Vegetabilske fedtkilder til erstatning af animalsk fedt

Midt i januar skal det afgøres, om vi fortsat kan anvende animalsk fedt i svinefoder. Der er betydelig risiko for, at det bliver forbudt. I den forbindelse er det vigtigt at kunne vurdere alternative muligheder, dels for at sikre tilstrækkeligt højt energiindhold i smågrisefoder og dels for at optimere pelleteringsprocessen og for at  støvdæmpe foderet.

For foderstofvirksomhederne er der følgende muligheder:

   1. Anvendelse af rene planteolier, som f.eks. sojaolie, rapsolie og palmeolie. 
   2. Anvendelse af fedtrige frø som hele toastede sojabønner og hele rapsfrø 
   3. Anvendelse af forskellige restfedtprodukter af vegetabilsk oprindelse

De forskellige fedtkvaliteter har forskellig værdi til svin - og for såvel sælgere som kunder er det et problem, at den aktuelle måde at kontrollere energiindholdet i foderet ikke tager hensyn til fedtkvaliteten. Ren kontrolmæssigt vil FEs-indholdet i færdigfoderet ikke blive påvirket af, om der anvendes en fin ren planteolie eller et restfedtprodukt med kun den halve værdi.

Som grov tommelfingerregel anvendes FEs/kg fedt = 3,09 + 0,04 x (fedtsyreprocent ÷ 85).

Tommelfingerreglen tager dog ikke hensyn til, om fedtet er let eller vanskeligt fordøjeligt. Meget mættede fedtkilder (fx oksetalg) og blandinger af frie fedtsyrer er ofte vanskelige at fordøje - og lever derfor ikke op til tommelfingerreglen.

Anvendelse af rene planteolier

Der er begrænset erfaring med anvendelse af rene planteolier i Danmark. Det vurderes, at sojaolie, rapsolie og palmeolie alle har høj foderværdi (3,37-3,41 FEs/kg ved 92-93 pct. fedtsyrer) - og det uanset om de er raffinerede eller ej. Palmeoliens fedtsyresammensætning minder faktisk om svinefedt, mens rapsolie og sojaolie er mere umættet.

Der har været et tilfælde, hvor der har været mistanke om, at sojaolie kan indeholde planteøstrogener, som måske kunne genere søers reproduktion. Sagen har været vurderet i “Responsumudvalget”, som ud fra litteraturgennemgang vurderer, at sojaolie nærmest har positiv effekt på søers reproduktion. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hovedparten af planteøstrogenerne - ud fra oplysninger fra Århus Oliefabrik - ender i sojaskråen.

Konklusionen er, at man uden risiko kan anvende sojaolie til svin, herunder søer.

Disse planteolier kan anvendes op til 5-6 pct. i so- og smågrisefoder, mens man af hensyn til jodtalsproduktet bør nøjes med 2-3 pct. raps- eller sojaolie i slagtesvinefoderet. I princippet kan man godt anvende 5 pct. palmeolie i slagtesvinefoder, men det vil formentlig sjældent være pris­mæssigt relevant.

Anvendelse af hele sojabønner eller rapsfrø

Der kan anvendes såvel hele toastede sojabønner som hele rapsfrø i svinefoder, men det er dog knapt så sikkert som anvendelse af olierne.

For sojabønnerne er problemet, at man med de toastede sojabønner er mindre sikker på, at toastningen er gennemført korrekt, så man har inaktiveret trypsininhibitorerne. Der er gennemført forsøg med 10 pct. toastede sojabønner til smågrise på Statens Husdyrbrugsforsøg (Medd. 595) i stedet for 8 pct. sojaskrå + 2 pct. sojaolie. Grisene fodret med sojabønner klarede sig en anelse bedre end kontrolholdet uden at forbedringen dog var statistisk sikker. Indholdet af trypsininhibitorer var på samme niveau i forsøgs- og kontrolfoder.

