31. maj 2000

Notat Nr. 0021

Diffus ventilation i løbe-/drægtighedsstalde til løsgående søer

Det kan ikke anbefales, at der bruges diffust luftindtag i løbe-/drægtighedsstalde med løsgående søer medmindre stalden er indrettet med relative små stier og har ensartet belægning.

Diffus ventilation kræver ensartet belægning

Diffus ventilation er et ventilationsprincip som har været meget anvendt i de senere år. Diffus ventilation, eller diffust luftindtag, hvor indsugningsluften indtages gennem loftisoleringen er et enkelt ventilationsprincip, som ikke kræver helt så meget styringsteknik som andre mekaniske ventilations­systemer. Ventilationsprincippet er karakteriseret ved at have et konstant åbningsareal hvilket betyder, at luftydelsen kun kan reguleres via undertrykket i stalden. Indsugningsluften indtages som en laminar luftstrøm hvilket vil sige, at luften “siver” ind i stalden og derfor ikke har nogen gennemslagskraft.

Da hastigheden på indsugningsluften er lav, har varmeproduktionen fra grisene stor indflydelse på luftstrømningerne i stalden. Varm luft er lettere end kold luft og stiger derfor opad. Er der mange dyr i et område af stalden, resulterer det i en stor varmeproduktion og en opadgående luftstrøm og er der så andre områder uden varmeproduktion, vil den indtagne koldere luft falde ned i disse områder - evt. med stor hastighed. Det er derfor vigtigt, at stalden er ensartet belagt således, at der er en jævn varmeproduktion over hele stalden.

Der er i den senere tid set flere eksempler, hvor diffus ventilation i løbe-/drægtighedsstalde til løsgående søer ikke fungerer optimalt fordi staldene er etableret med store flokke og dermed sikres der ikke en ensartet belægning.

I praksis sker der det, at indsugningsluften søger hen til de kolde områder hvor den falder ned, eventuelt med koldluftnedslag og træk til følge. Området ender eventuelt som gødeområde og stalden/stierne fungerer ikke som det var tiltænkt. Svineri i områder hvor det ikke er tiltænkt medfører ofte øget ammoniakfordampning og højere fugtighed i stalden. Dette forhold, samt den omstændighed at indsugningsluften ikke altid kan trænge igennem i de varme områder af stalden, betyder ofte at luftkvaliteten samtidig bliver dårligere.

Det kan derfor ikke anbefales, at der anvendes diffust luftindtag i løbe-/drægtighedsstalde med løsgående søer medmindre stalden er indrettet med relative små stier og har ensartet belægning.

Ventilation af drægtighedsstalde:

  • Stalde udelukkende med dybstrøelse skal ventileres via naturlig ventilation (staldtemperaturen følger udetemperaturen)
  • Uisolerede stalde med et halmforbrug på 300-400 kg, dybstrøelse i lejearealet skal også ventileres via naturlig ventilaton.
  • Isolerede stalde med et halmforbrug på 300-400 kg, dybstrøelse i lejearealet kan ventileres via naturlig ventilation eller mekanisk via luftstråler.
  • Stalde med konstant temperatur, små stier og ensartet belægning ventileres bedst med mekanisk ventilation. I disse stalde kan der anvendes diffus ventilation.
  • Stalde med konstant temperatur, storflokke og uensartet belægning skal ventileres via mekanisk ventilation, eksempelvis vægventiler eller indblæsningsenheder.

Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Erik Damsted

Udgivet: 31. maj 2000

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Inventar