Landbrugsministeriet opretter i første halvår af 1994 et Centralt Husdyrbrugs Register (CHR) med oplysninger om alle kvæg- og svinebesætninger.
Der er nu indgået en aftale mellem Landbrugets Rådgivningscenter og Landbrugsministeriet om at Landbruget deltager i oprettelse og drift af CHR Baggrunden herfor er:
- Landskontoret for Kvæg har i forvejen oplysninger om alle landets kvægbesætninger i CKR-registeret, og DANSKE SLAGTERIER har oplysninger om hovedparten af svinebesætningerne. Ved at anvende disse oplysninger slipper den enkelte besætningsejer for at skulle indsende skemaer ved oprettelse af CHR. Samtidig sikres, at CHR fra starten bliver så komplet som muligt.
- Når Landbruget deltager i driften af CHR, kan arbejdet bedre tilrettelægges sådan, at det tager størst muligt hensyn til husdyrbrugerene.
- Fagligt set vil CHR ved eksport kunne anvendes som dokumentation for vores veterinære sundhedsstatus. Endvidere vil CHR være et godt redskab ved udbrud af smitsomme sygdomme.
Landbrugets daglige arbejde med CHR lægges ud til de regionale landbocentre, der i forvejen har registreringsarbejdet på kvægområdet (ydelseskontrol, kødkvægsregister m.m.), mens DANSKE SLAGTERIER som hidtil administrerer udleveringen af øremærker til svin.
Eksisterende systemer: CKR-register og DANSKE SLAGTERIERs øremærkesystem
CKR blev indført i 1982 af Landskontoret for Kvæg. I starten indeholdt det kun oplysninger om ejendomme med kvæg. Senere er det udbygget med oplysninger om ejendomme med får, geder og hjorte. I dag er der registreret ca. 80.000 ejendomme i CKR. På basis af CKR har Landskontoret for Kvæg siden 1. juli 1992 på vegne af Veterinærdirektoratet ført et offentligt register over udleverede øremærker til kvæg.
DANSKE SLAGTERIER har på lignende måde siden den 1. juli 1992 ført et midlertidigt offentligt register over alle svinebesætninger i Danmark og udleveret levedyrsmærker til svin. Dette offentlige register er en forløber for CHR og indeholder oplysninger om ejers navn og adresse på ca. 32.000 svinebesætninger.
Tildeling af CHR-nr.:
I CHR-registeret skal alle ejendomme med kvæg eller svin tildeles et entydigt CHR-nr. For ikke at indføre flere nye numre end nødvendigt, er det besluttet at de nuværende CKR-numre anvendes som CHR-numre.
Landskontoret for Kvæg har derfor tildelt alle kvæg- ejendomme et CHR-nr. svarende til deres nuværende CKR-nr.
Ved at sammenligne oplysningerne i CKR og DANSKE SLAGTERIERs register over svinebesætninger har det vist sig, at 2/3 af svinebesætningerne står på ejendomme som tidligere er tildelt et CKR-nr. Disse ejendomme med svin har vi derfor umiddelbart kunne tildele et CHR-nr.
Før tildeling af et CHR-nr. til den resterende 1/3 af svineejendomme vil disse besætningsejere blive bedt om at indsende et skema med adresseoplysninger m.v.
Hvad betyder indførelsen af CHR for den enkelte kvægbruger og svineproducent:
For KVÆGBRUGEREN:
Den eneste ændring er at CKR-nr. nu hedder CHR-nr.
Alle registrerede besætningeejere får et brev i april 1994 med information om de oplysninger, der findes om den enkelte besætning i CHR. Hvis der er ukorrekte oplysninger, bedes kvægbrugeren returnere skemaet med rettelserne påført. Manglende oplysninger og fremtidige ændringer meddeles de regionale landbocentre.
For SVINEPRODUCENTEN:
CHR-nr. kommer til at erstatte telefonnr. i de sammenhænge, hvor man fra de offentlige myndigheders side har brug for at identificere en svinebesætning. For eksempel i forbindelse med salmonellakontrollen og øremærkning.
Fra den 1. maj 1994 skal CHR-nr. oplyses ved bestilling af levedyrsmærker hos DANSKE SLAGTERIER og ved bestilling af slagtemærker direkte hos forhandlerne.
De ejendomme med svin, der har fået tildelt et CHR-nr. vil få tilsendt et brev, hvor ejerne ligesom kvægbrugerne vil blive bedt om at kontrollere oplysningerne i CHR. Hvis der er ukorrekte oplysninger, bedes svineproducenten returnere skemaet med rettelserne påført. Manglende oplysninger og fremtidige ændringer meddeles de regionale landbocentre.
Den 1/3 af svinebesætningerne, vi ikke umiddelbart har kunnet give et CHR-nr., vil få et brev, hvor de vil blive opfordret til at returnere et svarskema med de korrekte oplysninger. Disse svinebesætninger får så efterfølgende besked om det tildelte CHR-nr.
Årlige erklæringer
De årlige erklæringer foregår ved at Husdyrbrugeren modtager et skema med de oplysninger, der findes på ejemdommen i CHR. Hvis der er ændringer skal husdyrbrugeren sende skemaet med rettelser ind.
Hvad sker der i første halvår af 1994:
- I marts/april modtager samtlige kvægbrugere og svineproducenter, der er kendt i de eksisterende systemer, et brev med information om at deres besætning er registret i CHR og en liste over de oplysninger der findes om besætningen i CHR.
- Besætningsejere, der kan konstatere forkerte oplysninger i CHR sender svarskema til CHR inden for 30 dage. Manglende oplysninger og fremtidige ændringer meddeles til de regionale landbocentre.
- Alle ejere af kvæg eller svin, der ikke har modtaget et brev den 1. maj 1994 bedes henvende sig til Landbrugets Rådgivningscenter at få tildelt et CHR-nr. (tlf. 86 10 90 88). Skema hertil kan rekvireres hos den lokale kredsdyrlæge eller i Veterinærdirektoratet.
- Fra ca. den 1. maj 1994 er der CHR-nr. på øremærker til svin i stedet for telefonnr. Det betyder at de gamle levedyrs- og slagtedyrsmærker med telefonnr langsomt glider ud, når svin med disse mærker slagtes. Alle levedyrsmærker bestilt hos DANSKE SLAGTERIER og lilla slagtedyrsmærker købt efter 1. marts 1993 kan bruges så længe besætningerne har dyr med disse mærker.