27. februar 1995

Notat Nr. 9511

Desinfektion af udendørsarealer med kalk

For desinfektion af udendørsarealer skelnes mellem arealer med fast bund og arealer med løs bund.

For desinfektion af udendørsarealer skelnes mellem arealer med fast bund og arealer med løs bund.

Udendørsarealer med fast bund

Arealer som f.eks. udleveringsramper og udleveringsvogne skal desinficeres som stalde uden dyr, dvs. med midler baseret på glutaraldehyd, base eller persyreholdige oxiderende midler.

Specielt i vinterperioden skal man være opmærksom på, at der for både glutaraldehyd- og persyreholdige midler ikke kan forventes en desinficerende effekt ved temperaturer lavere end 5 °C.

Baser derimod har en vis desinficerende effekt ved temperaturer ned til frysepunktet, selv om effekten er stærkt reduceret i forhold til ved højere temperaturer.

Udendørsarealer med løs bund

Udendørsarealer med løs bund desinficeres ved at udvande kalkopløsninger eller udstrø kalkpulvere. Til udvanding anvendes kalkmælk, mens der til udstrømning anvendes melkalk eller klorkalk. Nydesinfekticerede arealer må ikke betrædes af mennesker eller dyr.

Forvirring omkring kalken

Ved anvendelse af kalk kan der let opstå forvirring idet kalkmidler optræder med forskellige navne afhængig af form og opløsning.

Vedlagte ordliste kan hjælpe til forståelse af "kalkens" mange navne.


Ordforklaring

Blegevand =

Klorkalk* opløst i vand. Desinficerende virkning

Brændt kalk =

Kalk*

Calciumcarbonat =

Kridt*, foderkridt*. Udtørrende virkning. Ingen desinficerende virkning.

Calciumhydroxid =

Melkalk*. Desinficerende virkning.

Calciumoxid =

Kemisk betegnelse for kalk*. Ingen desinficerende virkning. Ved sammenblanding af calciumoxid og vand dannes calciumhydroxid under stærk varmeudvikling. Ætsningsfare.

Foderkridt =

Kridt*. Ingen desinficerende virkning.

Hydratkalk =

Melkalk* indeholdende ca 24 pct. vand. Desinficerende virkning.

Industrikalk =

Udtørret jordbrugskalk*. Ingen desinficerende virkning.

Jordbrugskalk =

Sammensætning af calciumcarbonat* 75-80 pct., urenheder fx ler 0-5 pct., vand 20 pct. Ingen desinficerende virkning.

Kalk =

Betegnelse for calciumoxid*. Ingen desinficerende virkning. Ved sammenblanding af calciumoxid og vand dannes calcium­hydroxid under stærk varmeudvikling. Ætsningsfare

Kalkmælk =

Melkalk* eller læsket kalk*, der er oprørt i vand uden dog, at alt er gået i opløsning. Desinficerende virkning.

Kalksten =

Kridt*. Ingen desinficerende virkning.

Kalkvand =

Melkalk* eller læsket kalk* oprørt i så meget vand, at lige netop alt er opløst. Desinficerende virkning.

Klorkalk =

Pulver bestående af kalciumhypoklorit og kalciumklorid. Desinficerende virkning. Klorkalk opløst i vand kaldes blegevand*.

Kridt =

Calciumcarbonat*. Virker udtørrende. Ingen desinficerende virkning.

Læsket kalk =

Melkalk* opløst i vand til en dejagtig masse. Desinficerende virkning.

Melkalk =

Pulver bestående af calciumhydroxid*. Melkalk giver med vand en dejagtig substans kaldet læsket kalk*. Desinficerende virkning.

Stampet kalk =

Læsket kalk*


Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Carsten Hejlesen

Udgivet: 27. februar 1995

Fagområde: Management