leptospirer. Dette viser, at også disse to dyrearter kan være smittekilder for udendørs søer.

Smitte til mennesker

Leptospirer kan smitte mennesker. Sygdommen kaldes Weils sygdom, og fremkaldes hyppigst af rottens og musenes leptospirer (hhv. L. ichterohaemorrhagicae, L. sejroe og L. saxcoebing). Symptomerne ligner influenza, men der kan senere ske infektion af lever, nyrer og hjernehinder. Smitte sker især til personer, der færdes på fugtige steder (dambrugere, lystfiskere), eller har arbejde, hvor de kan udsættes for frisk gnaver-urin (plantagearbejdere, gartnere, landbrugere og kloakarbejdere). Endelig vil direkte kontakt til nyrer (slagteriarbejdere) være en risiko. Der er undersøgt blodprøver for L. pomona i Danmark siden 1941, og kun påvist antistoffer hos 2 personer, heraf en person, der blev smittet ved laboratoriearbejde. Der har heller ikke været sygdom hos personer involveret i det sidste store udbrud. Det må dog anbefales, at influenzaudbrud hos mennesker samtidig med flere aborter i en besætning medfører en lægeundersøgelse.

Leptospira bratislava

L. bratislava bliver ofte nævnt som årsag til reproduktionsproblemer. Antistoffer imod L. bratislava kan påvises hos enkelte dyr i de fleste danske besætninger. Forklaringen på dette er ikke fundet. Såvel i Danmark, som i den øvrige verden, stilles der spørgsmålstegn ved, om antistoffer mod L. bratislava har betydning for reproduktionsproblemer. Der er ingen grund til at tage fund af antistoffer imod L. bratislava mere alvorligt nu, end det er sket igennem de sidste år. Det aktuelle udbrud af L. pomona medførte ikke noget omløberproblem før aborterne.

Appendiks

Brandmus (Apodemus agrarius)

Brandmusen er en markmus, der kun findes på Lolland og Falster. Den er naturlig vært for Leptospira Pomona, der kan medføre aborter hos svin.

Brand­musens udseende:

En ret stor strømliniet mus på 10-12 cm med en hale på 6-9 cm. Den har en 2 mm. bred sort stribe på ryggen, der starter mellem ørerne og går ned til halen. Eneste mus den kan forveksles med er Birkemusen. Birkemusens hale er længere end kroppen, og den sorte stribe begynder foran ørerne.

Forekomst

Brandmus findes i Danmark kun på Lolland og Falster (de lokale kalder den Markmus eller Ærtemus). Mon ikke den så også kan findes på Møn? Fra øerne kan den spredes med varer til andre dele af landet, mest til Sjælland, hvor den har etableret kolonier, der dog er uddøde efter få år. Den er tidligere set i Sønderjylland, men er nu uddød helt ned til Holsten.

Levevis

Brandmusen er primært nataktiv. Den bevæger sig i løb, men sjældent i hop, sådan som skovmusen gør.

Brandmusen lever på markerne om sommeren og trækker ind i markskellene og hegnene om efteråret. Om efteråret kan den trække ind i bygninger. Den er hurtig til at kolonisere nyt land. Det antages, at navnet enten skyldes den “svedne” sorte stribe på ryggen, eller at den er den første beboer i åben skov ved svedjebrug. Brandmusen laver op til 40 cm. dybe gange med 3-4 indgangshuller. Brandmus lever i små kolonier.

Brandmusen får 6-7 unger pr. kuld og 3-4 kuld unger hvert år. Det er sjældent, at de brandmus, der trækker ud på markerne om foråret, overlever til om efteråret. Det er deres efterkommere, der kommer tilbage.

Brandmusens betydning

Brandmusen er ikke et skadedyr af betydning, men i år med mange brandmus kan de overføre sygdomme til husdyr og mennesker.

Leptospira Pomona er fundet hos 3 af 14 undersøgte danske brandmus. Dette falder sammen med, at L. Pomona-antistoffer kun er fundet hos svin og kvæg fra Lolland og Falster (Borg-Petersen og Fennestad, 1956). Andre vilde og tamme dyrearter er undersøgt for L. Pomona, men med negativt resultat, bortset fra én lækat (hermelin) (Fennestad og Borg-Petersen, 1972). I 1957 var der mange brandmus, og samtidig opstod der Leptospirose hos en del kreaturer, der enten gik på græs eller blev fodret med friske roeblade (Fennestad og Borg-Petersen, 1958).

Brandmusen er kendt for at overføre Hantavirus, der medfører Korean Haemorrhagic Fever, der er en nyresygdom, der rammer mennesker (Lund, 1986). Denne sygdom har jeg ikke hørt om herhjemme, men det medfører, at der fokuseres en del på brandmus i WHO-regi (Anon. 2000).