Anvendelse af toastede sojabønner til smågrise er en god mulighed, men man bør sikre sig, at indholdet af trypsininhibitorer er tilstrækkeligt lavt. Det er også en mulighed til søer og slagtesvin, hvis prisrelationerne tillader det.

Kravet til indhold af trypsininhibitorer er de samme som for sojaskrå, nemlig ca. 5 U/g protein eller ca. 2U/g sojabønne.( 1 U = Den mængde inhibitor, der hæmmer 1 mg rent enzym). Som indikator for indholdet af trypsininhibitorer kan anvendes ureaseaktiviteten, der bør være 0,1-0,3 for de hele bønner (ureaseaktivitet angives som mg N frigjort pr g stof pr minut).

For hele rapsfrø er der 2 problemer, nemlig indholdet af glucosinolater og formalingen af de små fedtholdige frø. Med hensyn til glucosinolaterne er der det problem, at enzymet myrosinase er til stede i de hele frø. Myrosinase kan dels bevirke en kraftigere smag af glucosinolaterne pga. nedbrydningsprodukter, dels at skadevirkningen er større. Det er usikkert, om den normale varmebehandling på foderstoffabrikkerne inaktiverer myrosinasen, men det er sandsynligt, at der sker en vis grad af inaktivering.

Formaling kan ske på 2-3 mm sold - og soldet kan holdes rent ved at skifte mellem korn og rapsfrø. Anvendes møllen kun til rapsfrø, er der stor risiko for tilstopning af mølle og transportveje pga. det høje fedtindhold.

Anvendelse af 3-7 pct. rapsfrø i færdigfoder til slagtesvin og søer kan være en udmærket måde at støvdæmpe foderet - samtidig med at man udnytter den høje energiværdi i rapsfrø. En afprøvning tyder dog på, at hele rapsfrø gav dårligere resultater end vegetabilsk fedt i smågrisefoder.  

Ved anvendelse af 5-7 pct. hele rapsfrø bør man sikre sig, at glucosinolatindholdet i frøene er under 15-20 mikromol, således at færdigfoderet holdes under 1 mikromol. Denne tommelfingerregel gælder for anvendelse af ikke-varmebehandlede rapsprodukter til søer og slagtesvin - og uanset om det er mel eller pelleteret foder, da der ikke er sikkerhed for myrosinaseinaktivering ved pelleteringen.

Vegetabilske restfedtprodukter

Restfedtprodukter er relevante, fordi de er billigere end rene planteolier. Der er især tre relevante problemstillinger:

1. Indholdet af fedtsyrer, som bør være højest muligt (> 85 pct.).
2. Indholdet af frie fedtsyrer, som helst skal være lavt. Hvis indholdet er over 30 pct. er fedttypen et restprodukt med risiko for lavere værdi.
3. Om de frie fedtsyrer er kombineret med monoglycerider eller ej.

Råfedt omfatter ifølge foderstofanalysen alle stoffer, som er opløselige i æter. Når oliefabrikkerne presser og ekstraherer fedtet ud, omfatter fedtdelen ligeledes en del stoffer, som ikke stammer fra triglycerider, fx plantefarvestoffer, voksarter, steroler, fedtopløselige vitaminer, samt en del stoffer, hvis struktur knap nok kendes.

Fedtsyreindhold

Et lavt fedtsyreindhold kan derfor skyldes, at oliefabrikkerne destillerer fedtblandingens fedtsyrer fra, hvorved de andre stoffer opkoncentreres i restfedtet. Ved destillationen kan der pga. de høje temperaturer desuden ske det, at en del af fedtsyrerne bliver til lange kæder, der ender i restfedtet (polymere fedtsyrer). Polymere fedtsyrer kan også dannes i friturefedt. Disse polymere fedtsyrer er formentlig ufordøjelige og måske ligefrem skadelige. Da polymere fedtsyrer ikke måles med ved fedtsyreanalysen, vil et højt indhold automatisk give et lavt indhold af fedtsyrer. Det er ikke muligt at give en eksakt grænseværdi for polymere fedtsyrer, men hvis indholdet af fedtsyrer er over 85 pct., vil indholdet af polymere fedtsyrer være tilstrækkeligt lavt.

