Produktionsomkostninger i forbindelse med specialproduktioner

Landsudvalget for Svin reviderer og beregner løbende produktionsomkostningerne for svineproducenter med specialproduktioner.

Den løbende udvikling inden for de enkelte specialproduktioner nødvendiggør en løbende opdatering, hvilket er baggrunden for denne 2003 version.

Formålet er således at forsyne rådgivere og svineproducenter med information om de forudsætninger, der har en økonomisk konsekvens for produktionen af grisetyper, der afviger fra traditionel svineproduktion.

Der tages udgangspunkt i produktionsomkostninger fra en svineproduktion, der er identisk med eksemplet i grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering. På den baggrund beregnes meromkostninger eller produktionsmæssige fordele for en given specialproduktion ud fra de forskelle, der er en konsekvens af specialproduktionen. De vigtigste forudsætninger er beskrevet i bilag 1. For yderligere detaljer henvises til Grundlaget for den beregnede Smågrisenotering, December 2002, Landsudvalget for Svin, publiceret i Info Svin.

De områder, hvor specialproduktionerne afviger i omkostningerne til den traditionelle produktion, er analyseret og fastlagt i henhold til kendt viden på området. I bilag 1 og i bilag 2 kan man således finde de/eller den kilde, der er baggrund for en given forudsætning.

Det er en forudsætning, at produktionssystemet tilpasses de krav, der er til specialproduktionen. Det betyder fx at krav om undladelse af halekupering, krav til medicinering og foder, samt fravænningsalder skal efterleves.

Beregningerne tager udgangspunkt i gældende dansk lovgivning om løsgående søer fra fjerde drægtighedsuge og foder uden antibiotiske vækstfremmende stoffer. Der er ikke medtaget omkostninger til kontrolbesøg.

Afregning af alle grise, inkl. specialgrise, offentliggøres kvartalsvis i "ds nyt". Dermed er der ikke som tidligere behov for at beregne de afregningsmæssige konsekvenser. De senest offentliggjorte afregningspriser, for hver specialproduktion, er vist i tabeller.

Udgangspunktet er en traditionel svineproduktion (nærmere defineret i Grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering), der har et eksisterende staldanlæg og dertil hørende svineproduktion. Det er en forudsætning i beregningerne, at svineproducenten til enhver tid kan skifte tilbage til den traditionelle produktion.

Udgangspunktet for frilandsproduktion er anderledes end for de andre specialproduktioner. Frilandsproduktion kan ikke passes ind i et traditionelt staldsystem. Det er derfor en forudsætning, at det er en etableret eller nystartet svineproduktion. Endvidere er det ved frilandsproduktion en forudsætning, at produktionen af smågrise og slagtesvin foregår i staldbygninger, der er bygget til netop denne produktionsform. Det vil sige stalde med udeareal til både smågrise og slagtesvin.

Gennemgang af resultatet og bagvedliggende forudsætninger Hangriseproduktion

Tabel 1. viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem traditionel svineproduktion og hangriseproduktion.

Ved hangriseproduktion er der en fordel på 12 øre pr. produceret kg slagtekrop, eller 9 kr. pr. gris.

Omkostningsbesparelsen ligger udelukkende i foderdelen i slagtesvineperioden, idet hangrise har en bedre foderudnyttelse end galtgrise. Dermed tilfalder hele den økonomiske fordel slagtesvineproducenten. Hangrise skal i gennemsnit bruge 15 FEs mindre end galtgrise for at nå samme slagtevægt.

Hangrisene har en højere kødprocent end galtgrise (2,3 procentpoint), samtidig fratrækker slagteriet et hangrisefradrag på p.t. 25 kr. pr. hangris i forbindelse med analyseomkostninger. Disse afregningsmæssige faktorer er indregnet i ovenstående tabel 1.

Der er mindre arbejde ved ikke at skulle kastrere hangrisene; dette er dog ikke medregnet som en besparelse.

Tabel 2. viser den omkostningsmæssige fordel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem en traditionel svineproduktion og UK-produktion.

Meromkostningerne er 25 øre pr. kg slagtekrop, hvilket svarer til 19 kr. pr. gris.

