Analyse af besætningens reproduktionsresultater i bedriftsløsningens rapportgenerator

Ved reproduktionsanalyse opgøres besætningens registreringer omkring reproduktionen, for at finde årsager til specielt gode eller dårlige resultater. Ved at opdele dyrene i grupper, og ved at sammenligne reproduktionsresultaterne for disse grupper, kan de grupper der giver specielt gode eller dårlige resultater udpeges. Det giver mulighed for at forbedre besætningens resultater på en meget målrettet måde.

Anvendelse af reproduktionsanalysen forudsætter et indgående kendskab til besætningens struktur og daglige drift. Resultatet er sjældent konklusivt, men afklarer områder, der bør følges op i besætningen. Desuden beskrives de områder, hvor der allerede opnås tilredsstillende produktionsresultater, og hvor en øget indsats derfor ikke kan forventes at få særlig stor effekt.

Et optimalt udbytte af reproduktionsanalysen forudsætter, at registreringerne er fri for fejl, og at rådgiverne vurderer de enkelte resultater i forhold til den mængde informationer, som ligger bag resultaterne.

Reproduktionsanalysens fordele

1. Resultaterne kan sammenlignes med referenceværdier.
2. Resultaterne er relativt objektive.
3. Frekvensen af sjældne hændelser kan opgøres eksakt.
4. Det er muligt at beregne den forventede økonomiske værdi af forskellige tiltag.
5. Resultaterne giver et overblik over de ramte grupper af dyr og over de grupper af dyr, der ikke har problemer.
6. Driftsændringer er mulige at få gennemført, når der er eksakte tal på bordet.

Reproduktionsanalysens ulemper

1. Den kan kun analysere forhold, der er registreret og inddateret.
2. Fejlregistreringer eller manglende registreringer kan få stor effekt på resultatet.
3. Resultater baseret på få kuld kan udvise enorme variationer.
4. Konklusionerne er baseret på et historisk talmateriale og forudsætter, at der ikke allerede er sket gennemgribende ændringer i besætningen.
5. Driftsændringer er mulige at få gennemført, når der er tal på bordet, også selvom disse ikke kan forventes at tjene sig ind.

Statistisk vurdering af data

Forsøg og afprøvninger er baseret på sammenligning af ensartede grupper, hvor den under­søgte faktor er det eneste, der er forskellig imellem grupperne. Resultaterne kan herefter behandles statistisk.

Resultaterne af reproduktionsanalysen er derimod ikke egnede til en regelret statistisk talbehandling. De enkelte gruppers resultater vil altid være betingede af flere forskellige faktorer. For eksempel kan en forskel i produktionsresultater imellem gylte og søer skyldes forskel alder, eller være en effekt af bestemte orner, forskellig opstaldning, eller en forskel i vaccinations- eller foderstrategi.

Det er dog altid en fordel at have en fornemmelse af, hvor stor sandsynlighed der er for at opnå et givet resultat, hvis der havde været tale om et planlagt forsøg.

I forsøg benyttes ofte 5 pct. signifikansgrænsen (dvs. at i 5 pct. af undersøgelserne kan der forekomme så ekstreme resultater ved en tilfældighed). Dermed accepteres risikoen for, at 5 pct. af undersøgelserne vil vise signifikant sikre forskelle, selvom der i praksis ikke er nogen forskel. Ved rådgivning i den enkelte besætning er der sjældent et stort datamateriale tilstede, og der er et ønske om, at der hurtigt sker forbedringer efter at tilstedeværelsen af et problem er observeret. Derfor ses det ofte, at der konkluderes på basis af forskelle, der i et kontrolleret forsøg tilfældigt kunne forekomme i halvdelen af opgørelserne. (50 pct. signifikansgrænse).

I tabel 1 angives den statistiske sikkerhed ved sammenligning af ensartede grupper.

Det er relevant at gennemføre reproduktionsanalyse ved besætningsstørrelser over 50 årssøer. Antal dyr pr. gruppe, og dermed sikkerheden på resultaterne, vil stige med antallet af søer. Derfor er besætninger på flere hundrede årssøer relativt nemme at analysere.