I ren planteolie er fedtsyreindholdet op til 93 pct. (resten glycerol) - og vores generelle ligning med fradrag af 0,04 FEs/kg pr. procent mangel på fedtsyrer klarer egentlig dette problem på råvare­siden. Det er dog desværre i praksis meget vanskeligt at kontrollere disse parametre på færdigfoder - specielt hvis der kun anvendes et par procent restfedt i færdigfoderet.

Frie fedtsyrer

Et andet problem er blandingens indhold af frie fedtsyrer. Frie fedtsyrer opstår, når man spalter triglycerider, der som bekendt består af glycerol + tre fedtsyrer. Herved vil der i første omgang opstå diglycerider og monoglycerider.  I nogle fedttyper indeholder fedtsyreblandingen således en del monoglycerider, som bevirker, at fedtet er mere blandbar med vand i fordøjelseskanalen og dermed lettere fordøjeligt. Er monoglyceriderne derimod helt fjernet, falder fordøjeligheden, fordi grisenes egen udskillelse af gallesalte og enzymer ikke er nok til at emulgere - og fordøje fedtet. Dette er formentlig tilfældet for et produkt som “Palm fatty acid distillate (PFAD)”.

Der er gennemført to forsøg med denne problemstilling.

Et forsøg på Statens Husdyrbrugsforsøg (611. beretning, SH) med palmeolie-fedtsyreblanding med ca. 80 pct. frie fedtsyrer viste, at FEs/kg fedt faldt med 0,015 FEs/kg pr. procentstigning i frie fedtsyrer. I palmeolie er fedtsyrerne forholdsvis mættede, og fedtsyresammensætningen minder om svinefedt. Den negative effekt var der også, når man blandede fedtsyreblandingen med svinefedt. Værdien var ca. 2,3 FEs/kg. (Dette produkt svarer formentlig til PFAD).

I et andet forsøg (540. beretning, SH) med en fedtsyreblanding af palmekerneolie og ca. 70 pct. frie fedtsyrer var der på den anden side ingen negativ effekt af de frie fedtsyrer. Det kan skyldes, at palmekerneolie er meget kortkædet fedt (47 pct. C:12) - og/eller at monoglycerideerne har været tilbage - og /eller at fedtsyreblandingen blev blandet med palmeolie. (50/50).

I praksis udbydes restfedtblandingsprodukter, hvor man garanterer indhold af fedtsyrer, andel frie fedtsyrer, smeltepunkt og fedtsyresammensætning. I nogle tilfælde blandes restfedtet med rene planteolier, fx sojaolie for at modvirker problemet med de frie fedtsyrer - og dermed den dårlige emulgering i tarmen. Det er desværre ikke muligt ud fra sådanne deklarationer at forudsige fodringsværdien, der hvis der fx er 85 pct. fedtsyrer og 60 pct. frie fedtsyrer kan variere fra 2,5-3,1 FEs/kg, hvor de 2,5 svarer til, at et palmeoliefedtsyredestillat blot er fortyndet til 60 pct. fedtsyrer med andre planteolier, mens den høje værdi svarer til, at den oprindelige glyceroldel er bevaret - bl.a. i form af monoglycerider.

Man må således forvente, at et palmeoliedestillat (PFAD) med over 75 pct. frie fedtsyrer kun indeholder ca. 2,3 FEs/kg, svarende til den værdi, der blev fundet i 611. beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg for “Paracid”.

Problemet med den dårlige fordøjelse af frie fedtsyrer burde i teorien kunne løses ved tilsætning af lecithin eller andre emulgerende stoffer. Vi kender desværre ikke effekten heraf i praksis.

I praksis kan man få mistanke om, at fedtkvaliteten er for dårlig, hvis grisenes afføring bliver mere fedtet. Dette vil dog formentlig kun kunne spores ved høj iblanding af restfedtprodukter.