Meromkostningerne, ved UK-produktion, består blandt andet af et større halmforbrug i drægtighedsstalden (40 kg pr. årsso) og i løbeafdelingen (10 kg pr. årsso).

Tidsforbruget i soholdet er endvidere væsentligt større (0,8 timer pr. årsso), hvilket skyldes løsgående søer i løbeafdelingen.

I forbindelse med netop løsgående søer i løbeafdelingen, de første fire uger efter løbning, er der indregnet et tab på en halv gris pr. årsso som følge af ringere reproduktion.

Den ringere reproduktion har økonomiske konsekvenser for en række af omkostningskategorierne, fordi et lavere antal producerede grise betyder færre grise til at betale for en række faste omkostninger, eller omkostninger der er tilknyttet soen. Derfor ses flere omkostningskategorier, der varierer ganske lidt.

Endvidere er der beregnet et tillæg til investeringen i løbeafdelingen på 5.000 kr. pr. soplads. Svarende til 350 kr. pr. årsso. Dette tillæg skal dække omkostninger til en udvidelse i løbeafdelingen på 2 m² pr. soplads.

Producenter af UK-grise til Danish Crown skal, fra henholdsvis fra 1. februar 2003(slagtesvin) og 1. maj 2003 (søer og smågrise), skifte det animalske foderfedt ud med vegetabilsk foderfedt.

Denne udskiftning vil få betydning for foderomkostningerne for langt de fleste af Danish Crowns UK-leverandører. Slagteriselskabet TiCan skifter pr. 1 august 2003 det animalske fedt ud med vegetabilsk foderfedt.

De foderfirmaer der i forvejen udelukkende bruger vegetabilske fedttyper vil ikke øge foderprisen, hvorimod de firmaer, der overvejende har anvendt animalsk fedt vil være tvunget til at øge foderprisen. Årsagen til at foderprisen vil blive øget er, at vegetabilsk fedt er dyrere end animalsk. De fleste foderstofselskaber forventes at skifte den animalske fedt ud med palmeolie. Palmeolie er generelt ca. 80-100 kr. dyrere pr. 100 kg end den animalske fedt. Indregnes der en merpris fra palmeolien på 90 kr. pr. 100 kg vil det medføre følgende stigninger i foderprisen til UK- leverandørerne:

• Sofoder vil stige ca. 2 øre pr. FEs
• Smågrisefoder vil stige ca. 5 øre pr. FEs
• Slagtesvinefoder vil stige ca. 1 øre pr. FEs.

Samlet vil det betyde meromkostninger på ca. 6 kr. pr. slagtesvin.

Ovenstående beregning vil være gældende frem til august 2003, herefter vil et faldende udbud af animalsk fedt på det danske marked betyde, at de fleste foderblandinger vil indeholde vegetabilsk foderfedt. Dermed vil udgangspunktet fra august 2003 være vegetabilskfedt for alle svineproduktioner.

Afregningen af UK-grise er baseret på det specielle UK-tillæg på p.t. 30 øre. For at opnå tillægget skal de leverede grise blandt andet opfylde krav om en kødprocent på minimum 58.

Omkostninger til kontrolbesøg er ikke indregnet i ovenstående omkostninger, da disse vil være forskellige alt efter besætningsstørrelse. I år 2002 var det årlige gebyr i gennemsnit på 1.800 kr. pr. år. Ved at forudsætte en gennemsnitlig besætningsstørrelse på 255 årssøer, der producerer 23,5 smågrise pr. år, vil omkostningerne være ca. 30 øre pr. smågris eller 0,4 øre pr. kg slagtekrop.

I tabel 3. ses nogle af de vigtigste betingelser, der er forbundet med UK-produktion.

UK kontrakt med krav om GMO-frit foder

GMO-frit foder til englandsgrise er defineret som færdigfoder, der indeholder under 1 pct. genmodificeret organisk materiale. Det er op til foderstofleverandøren at dokumentere oprindelsen af og indholdet i foderet.

Yderligere krav:

• Plantebaserede råvarer må maksimalt indeholde 1 pct. GMO bestanddele
• Vegetabilsk fedt fra sojabønner, raps og lignende, som kan indeholde GMO bestanddele, må ikke anvendes.