Den periode der analyseres, skal være typisk for det problem, der ønskes analyseret. Der bør så vidt muligt analyseres omkring 100 kuld, forudsat at dette kan opnås indenfor en periode på under 5 måneder (en cyklus). Ved at analysere en længere periode er der risiko for at analysere resultater efter forskelligt management. Desuden har beregninger baseret på gamle data sjældent driftslederens interesse.

Indgang til reproduktionsanalysen

Indgangsvinklen til en reproduktionsanalyse kan være specifikke observationer i besætningen, fx brunstmangel, flåd hos løbne søer, aborter eller mange dødfødte grise. En anden indgangs­vinkel kan være ønsket om at forbedre bestemte produktionsresultater, fx grise pr. årsso, kuldstørrelse eller kuld pr. årsso.

I begge tilfælde bør man afgrænse problemstillingen for at bevare overblikket. Man bør derfor definere problemet så præcist som muligt, hvilket fx kan ske ved hjælp af produktionsrapporten.

I tabel 2 beskrives produktionsresultatet. Fraktilerne er baseret på en opgørelse af antal grise pr. årsso fra 2194 E-kontrolsøjler. Der indgår herefter 25 til 40 besætninger til beregning af de gennemsnitlige produktionsresultater for hver kolonne.

Ved værdisætning af de enkelte variabler kan 7 spildfoderdage/diegivningsdage eller 0,4 dødfødte/levendefødte/døde i diegivningsperioden sættes lig én gris pr. årsso. Det medfører, at forskellen i spildfoderdage og diegivningsperiode hver forklarer ca. 0,8 gris i forskellen imellem bedste og dårligste gruppe i tabel 2, mens forskellen i levendefødte grise pr. kuld og antal døde i diegivningsperioden forklarer henholdsvis 2 og 1,2 grise pr. årsso.

Efter at have placeret en aktuel besætning i skemaet på basis af antal grise pr. årsso, vurderes besætningens stærke og svage områder i forhold til denne kolonne. Sekundært kan de enkelte resultater sammenlignes med en kolonne med ønskede (og realistiske) resultater. (Dette kan også ske i Bedriftsløsningens "Reproduktionsanalyse", hvor resultaterne sammenlignes med planen). Efter prioriteringen, der baseres på et nært kendskab til besætningen og dens produktionsforhold, kan man analysere besætningens data mere indgående.

Der findes en samlet programpakke til analyse af faringsprocent, kuldstørrelse, spildfoderdage og dødelighed i diegivningsperioden, mens dødfødte grise må analyseres ud fra et mindre overskueligt programtilbud. Der bør kun fokuseres på én programpakke pr. rådgivningsbesøg.

Beregning af omløber- og faringsprocent

Omløberprocenten beskriver, hvor mange omløbninger der er foretaget i en periode, i pct. af det samlede antal løbninger i perioden. Denne værdi er derfor aktuel, men størrelsen påvirkes af intensiteten af drægtighedskontrol i den pågældende periode, og om driftslederen har valgt at udsætte eller løbe omløberne. Værdien kan derfor ikke sammenlignes imellem besætninger.

Faringsprocenten beskriver, hvor stor en procentdel af en række løbninger, der har ført til en faring. Da faringsprocenten først kan beregnes sikkert, når faringerne er observeret, så er der tale om et resultat, der i sig selv har historisk værdi, da faringsprocenten er resultatet af en løbning for knap 4 måneder siden. Størrelsen af faringsprocenten påvirkes imidlertid ikke af udsætter/omløberstrategien, med mindre der udsættes drægtige søer. Derfor kan den sammenlignes imellem besætninger.

