PRRS og KS

PRRS virus har et betydeligt genetisk slægtskab med Equine Arteritis virus, der er kendt for at smitte via sæd. Equine Arteritis virus inficerer testiklens sæddannende væv, og er således en reel venerisk infektion (1). Det var på denne baggrund naturligt for forskere at vurdere, om det samme forhold gjorde sig gældende for PRRS virus.

Fra både USA og Europa kommer der nu rapporter om den mulige rolle for sæden. Der er gennemført en del eksperimentelle studier, men kun få undersøgelser over PRRS risikoen ved sæd under naturlige smitteforhold.

Eksperimentelle undersøgelser

I 1992 mente engelske forskere, at der var epidemiologiske data der pegede på sæd-båren smitte af PRRS fra 2 KS stationer (2). Snart efter rapporterede man fra Holland, at man fandt PRRS virus i en PRRS inokuleret ornes kønsorganer (3).

I tyske forsøg lykkedes det dog ikke at  isolere PRRS virus fra smittede orners testikler eller accessoriske kirtler (ligesom man ikke fandt virus i smittede gyltes ovarier) (1).

En af de første amerikanske undersøgelser om PRRS i sæd udsprang af en konkret mistanke til en sædportion, idet denne var det eneste biologiske materiale indført til en lukket sobesætning i South Dakota der fik udbrud af PRRS (4). Der blev derfor gennemført en eksperimentel undersøgelse af 2 orner, der blev inokuleret med PRRS. Sæden fra ornerne, der fik influenza-agtige symptomer, blev blandet og anvendt til insemination af 2 gylte. Begge gylte udviklede herefter antistoffer mod PRRS.

Der blev fornyligt rapporteret flere amerikanske resultater fra 2 eksperimenter vedr. PRRS i sæd (5).

I ét eksperiment inokuleredes 4 orner med PRRS virus. Ornerne blev klinisk syge med influenza-lignende symptomer, og på trods af positivt serologisk og virologisk fund i blodet fandtes ingen virus i ornernes kønsorganer. Påvisning af sædens eventuelle indhold af PRRS virus skete ved "swine bioassey", hvor sæd indspøjtes i bughulen i PRRS frie smågrise. Her viste det sig, at sæden kunne smitte i 13-43 dage efter inokulationen af de 4 orner.

I et andet eksperiment forsøgte man, i lighed med det første amerikanske forsøg, at inseminere gylte med sæd fra eksperimentelt smittede orner. Ingen af 5 gylte serokonverterede (men kun 1 var blevet drægtig, mod 4 ud af 6 kontrol-gylte).

I Spanien har man gennemført en lignende undersøgelse omfattende 5 eksperimentelt inficerede orner (med et lignende antal negative kontroller) (6). I sæd fra én af ornerne kunne der påvises virus med swine bioassey 7 dage efter infektionen var påført ornen.

Der er altså en række eksperimentelle undersøgelser der viser, at sæd fra den akut smittede orne lejlighedsvist kan indeholde PRRS virus (vist ved swine bioassey), og at det også i ét tilfælde har været muligt at inducere antistofdannelse hos en gylt insemineret med sæd fra eksperimentelt smittede orner.

Riskoen ved den naturligt forekommende infektion

Der er endnu ikke gennemført mange undersøgelser over risikoen ved anvendelse af sæd fra naturligt smittede orner med antistoffer mod PRRS.

I en tysk undersøgelse over 49 serologisk positive orner, der var naturligt inficerede og fundet på KS stationer, forsøgtes PRRS virus påvist i sæden, gennem swine bioassey (1). Ingen af de 49 smågrise serokonverterede.

I Danmark blev det i marts 1994 klart, at KS stationen Viborg var PRRS positiv. Gennem blodprøver, der var udtaget for salmonella og siden gemt, kunne det stadfæstes at stationen havde været positiv i mindst 1/2 år. Da en række avlsbesætninger havde modtaget sæd i dette halve år, og samtidig var blevet prøvet for PRRS med negativt resultat (i forbindelse med eksport af avlsdyr), kunne nedenstående tabel opstilles (7). Tabellen angiver sandsynligheden for fund af nul PRRS positive dyr ved en prævalens af reagenter på henholdsvis 10 pct. og 50 pct. i besætningen. Besætningerne modtog sæd fra Viborg i perioden 25. maj 1993 til 28. februar 1994.