Landsudvalget for Svin har undersøgt priserne på GMO-frit svinefoder. Tidligere indeholdt merprisen på denne type svinefoder meromkostninger, der relaterede til brugen af vegetabilsk fedt samt til GMO-frit sojaskrå. Det vegetabilske fedt er imidlertid blevet et krav for alle UK-producenter hvilket betyder, at meromkostningerne til GMO-frit svinefoder udelukkende relaterer til højere priser på GMO-fri sojaprodukter.

Tabel 4. viser et eksempel på merpriser for GMO-frit svinefoder. Priserne medfører, at meromkostningerne ligger i størrelsesordenen 14 øre pr. kg slagtekrop. Dette skal sættes i forhold til de 50 øre pr. kg slagtekrop, som Danish Crown har tilbudt nogle af deres producenter med UK-kontrakter, hvis de overgår til GMO-fri fodring.

Det GMO-fri tillæg er ikke afhængigt af godkendelsesprocenten og udbetales derfor til alle grise. Det betyder, at producenten er sikker på at få dækket de meromkostninger, der er ved at overgå til GMO-frit foder, hvis foderet købes til en pris, der ikke overstiger den merbetaling på 50 øre pr. kg slagtekrop, som gives i tillæg.

Tungsvineproduktion

Tabel 5. viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem traditionel svineproduktion og tungsvineproduktion.

Omkostningerne ved tungsvineproduktion er 17 øre lavere pr. kg slagtekrop sammenlignet med en gris slagtet efter den traditionelle vægtskala, svarende til 15 kr. pr. gris.

Ved produktion af tungsvin er det specielt slagtevægten der har betydning for produktionsomkostningerne. Slagtevægten er 10 kg højere ved produktion af tungsvin.

Foderomkostningerne pr. gris er væsentligt højere i en tungsvineproduktion end i en traditionel produktion. Det skyldes, at fodereffektiviteten i slagtesvineperioden er gennemsnitlig lavere end ved traditionel produktion.

Der anvendes mere arbejdskraft pr. gris i tungsvineproduktionen, men mindre pr. kg slagtekrop, da der er færre flytninger og mindre klargøring pr. stiplads.

Tungsvinene går længere tid i stien end en traditionelt produceret gris. Det påvirker de finansielle omkostninger (renter og afskrivninger), samt omkostninger til vedligeholdelse pr. gris, i opadgående retning.

Disse forhold, hvor omkostningerne bliver mindre pr. kg produceret gris, er netop kernen i tungsvinefordelen. Det koster mindre at lægge et marginalt kg på et tungsvin end et gennemsnits kg. Derfor vil en højere slagtevægt mindske de faste omkostninger pr. kg slagtekrop.

Tungsvinefordelen ligger i udnyttelsen af den kapital, der er forbrugt i forbindelse med produktion af smågrisen, (fast omkostning). En højere slagtevægt sænker smågriseprisens andel af omkostningerne pr. kg slagtekrop. Fordelen er derfor stigende med en stigende smågrisepris og dermed noteringsniveau.

Der stilles ingen specielle produktionsmæssige krav til tungsvineproducenter.

Produktion af specialgrisene (Vitalius, Porker og Antonius)

Tabel 6. viser den omkostningsmæssige forskel mellem traditionel svineproduktion og produktion af specialgrise pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Forskellen fra traditionel svineproduktion til produktion af specialgrise er på 77 øre pr. kg slagtekrop, svarende til 66 kr. pr. gris.

Meromkostningerne ved produktion af specialgrise består bl.a. af et større halmforbrug og tidsforbrug i både sohold, smågrise- og slagtesvineperioden. Bilag 1. viser det præcise merforbrug.

Der er også beregnet et tab i antal producerede grise, som følge af krav om at smågrisene tidligst må fravænnes 28 dage efter fødsel, hvilket i praksis betyder fem ugers fravænning.

Den høje slagtevægt giver, som i tungsvineproduktionen, en omkostningsmæssig fordel, den er ikke direkte synlig i ovenstående tabel 6. men reducerer omkostningerne pr. kg produceret svin med 17 øre.