I grundlaget for effektivitetskontrol beregnes faringsprocenten på følgende måde. Der afgrænses en periode der begynder 125 dage før første og slutter 125 dage før sidste status­dato. Alle løbninger og omløbninger i denne periode tælles sammen. Herefter tælles antal faringer efter denne periodes løbninger (men ikke faringer, der skyldes omløbninger efter periodens afslutning) sammen. Hvis en so er registreret som "solgt drægtig" så indgår løbning og faring ikke i beregningen. Faringsprocenten beregnes herefter som: Antal faringer/antal løbninger × 100.

Fordelen ved at beregne faringsprocenten

Faringsprocenten har en række fordele i forhold til omløberprocenten:

• Den er eksakt, og kan derfor sammenlignes fra besætning til besætning og imellem grupper af dyr.
• Den påvirkes ikke af udsætterstrategien, med mindre der udsættes drægtige søer.
• Den afgrænser tidspunktet for problemperioder og for gode perioder på basis af løbetidspunktet.

Forventninger til faringsprocenten

Faringsprocenten bør være mindst 85 for en almindelig produktionsbesætning. Dette krav kan stilles til alle kuldnumre. Det er ikke urimeligt at stile efter en faringsprocent på 95, men det stiller store krav til omgangen med dyrene, brunstkontrollen og løbestrategien.

Besætninger med renracede søer kan opnå faringsprocenter på over 80. Dette ses imidlertid sjældent, da parring med den rette orne må prioriteres højere, end at løbning foretages på det rette tidspunkt.

Årsager til lavere faringsprocent

Følgende hændelser vil trække faringsprocenten ned:

• Omløbning.
• Udsat som tom.
• Udsat efter løbning på grund af sygdom, avl, moderegenskaber eller andet.
• Død eller aflivet.
• Udsætning af drægtige søer på grund af pladsmangel, med mindre afgangs­koden er "solgt drægtig".

Som følge af disse forhold kan det ske, at en besætning der sælger drægtige gylte opnår en lav faringsprocent, fordi en del af de drægtige gylte sælges, og dermed udgår af beregningen, mens alle de tomme gylte kommer med i beregningen.

Variation ved beregning af faringsprocent

Hvis faringsprocenten beregnes på basis af 20 løbninger, så skal der blot én ekstra omløbning eller et dødsfald til, for at faringsprocenten falder med 5 procent-enheder. Afvigelser fra det forventede skal derfor være på mere end 10 pct., hvis der kun er få dyr i grupperne. Det er irrelevant at opgive faringsprocenten med decimaler.

En grundlæggende analyse af faringsprocenten foretages med rapportgeneratorprogrammet "7 BSO 7 Detaljerapport vedrørende løberesultater"

Der skal afgrænses en startdato og en slutdato for første og sidste løbedato. Slutdato skal være mindst 115 dage før sidste statusdato. Startdato skal vælges, så man får flest mulige løbninger med, idet man afgrænser en periode, der omfatter netop de problemer, der ønskes analyseret.

Rapport L 1. Effekten af kuldnummer

Resultaterne angives for 1. 2. 3-6 og >6 læg. Rapporten omfatter kun førstegangsløbninger. Dette har den fordel, at et enkelt dårligt dyr med flere omløbninger i perioden ikke får urimelig stor betydning for resultatet for et bestemt kuldnummer.

Faringsprocenten bør være lige høj i alle kuldnumre.

Ved lav faringsprocent i 1. og eventuelt 2. kuld kan immunologiske forhold (infektion) i besætningen have betydning. En anden årsag kan være forskel i løbestrategi i forhold til de ældre dyr. Omvendt er det ikke sandsynligt, at der er tale om infektioner, hvis der ikke er problemer i første og evt. i andet kuld.

Lav faringsprocent hos 1. lægssøerne kan være en følge af dårlig konstitution ved fravænning.

Ved gruppeopstaldning er det hyppigt de yngste dyr, der løber om, hvis grupperne ikke fungerer efter hensigten.

Hvis 1. lægssøerne hormonbehandles ved fravænning, opnås der ofte en lidt lavere faringsprocent end hos sopoltene og de ældre kuld.

