Ødemsyge, forårsaget af coli O139, VT2v, F107 er blevet et problem i Danmark. Dels et sygdomsmæssigt problem og dels et mediemæssigt problem. Om ødemsyge forårsaget af den nævnte colitype er en ny sygdom i Danmark ved vi ikke for øjeblikket, vi ved derimod at diagnosen ødemsyge tidligere er stillet på grundlag af kliniske observationer. Problemer af det omfang vi synes at stå overfor i øjeblikket er imidlertid ikke forekommet tidligere.
Kliniske udbrud af ødemsyge er i dag konstateret - og laboratoriemæssigt bekræftet - i een avlsbesætning og 12 produktionsbesætninger. Alle produktionsbesætninger har haft direkte eller indirekte handelssamkvem med den ramte avlsbesætning. Derudover er der imidlertid ca. 600 andre besætninger med direkte eller indirekte kontakt, som ikke har haft kliniske symptomer, heriblandt 17 opformeringsbesætninger, som har indkøbt direkte hos den pågældende avler.
Man må derfor konstatere at antallet af udbrud er forholdsvis beskedent i forhold til det antal besætninger, som har haft mulighed for at få sygdommen ind.
Da der har været en del rygtedannelse i forbindelse med forløbet af denne sag, vil jeg godt kort redegøre for hvad der faktisk er sket og hvornår, iflg. de oplysninger, som er tilgået SPF-Sundhedskontrollen.
I august 1993 konstateres der i forbindelse med diarré problemer med dødsfald E. coli O139 i den avlsbesætning, som senere viser sig at have ødemsyge. E. coli O139 findes i ca 3 pct. af samtlige indsendelser i forbindelse med fravænningsdiarre og giver derfor ikke i sig selv anledning til alarm. Denne bakterie forårsager nemlig kun ødemsyge, når den er udstyret med et specielt verotoksin (giftstof) - VT2v og en speciel vedhæftningsfaktor - F107. Der blev ikke i august undersøgt for disse faktorer, hvilket der heller ikke var grund til på daværende tidspunkt, da intet tydede på at der var noget særligt på færde, endsige at der kunne være tale om ødemsyge.
I februar 1994 tiltager problemerne iflg. besætningsejeren: Der ses høj dødelighed og centralnervøse symptomer hos fravænnede grise.
Besætningsdyrlægen indsender påny materiale til undersøgelse og d. 7.2. konstateres streptococcus suis, type 2 - hjernebetændelse - samt igen E. coli O139. Det skal bemærkes at symptomerne ved hjernebetændelse minder en del om symptomerne ved ødemsyge, samt at ødemsyge er en sygdom, som hidtil er forekommet så sjældent at de færreste dyrlæger nogensinde er stødt på den i praksis.
Der bliver imidlertid indsendt materiale til yderligere undersøgelse og d. 9.3 indløber pr. telefax meddelelse om fund af verotoxinproducerende E. coli O139. Diagnosen ødemsyge er da - og først da stillet i besætningen.
Samme dag indføres laboratorieresultatet i besætningens SPF sundhedsdeklaration.
I slutningen af marts bliver man opmærksom på en mulig handelsmæssig sammenhæng - bla. takket være svinefagdyrlæge Peter Høgedals kontakt til en række produktionsbesætninger, med lignende problemer, som har købt dyr hos den ramte avlsbesætning.
Således er det faktiske hændelsesforløb, og skal man diskutere hvem der har gjort hvad, hvornår og hvorfor ikke, er det nok rimeligt at tage udgangspunkt i det.
Man kan imidlertid konstatere at uanset om det havde været muligt at reagere hurtigere end det faktisk skete efter at diagnosen stilles d. 9 marts, ville situationen for branchen som helhed have være den samme. Sygdommen var spredt på dette tidspunkt.