Den største enkelte meromkostning er dog kravet om 30 procent mere plads til smågrise og slagtesvin. Det krav belaster økonomien med 76 øre pr. kg slagtekrop eller 65 kr. pr. gris. Kravet om mere plads er beregnet som et tab i dækningsbidraget, der tager udgangspunkt i, at alternativet er en traditionel svineproduktion, der producerer 30 procent flere grise i samme staldanlæg.

Tabel 7. viser nogle af de vigtigste krav, der er i forbindelse med produktion af specialgrise.

Frilandsgrisen fra Danish Crown

Beregningerne af produktionsomkostningerne ved produktion af Frilandsgrisen er lagt om. Baggrunden for omlægningen er en udvikling hen i mod at flere producenter vælger, at opstalde søerne indendørs i drægtighedsperioden og udendørs i diegivningsperioden. I tidligere beregninger var udgangspunktet, at søerne gik på friland i både drægtighedsperioden og diegivningsperioden. Udgangspunktet er derfor nu diegivne søer på friland og indendørs opstaldning i løbe- og drægtighedsperioden.

Tabel 8. viser den omkostningsmæssige forskel pr. gris og pr. kg slagtekrop mellem et traditionelt indendørs produktionssystem og produktion af frilandsgrise til Danish Crown.

Det ses i tabel 8., at der ved frilandsproduktion skal påregnes meromkostninger på 70 øre pr. kg slagtekrop, svarende til 57 kr. pr. gris.

Det er primært et øget forbrug af arbejdskraft, strøelse og øgede foderomkostninger, der belaster frilandsproduktionen.

Meromkostningerne er domineret af høje omkostninger til ekstra arbejdskraft. Der er et større arbejdsforbrug både ved søerne på faremarken og i forbindelse med smågrise- og slagtesvineperioden.

I forbindelse med udendørs produktion i diegivningsperioden er der behov for mere strøelse, derfor er halmforbruget også væsentligt større sammenlignet med forbruget i traditionel svineproduktion (indendørs produktion). Der bruges mere halm både i farehytterne, i løbeafdelingen og i drægtighedsstalden; i de to sidstnævnte er halmforbruget på niveau med specialproduktionerne. I forbindelse med smågrise og slagtesvineperioden bruges der også mere halm end i tilsvarende indendørs besætninger. Se bilag 1. for yderligere beskrivelse af strøelsesmængderne og bilag 2. for beskrivelse af staldindretningen.

Der er endvidere indregnet meromkostninger på 2 øre pr. FEs for at få sofoderet i diegivningsperioden leveret som cobs.

Fra Friland A/S er der krav om, at ingen grise fravænnes under minimum 28 dage, det betyder i praksis fem ugers fravænning, hvilket er indregnet som forudsætning gennem et lavere antal kuld pr. år.

Modsatvirkende de ovennævnte meromkostninger har frilandsproducenterne lavere finansielle omkostninger (renter og afskrivninger) gennem billige farestier (hytter). Hvilket er begrundelsen for at de finansielle omkostninger ikke er større end vist i tabel 8. Nye smågrise-/slagtesvinestier er ikke dyrere pr. stiplads end stier i det traditionelle system, når der er tale om nybyggeri af stalde specielt beregnet til frilandsgrise.

Der er som ved UK-produktion ligeledes beregnet et tillæg til investeringen i løbeafdelingen på 350 kr. pr. årsso. Dette tillæg skal dække omkostninger til en udvidelse i løbeafdelingen, hvor løsgående søer vil kræve mere plads bagved insemineringsboksene.

Investeringerne er tilpasset en frilandsproduktion. Der er derfor ikke mulighed for at skifte tilbage til traditionel indendørs svineproduktion, uden på samme tid at realisere store tab på både afskrivninger og produktion. Det betyder at frilandsproducenten har en større økonomisk risiko end andre specialproducenter, nævnt i dette notat.

Slagtevægten er på 82 kg, det betyder, at frilandsproduktion også har en tungsvinefordel.

Afregningen fra Danish Crown er et gennemsnit af alle kg leveret i året 2001/2002. Det betyder at godkendelsesprocent og tillæg er indregnet i beløbet.

Bilag 2. - Forudsætninger for staldsystemets indretning