Hvis brunstkontrollen er lemfældig, så er der risiko for, at en del søer bliver løbet, inden de er i stående brunst. De største problemer vil forekomme hos 1. lægssøerne, hvor flere dage til brunst efter fravænning oftest forekommer.

Lav faringsprocent hos søer ældre end 2. kuld kan skyldes løbestrategien, dårligt huld ved fravænningen, eller uheldige strategier for flytning efter løbning.

Udsætning af ældre drægtige søer på grund af pladsmangel, benlidelser eller død, kan ofte forklare en lav faringsprocent hos de ældste kuld.

Oxytetracyklinbehandling af søerne omkring løbning har vist tendens til en lavere faringsprocent. Årsagen er sandsynligvis, at bakteriebalancen i tarm- og skede ødelægges. Dette kan sandsynligvis også ske efter behandling med andre antibiotika.

Det kan være relevant at gennemføre en mere detaljeret analyse af faringsprocenten i de enkelte kuldnumre i "rapport nr. 25 Faringspct. i relation til omløbninger". Denne rapport angiver faringsprocenten for de enkelte kuldnumre efter løbning og omløbning. (Faringsprocent efter omløbning bliver ikke beregnet korrekt i denne rapport).

Hvis et enkelt kuldnummer har en specielt lav faringsprocent, kan det tit forklares med, at det er den årgang, hvor der blev indkøbt renracede dyr til kernebesætning. Årsagen kan så være manglende sortering i disse søer, eller manglende erfaring med KS, der eventuelt kun benyttes til avlskernen.

Rapport L 2. Faringsprocenter for førstegangsløbninger fordelt på 30 dages perioder

Rapporten vil ofte udskrive resultater for en længere periode, end den periode der er afgrænset på. På basis af denne rapport kan man kontrollere, om den aktuelle periodeafgrænsning for opgørelsen er passende. Rapporten er inddelt i resultater for henholdsvis gylte og søer. Den giver et godt overblik over, hvornår et problem er opstået, og om det eventuelt varierer i omfang over året. Tidspunkterne for opståen og ophør af problemer bør sammenholdes med viden om foderskift, skift af medarbejdere, ferier, ombygninger, sygdomsudbrud og ændringer af løbestrategi og opstaldningsforhold.

Rapport L 3. Omløberintervaller

Rapporten opgør intervallet fra løbning til første omløbning. Resultaterne er opdelt på gylte, 2. læg, 3.-6. læg og > 6. læg. Der savnes en sammentælling af omløbninger i de enkelte intervaller, og der mangler en omregning til procent.

For at kunne vurdere resultatet af analysen, skal man kende besætningens strategi for udsætning og omløbning. Som en tommelfingerregel så findes halvdelen af de tomme søer i løbet af første halvdel af drægtigheden, hvor 75 pct. af de fundne dyr løbes om. I sidste halvdel af drægtigheden findes den anden halvdel af de tomme søer og gylte, men kun 25 pct. af disse løbes om. Alt i alt er det ca. halvdelen af søerne, der løbes om, mens den anden halvdel udsættes eller dør. Afhængigt af den enkelte driftsleders strategi, så ses der store variationer indenfor det normale.

Det kan anbefales at udskrive "rapport nr. 34. Løbning til udsætning. Intervalopdelt". Denne rapport angiver udsætterintervallerne. Et forslag til referenceværdier er angivet i tabel 10 på side 18. Muligheden for at stille en diagnose på basis af omløber- og udsætterintervallerne er stærkt overvurderet, da deres længde primært afhænger af strategien for drægtighedskontrol og driftslederens tålmodighed før omløbning eller udsætning. Årsagerne til de enkelte omløberintervaller stammer fra en række artikler. De er baseret på teoretiske overvejelser.

Ved et omløberproblem, der skyldes dårlig brunstkontrol før løbning, ses det hyppigt, at der findes mange omløbere 45 - 120 dage efter løbning, da den dårlige brunstkontrol gentager sig i drægtighedsstalden.

Rapport L 4. Ugedag for første løbning

Se kommentarerne til rapport L 7.

