25. maj 2000

Notat Nr. 0038

Foderændring i sohold med vedvarende salmonella-problemer

Nye data viser en klar sammenhæng mellem fund af Salmonella blandt smågrise, og forøget risiko for forekomst af positive kødsaftprøver hos slagtesvin.

Dette notat er lig med Salmonella-Orientering nr. C.47

  
Nye dataopgørelser har vist en klar sammenhæng mellem fund af Salmonella blandt smågrise, og forøget risiko for forekomst af positive kødsaftprøver hos slagtesvin. Det er også vist, at anvendelse af færdigfoder eller tørfoder i soholdet forøger risikoen for forekomst af positive kødsaftprøver hos slagtesvin. Det er derfor nødvendigt også at inddrage smågriseproducenterne i kampen mod Salmonella.

Der er hidtil ikke gennemført forsøg med salmonellareducerende foder til søer og smågrise. Men ovennævnte resultater tyder på, at det er de gammelkendte risikofaktorer (pelleteret foder og tørfoder), som tidligere er fundet ved slagtesvin, som også gælder for soholdet. Foreløbige resultater med slagtesvin har vist, at foder, hvor korndelen alene udgøres af hvede giver flere salmonella-positive slagtesvin, end foder, hvori der indgår en vis mængde byg.

På nuværende tidspunkt gælder følgende anbefalinger til besætninger, der har vedvarende problemer med Salmonella og som anvender pelleteret færdigfoder:

Søer:

Mindst 25 pct. af blandingen skal køres uden om varmebehandling og pelletering.

Disse 25 pct. skal udgøres af korn.

Rene hvedeblandinger bør ændres, så der indgår byg (mindst 25 pct. i blandingen) og/eller andre træstofholdige råvarer (fx roepiller)

Smågrise:

Mindst 25 pct. af blandingen køres uden om varmebehandling og pelletering. Disse 25 pct. skal udgøres af korn.

Mindst 15 pct. af blandingen skal totalt bestå af byg og/eller havre.

Foderet skal tilsættes organisk syre, eller der skal tilsættes organisk syre til drikkevandet.


 

Effekten af melfoder/pelleteret foder til søer og smågrise undersøges pt., og derudover undersøges effekten af at iblande 2,8 pct. mælkesyre i foder til smågrise. Effekten måles dels på forekomst af Salmonella og dels på produktivitet. Ovenstående anbefalinger opdateres i takt med, at ny viden foreligger.

Det er vigtigt endnu engang at understrege, at foderet nok er en vigtig brik i bestræbelserne på at komme et salmonella-problem til livs. MEN, driftsforholdene i øvrigt skal også vurderes kritisk. Det er sjældent tilstrækkeligt at ændre på en enkelt faktor for at komme et salmonella-problem til livs.

Arkiv nr.: 379




Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Lisbeth Jørgensen

Udgivet: 25. maj 2000

Fagområde: Salmonella-orientering, Sundhed/Veterinært, Ernæring