Skatoltallets arvelighed og genetiske sammenhæng til daglig tilvækst og kødprocent hos L, Y, D og H

I projektet 'Hangrise - årsagsforhold' indgår bestemmelse af arvelighed for skatoltal og bestemmelse af genotypiske- og fænotypiske sammenhænge til øvrige produktionsegenskaber.

3. Formål

Formålet med undersøgelsen var at bestemme skatoltallets arvelighed og genotypiske/­fænotypiske sammenhæng til daglig tilvækst og kødindhold hos de 4 rene racer.

I analyserne indgår alle stationsafprøvede Landrace, Yorkshire, Duroc og Hampshire ornegrise, der er scannet i perioden fra februar 1991 til juni 1994.

Den første halvdel af materialet omfatter forsøgsgrise afprøvet 91/92 på forsøgstationerne Fyn, Jylland, Vestjylland, Kronjyden, Nordvestjylland og Bøggildgård. Den sidste halvdel af materialet omfatter udelukkende forsøgsgrise afprøvet på Bøggildgård i løbet af 1993 og 1994.

Forsøgsgrisene er indsat på forsøgsstationerne ved en gennemsnitlig vægt på 25 kg., og afprøvningen er foretaget i vægtintervallet 30-100 kg.

På forsøgsstationerne er grisene inddelt i sektioner og en sektion består af de orner, der er afprøvet samtidigt. En sektion grise er typisk afsluttet i forsøg over en 3 ugers periode. Ornerne er herefter slagtet eller sendt til karantænestation.

Indtil august 1992 blev alle grisene opstaldet i stier med plads til 2 grise (kuldbrødre). I den sidste del af perioden består et hold af op til 12 grise, hvor holdene racevis er sammensat tilfældigt. Foderoptagelsen for den sidste gruppe grise blev registreret på enkeltdyrsniveau ved hjælp af fodermaskiner på Bøggildgård. Alle forsøgsgrisene er fodret ad libitum med en soja, byg og hvede blanding. Efter endt afprøvning blev ornernes daglige tilvækst i perioden beregnet. Ved ca. 90 kg er ornerne individprøvet med henblik på at kunne beregne deres foreløbige indeks. Orner, der efter endt afprøvning blev slagtet har desuden alle fået målt en KC-kødprocent. Det er således en blanding af scannings- og KC-kødprocenter, der indgår i de efterfølgende analyser. Det samme er gældende for daglig tilvækst (og foderforbrug), som er beregnet ud fra måling af afslutningsvægt på henholdsvis levende og slagtede forsøgsgrise.

De udtagne spækprøver er analyseret for skatolindhold på hangriselaboratorierne på DC i BLANS, Odense Grindsted og Horsens samt Steff-Houlberg.

Slagteriernes Forskningsinstitut (SF) har foretaget kvalitetscheck af alle skatolregistreringer målt fra periodens start til udgangen af 1992 (jfr. Sorensen & Pedersen, 1994). Dette betyder at der fra denne periode kun foreligger registreringer på ca. halvdelen af de slagtede forsøgsgrise. Skatoltalsregistreringer fra forsøgsgrise, der er slagtet 1993-1994 er ikke kvalitetscheckede af SF.

Antal registreringer, niveauer og spredning på de tre egenskaber: daglig tilvækst, kødprocent og skatol er vist i tabel I.

I tabel II er opgjort hvor mange orner, der har en samtidig måling på henholdsvis skatol - daglig tilvækst og skatol - kødprocent.

Som det fremgår er der et rimeligt stort antal orner, som har samtidige ('dobbelt') målinger af to egenskaber. Dog kniber det lidt med antallet af registreringer hos Hampshire, idet der ganske simpelt ikke afprøves nær så mange orner af Hampshireracen, som af de andre tre racer.

En langt overvejende del af ornerne har en registrering af alle tre egenskaber, men antallene opgjort i tabel 2 har betydning, når man senere skal vurdere de sammenhænge (korrelationer), der  beregnes mellem to egenskaber af gangen.

4.2. Statostisk metode

Indledningsvis blev skatoltallets arveligheder for hver af de 4 racer bestemt ved at antage følgende model:

Hvor effekten af orner, hold og rest betragtes som tilfældige. Der er 183 sektionniveauer i Landrace analysen, 173 hos Yorkshire, 171 hos Duroc og endelig 107 hos Hampshire.

Herefter blev der bestemt en "fælles" arvelighed af skatol hos de 4 racer. De 4 raceopdelte datasæt blev analyseret som et stort. Effekten af race indgik i den statistiske model, der ellers på alle andre områder ligner model 1.

Der blev foretaget to analyser med model 2. Den første på hele datasættet (herefter 'det komplette datasæt'). Den anden på et datasæt, som præcis indeholdte de samme registreringer, der indgik i en tidligere skatolanalyse. Denne sidste del af analysen blev gennemført, fordi vi netop gerne ville sammenligne med de resultater, der tidligere er blevet beregnet (Sorensen & Pedersen, 1994).

Endeligt blev skatoltallets arvelighed, samt korrelationer til daglig tilvækst og kødprocent  beregnet, for hver af de 4 racer, ved at antage en mere kompliceret model, hvor alle tre egenskaber indgik på en gang:

Der gælder igen de samme antagelser som ved model 1. Det er analyse resultaterne fra denne model, der gør os i stand til foruden at beregne arveligheder også at beregne genetiske og fænotypiske sammenhænge mellem henholdsvis skatoltallet og daglig tilvækst og skatoltallet og kødprocenten.