Rapport L 5. Sammenhæng imellem sygdom og efterfølgende reproduktionsresultater

Rapporten forudsætter, at der er foretaget supplerende sygdomsregistreringer til BSO. Rapporten viser, om sygdom ved sidste faring, sidste løbning eller efter sidste løbning har haft betydning for faringsprocenten.

Rapport L 6. Effekt af diegivningens længde

Rapporten angiver sammenhængen imellem diegivningsperiodens længde og faringsprocenten. Spredningen i fravænningsalder giver samtidig et indblik i, hvor godt det lykkes at styre antal faringer pr. uge. Der mangler en opdeling i effekten på 2. og senere kuld, da en del 1. lægssøer ofte fravænnes efter et andet mønster (ammesøer) end de ældre søer.

Rapport L 7. Effekt af antal dage fra fravænning til første løbning

Rapporten angiver faringsprocenten for antal dage fra fravænning til løbning. Denne rapport er inddelt efter kuldnummer, så det er muligt at se effekten af kuldnummer. Den procentvise fordeling af søer, der løbes de enkelte dage afhænger af, hvor hård driftslederen er til at udsætte søer med forsinket brunst. I tabel 6 under "Kuldstørrelse" angives fordelingen af interval fra fravænning til løbning. De mest frugtbare søer kommer normalt hurtigt i brunst. Derfor vil der ses en svagt faldende faringsprocent for løbninger efter dag 5. (Faldet udgør ofte 2-5 pct. pr. dag, men faringsprocenten bør aldrig komme under 75 pct.).

Hvis analysen viser, at næsten alle søer løbes dag 5 efter fravænning, kan der være tale om løbning uden at der først foretages en grundig brunstkontrol.

Lav faringsprocent efter løbning dag 4 kan skyldes, at søerne ikke løbes lige så længe, som de er i brunst. Lav faringsprocent efter løbning dag 5 kan skyldes fejl ved KS, at søerne flyttes fra løbestalden inden brunsten er ovre eller overbelastning af ornerne. Lav faringsprocent senere kan skyldes overbelastning af ornerne, eller manglende brunstkontrol og manglende løbning sidst i brunsten efter at søerne er flyttet fra løbestalden.

I besætninger, hvor der benyttes en del KS, kan effekten af KS sammenlignes med effekten af at benytte orne, ved at sammenligne dage med en stor del KS (ofte dag 5 og 6) med dage med lidt KS (dag 3 og 7-10). Der skal tages hensyn til, at der generelt opnås bedst resultater efter løbning dag 4, 5 og 6.

I en del besætninger undlades løbning dag 4 efter fravænning. Dette forventes ikke at være årsag til problemer.

Rapport L 8. Faringsprocent for løbemetode i første brunst

Rapporten er opdelt i resultater for henholdsvis gylte og søer. Her kan effekten af de enkelte løbestrategier ses, hvis koden for løbestrategi er inddateret.

Rapport L 9. Ornerapport

Rapporten angiver antal løbninger og faringsprocenten for hver enkelt orne. Faringsprocenten for den enkelte orne bør altid sammenholdes med det antal løbninger, som denne orne har foretaget. Rapporten gør det endvidere muligt at opgøre, hvor meget den enkelte orne benyttes. Normalt bliver 1/3 af ornerne benyttet til 2/3 af løbningerne. I de fleste besætninger er dette ikke et problem, da der generelt er mange orner i besætningerne.

Supplerende rapporter

Da faringsprocenten er et relativt nyt princip, er der ingen af de "gamle" rapporter, der beregner faringsprocenten. Rapport nr. 34 og 35, der afgrænser sorace på basis af henholdsvis sonummer og racekode, bør udvides til at beregne faringsprocenten for de enkelte soracer, hvilket vil afhjælpe et stort savn i BSO-rapporten.