Ved en lav til normal besætningsprævalens af PRRS, er det således ikke sandsynligt at de 16 avlsbesætninger er blevet smittet i den pågældende periode.

Dog skal man erindre, at de PRRS testede sopolte ikke er de samme som de søer der blev insemineret med sæd fra de positive orner. Tabellen skal derfor forstås som sandsynligheden for at besætningen kan være PRRS positiv, altså om der er sket smittespredning.

For derfor at belyse om den enkelte so ville udvikle antistoffer, hvis den blev insemineret med sæd fra de positive orner, blev der i april til juni 1994 gennemført et forsøg på DANSKE SLAGTERIER's karantænestation Krausesminde (7). I alt 24 søer blev insemineret med sæd fra forskellige serologisk positive orner, og ingen af disse serokonverterede eller udviste andre tegn på PRRS.

På grund af undersøgelsens begrænsede omfang giver dette i sig selv dog ingen garanti for, at smitte ikke vil kunne finde sted, men blot at en sådan må være relativt sjælden (med sikkerhed under 10 pct.).

Erfaringer fra den løbende screening af avlsbesætninger har vist en hyppighed af PRRS på 3/60 eller 5 pct. De smittede besætninger er typisk beliggende i et område, hvor der er en høj hyppighed af smittede produktionsbesætninger, altså hvor der bl.a. kan forventes vindbåren smittespredning.

På landsplan viser foreløbige resultater af  en screening af slagtesvinebesætninger, at omkring 10 pct. er PRRS positive (7).

Så på trods af den meget intensive anvendelse af KS i avlsbesætninger (hvor man i øvrigt ofte anvender de yngre orner, som må forventes at udgøre den største smittemæssige risiko) ligger prævalensen på kun det halve af produktionsbesætningernes. Dette tyder ikke på, at KS kan have bidraget til smittespredningen i Danmark.

For indeværende har vi derfor anbefalet, at der ikke gennemføres en sanering af KS systemet for PRRS.

For det første har vi, som beskrevet ovenfor, endnu ingen informationer der tyder på, at smittespredning via KS har haft en registrerbar betydning i Danmark.

For det andet er PRRS udbredt i dansk svineproduktion. Sanering af KS systemet vil derfor blive en midlertidig foranstaltning, idet man må forvente regelmæssige reinfektioner via indførte orner eller som følge af vindbåren smitte.

For det tredje mener vi, at et akut udbrud af PRRS på en fri KS station, ifølge de eksperimentelle undersøgelser, ville kunne udgøre en smittemæssig risiko for sæden. Et sådant akut udbrud hindres bedst ved, at lade KS systemets PRRS status være den samme som landets status.

På KS stationerne er der indført en skærpet klinisk overvågning af ornernes daglige sundhedstilstand. Dette tiltag finder vi fagligt velbegrundet, da alle rapporter om PRRS infektionen i orner i det akutte forløb vidner om influenzalignende symptomer.

Vi mener dog, at der bør gennemføres yderligere undersøgelser indenfor dette felt, og har taget skridt til at gennemføre sådanne.

Eksempelvis viser de hidtidige undersøgelser, at der lejlighedsvist kan være forandringer i sædens volumen, koncentration og motilitet samt et øget antal defekter i spermiet. Omend undersøgelserne indtil nu har givet varierende resultater, bør det vurderes om en løbende overvågning af fx. motilitet kan anvendes i overvågningen.

Endelig bør der testes andre metoder til analyse af den potentielle smitterisiko, fx. gennem et mere detaljeret kendskab til ornernes serologiske profil med hensyn til en kvantitativ titerbestemmelse samt swine bioassey vurderinger.

Derfor påbegyndes snarest sådanne opfølgende undersøgelser, så vi hurtigst muligt enten vil kunne underbygge vor nuværende anbefaling, eller alternativt må revurdere situationen.