Hvad der ikke fremgår af modellerne ovenfor er at de alle er såkaldte "dyre modeller", hvilket kort sagt vil sige at der i analyserne er taget højde for at ornerne er beslægtede. Dette er vigtig at gøre, idet man ellers overvurderer arvelighederne og sammenhængene, så de ser større ud end de i virkeligheden er.

Alle analyserne er gennemført på Avlsafdelingens store Computer, ved hjælp af Groeneveld´s program VCE (1994). Programmet beregner arveligheder og sammenhænge ved hjælp  af den såkaldte 'REstricted Maximum Likelihood' (REML) metode.

Analyseresultaterne fra model 1 gav følgende arveligheder for skatol: Landrace h²= 0.27, Yorkshire h²= 0.19 , Duroc h²= 0.19 og Hampshire h²= 0.21.

I den tidligere analyse af Sorensen & Pedersen (1994) blev der fundet en "fælles" arvelighed for alle 4 racer af skatoltallet på 0.34. I deres datasæt indgik udelukkende registreringer fra perioden ultimo 1990 til ultimo 1992, nemlig den periode hvor SF kvalitetschekede skatoltalsregistreringerne. Som beskrevet i det 'statistiske metode afsnit', har vi foretaget to lignede beregninger af en 'fælles' arvelighed. Arveligheden af skatol blev beregnet til 0.30 i det kvalitetschekede datasæt og til 0.22 i det 'komplette' datasæt.

En mulig forklaring på den lille forskel mellem den af Sorensen & Pedersens (1994) fundne arvelighed og vores (0.34 mod 0.30) kunne være valget af model. Modellen, der er antaget her er enklere end Sorensen & Pedersens (1994) model. I deres model indgik der et par kovariabler (transporttid og  temperatur) og et par systematiske effekter (besætning og laboratorium). Der blev ikke fundet effekt af 'transporttid til slagteri' og 'udetemperatur på slagtedagen' og registreringen af disse to kovariabler blev derfor indstillet.

Arveligheden er tilsyneladende mindre i det komplette datasæt (0.22), hvilket kan skyldes at SF´s kvalitetckeckning har renset "målestøj" mv. ud af data. Den genetiske varians relative andel af den samlede fænotypiske variation bliver herved større, idet rest variansen må forventes at blive mindre, når der sorteres i data.

I tabel III er de fundne arveligheder, samt de genetiske og fænotypiske korrelationer mellem de tre egenskaber fra de multivariate analyser vist. Ligesom i de univariate analyser er der her fundet en højere arvelighed af Landraces skatoltal. Et kig tilbage i tabel I viser dog også at Landraces 'rå' gennemsnit af skatoltallet er ca. dobbelt så stort som hos de tre andre racer.

Det viser sig også at hvis man, på samme måde som Sorensen & Pedersen (1994), anvender de beregnede varianskomponenter som sande i modellen (model 2) og herefter beregner forskellene mellem racerne, finder man at Landraces skatoltal er meget højere end de andre 3 racers.

Forskellene mellem racerne er beregnet i det komplette datasæt og Landraces skatoltal er her beregnet til at være 76 pct. højere end Yorkshires. Denne procent kan sammenlignes med de 68 pct. som Sorensen & Pedersen (1994) fandt. Desuden er Landraces skatolniveau 62 pct. større end Durocs og 71 pct. større end Hampshires. Landraces højere arvelighed for skatoltallet kan derfor muligvis forklares ved en skala effekt.

Beregnes der forskelle mellem de resterende racer finder man, at Duroc har et skatoltal, der er 9 pct. større end Yorkshires og 5 pct. større end Hampshires. Endelig er Hampshires skatoltal knap 3 pct. større end Yorkshires. Alle forskelle er signifikante (P < 5 pct.).

Tabel III bør ikke anvendes til at udtale sig om arveligheden af daglig tilvækst og kødprocent, samt de to egenskabers indbyrdes korrelationer. Datasættet er relativt lille og det vil være muligt at inkludere langt flere registreringer af de to egenskaber og dermed opnå en langt større sikkerhed på estimaterne.

Betragter man skatoltallets korrelationer til produktionsegenskaberne: daglig tilvækst og kødprocent er det generelle billede at der er tale om meget små korrelationer - både genetiske og fænotypiske. Den eneste der springer i øjnene er den genetiske korrelation, der er fundet hos Hampshire mellem skatoltallet og daglig tilvækst. Som påpeget tidligere er datasættet for Hampshire meget lille og de genetiske og fænotypiske korrelationer er beregnet ud fra godt 1200 'dobbelt observationer' (tabel I og II).

Skatoltallets arvelighed er højest hos Landrace - h²= 0.27 og på et lavere niveau (h²= 0.18-0.19) hos de øvrige racer.

De beregnede genetiske og fænotypiske korrelationer mellem skatoltal og henholdsvis daglig tilvækst og kødindhold er alle lave. Det betyder at man ikke kan forvente at skatoltallet vil ændres væsentligt, når der selekteres for større daglig tilvækst og for større kødindhold i slagtekroppen.

En undtagelse er dog den forholdsvis høje genetiske korrelation mellem daglig tilvækst og skatol (-0.45), der er fundet for Hampshire. Det skal dog bemærkes at denne korrelation er bestemt på et forholdsmæssigt begrænset materiale og derfor er meget usikkert bestemt - og det er bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende ikke er nogen fænotypisk sammenhæng.