Samlet evaluering

Ved den afsluttende evaluering af resultaterne kan der fokuseres på følgende årsagskomplekser:

• Infektioner. Der er en periode på op til 4 mdr. med omløbere i alle kuld. Herefter er størstedelen af de ældre dyr immune, hvorefter kun de nyintroducerede dyr smittes i første eller anden drægtighed.
• Løbestrategi. Der kan være flest omløbere når der løbes med KS, eller med en bestemt orne. Fejl ved KS kan skyldes fejl ved opbevaringen af sæden. En fejl, der især kan opstå ved brug af KS, ses, når utilstrækkelig brunstkontrol fører til, at en stor del af søerne bliver løbet, inden de er i stående brunst. Dette problem rammer især søer, der er fravænnet første læg, da det er blandt disse søer, at den største procentdel kommer i brunst senere end forventet. Et hyppigt fund i disse besætninger er, at overraskende mange søer kommer i brunst 4 eller 5 dage efter fravænning, og at det især er blandt disse søer, at omløberne forekommer. Denne "løbestrategi" kan føre til omløberintervaller på mindre end 19 dage.
• Steril orne. Omløberne ses tilfældigt, og ofte primært hos enten gylte eller ældre søer, afhængigt af ornens størrelse. Hvis ornenummer er registreret ved en række renløbninger, vil årsagen vise sig.
• Svampetoksiner. Tilfældig forekomst af omløbere i alle kuldnumre og lange omløberintervaller. Udvidet slagteundersøgelse (USK) på en række tomme søer kan anbefales.
• Management. Omløbere grupperer sig omkring tidspunktet for bestemte aktiviteter (fx ferie, høst eller såning, eller den ugentlige fridag).
• Efterårsaborter. Ofte ses enkelte aborttilfælde, uden at der i øvrigt ses de store udsving i resultaterne.

Definition af kuldstørrelse

I daglig tale svarer kuldstørrelsen til antal levendefødte grise. I rapportgeneratoren beregner enkelte programmer antal totalfødte grise pr. kuld. Det er altid relevant at vurdere, om lav kuldstørrelse skyldes få totalfødte grise eller for mange dødfødte grise. Ved sidstnævnte problem kan kapitlet om analyse af dødfødte grise side 15 benyttes.

Forventninger til kuldstørrelsen

For perioden oktober 1993 til oktober 1994 var den gennemsnitlige kuldstørrelse på 11,0 levendefødte og 0,8 dødfødte grise i 2237 besætninger med Effektivitetskontrol (Holm, 1994). I besætninger, hvor dette antal ikke nås, kan analysen bruges til at finde de områder, der er årsag til den lave kuldstørrelse. I besætninger, hvor der allerede opnås bedre resultater, kan analysen påvise områder, hvor det kan være muligt at øge dette resultat yderligere.

Det forventes, at kuldstørrelsen for renracede søer ligger 0,5 - 1 gris under kuldstørrelsen for LY-søer, og at løbning med D og HD-orne giver knap 0,5 gris mere end de øvrige orneracer. Desuden er kuldstørrelsen påvirket af kuldnummeret.

Udskriv rapport nr. 8 "BSO 8 Detaljerapport-Kuldstørrelse"

Der afgrænses på første og sidste faredato. Der bør vælges en periode, hvor kuldstørrelsen har været stabil og typisk for det, der ønskes undersøgt. Ofte er sidste faredato sidste statusdato, mens første faredato bør ligge mindst 100 ( evt. 50) faringer tidligere. Herved udskrives ni opgørelser, nummereret K1 til K9.

K 1. Gennemsnitlig kuldstørrelse fordelt på kuldnummer

Denne rapport giver en god indgang til besætningen. Rapporten er opdelt i resultater for gylte, 2. kuld, 3.-6. kuld og >6. kuld.

Beregn først procentdelen af søer i de enkelte kuldnumre. Der bør være omkring 20, 18, 50 og 12 pct. af søerne i de enkelte grupper. Trods acceptable kuldstørrelser i de enkelte kuld, så vil en høj procentdel af unge kuld trække kuldstørrelsen ned. En høj procentdel af gamle søer er kun et problem, hvis antal levendefødte grise hos disse er lavt. Ellers bør moderegenskaberne hos den enkelte so afgøre udsætning.

For lav kuldstørrelse i alle kuld

Der bør ses på forhold, der er generelle for hele besætningen. Det kan være avlsmateriale, foder, staldklima eller management.

For lav kuldstørrelse i 1. og eventuelt i 2. kuld

Hvis kuldstørrelsen kun afviger fra det forventede i 1. og eventuelt 2. kuld, så kan man overveje alder og flushing ved løbning af sopoltene eller infektioner. Man kan også overveje, om der benyttes en ufrugtbar orne til unge søer, mens KS eller andre orner benyttes til de ældre søer.

For få insemineringer pr. brunst kan give lav kuldstørrelse hos gyltene.

I besætninger, hvor søerne opstaldes i grupper, kan lav kuldstørrelse hos de unge dyr skyldes stress.

For lav kuldstørrelse i 2. kuld

Second litter drop ses sjældent i danske besætninger. Årsagen er ofte, at gyltene mister ædelysten i farestalden. Der bør ses efter gyltenes huld ved faring, antal grise hos gyltene, alder ved fravænning, tidspunkt for flytning til farestald og om der ændres vandventiler fra drægtigheds- til farestald. Second litter drop kan også ses i besætninger, hvor der løbes uden forudgående brunstkontrol evt. efter hormonbehandling.

For lav kuldstørrelse hos søerne

Lav kuldstørrelse hos søerne men ikke hos gyltene udelukker, at der er en infektiøs årsag til problemet, da infektioner vil være hårdest ved de yngste dyr. En undtagelse er infektioner, der opstår under faringen. Mere sandsynlige årsager er dog vægttab i diegivningstiden, forkert foderstyrke efter fravænning, forkert løbeteknik til søerne (KS-teknik eller ældre ufrugtbar orne). En afprøvning af behandling med oxytetracyklin omkring fravænning viste, at denne be­handling reducerede kuldstørrelsen med 0,5 gris pr. kuld.

For en nærmere analyse af kuldnummer 3-6 kaldes rapport nr. 12  Kuldresultater fordelt på kuldnumre. Denne rapport opgør kuldstørrelsen for de enkelte kuldnumre. I en del tilfælde ses lav kuldstørrelse i enkelte kuldnumre. Det kan skyldes, at der i perioder er indkøbt/overført sopolte til soholdet, der er mindre egnede som produktionssøer (treracekrydsninger, renracede dyr mm.).

K 2. Antal kuld opgjort på kuldstørrelse

Rapporten opgør antal kuld for de enkelte antal totalfødte. Rapporten er inddelt efter kuldnummer på samme måde som K1. Kuldstørrelserne er inddelt grupper.

Referenceværdierne i tabel 5 er beregnet på basis af 5000 kuld med gns. kuldstørrelse på 11,6 totalfødte grise.

Ved hjælp af rapporten kan man foretage en grov inddeling i pct. kuld med lav kuldstørrelse, der kan skyldes sygdom, hvis gruppe 1 er større end forventet, og i managementfejl, hvor gruppe 2 og 3 er større end forventet. Kuldstørrelser på mindre end 4 grise ses kun efter fosterdød efter dag 16 i drægtigheden, og et unormalt stort antal kuld i denne gruppe kan skyldes infektion. Kuldstørrelser på 5 til 9 kan skyldes få ægløsninger, dårlig befrugtning eller fosterdød. Gruppe 1 vil fx være større end forventet for alle kuld i en periode med nyt udbrud af PPV. Gruppe 1 kan konstant være høj hos gyltene i de besætninger, hvor der ikke vaccineres imod PPV, eller hvor vaccinationsteknikken er forkert. De ældre søer i disse besætninger vil normalt være immune overfor PPV på grund af overstået infektion. Det er ikke klart, i hvor høj grad de samme resultater ses efter PRRS, Leptospirose eller andre sygdomme.

Mange kuld med lav kuldstørrelse hos gyltene (5-9) totalfødte) kan skyldes lav alder ved løbning, manglende flushing mm. Lav kuldstørrelse hos søerne kan skyldes tidlig fravænning, fejl ved fodring i diegivningsperioden, eller manglende fodring dagen efter fravænning.

Rapport K 3. Dage til 1. løbning

Kuldstørrelsen angives som antal totalfødte grise pr. kuld. Denne rapport er desværre ikke opdelt for de enkelte kuldnumre, så en grundig analyse forudsætter, at man samtidig ser på rapport K4. Det er i stedet muligt at kalde rapport nr. 13. "Effekt af dage til 1. løbning. Kuldopdelt". Rapporten benyttes bl.a. til analyse for brunstproblemer. Et referencemateriale er angivet i tabel 2. Procentværdierne påvirkes meget af besætningens strategi for løbning eller udsætning af søer med forsinket brunst.

Opgørelsen omfatter 6071 løbninger i 6 veldrevne besætninger, og er opgjort over 3 år.

En afprøvning viste, at det var at løbe op imod 85 pct. af 1. lægssøerne indenfor 6 dage, hvis de var over 8 mdr. gamle ved løbning som sopolte, og managementet ellers var i orden. Hvis sopoltene var en måned yngre ved løbning, kunne kun 75 pct. løbes indenfor 7 dage. Ved hormonbehandling af førstelægssøerne ved fravænning vil det ligeledes opnås, at 85 pct. kan løbes indenfor dette tidsrum.

Hvis over 90 pct. af løbningerne sker dag 4 og 5, så er der mulighed (men ikke bevis) for, at der løbes uden forudgående brunstkontrol. Dette ses hyppigst ved brug af KS på fikserede søer. Symptomerne er omløbninger, flåd og eventuelt lav kuldstørrelse. Løbning af alle søer på et fast tidspunkt efter fravænning kan dog medføre en gennemsnitlig pæn kuldstørrelse, hvis søer med en god brunst løbes på det rigtige tidspunkt, mens de søer der løbes udenfor brunsten, er de søer, der ville få en lavere kuldstørrelse, hvis de blev løbet på det rette tidspunkt i brunsten og derved var blevet drægtige. Disse søer med sen brunst løber om, og opnår derved en ekstra cyklus, hvorefter de opnår en rimelig kuldstørrelse. Med de spild­foderdage, der opnås kan metoden imidlertid ikke anbefales.

Ofte ses en faldende kuldstørrelse med et stigende antal dage til løbning (faldet bør ikke overstige 0,5 gris pr. dag). Et større fald kan være et tegn på overbelastning af ornerne, eller fejl ved den løbestrategi som er hyppigst på den pågældende dag.

Ved laveste kuldstørrelse dag 4 og 5 eller dag 5 og 6 efter fravænning bør løbestrategien (KS?) tages op til overvejelse.

I en del besætninger bliver der ikke løbet søer dag 4 efter fravænning. Dette ser ikke ud til at påvirke produktionsresultaterne, men produktionsrapporten kan vise én spildfoderdag mere fra fravænning til løbning, uden at dette får betydning for antal kuld pr. årsso, da drægtighedslængden tilsvarende bliver én dag kortere. (Drægtighedslængden beregnes fra dato for første løbning til faredato, selvom den burde beregnes fra befrugtningstidspunktet til faring.)

Rapport K 4. Gennemsnitlig kuldstørrelse efter første løbedags ugedag i sidste brunst

Denne rapport kompenserer delvis for manglerne ved K3, idet den er delt op for de enkelte kuldnumre. Bemærk, at søer løbet fx dag 4 og dag 11 efter fravænning løbes på samme ugedag.

Rapport K 5. Effekt af fravænningsalder

Her foretager rapportgeneratoren automatisk en meget elegant fordeling af fravænningsaldre omkring besætningens gennemsnitlige fravænningsalder. Der mangler til gengæld en opdeling på kuldnummer. Derfor kan man opnå overraskende resultater for fravænningsalderens betydning for kuldstørrelsen, hvis fx 1. lægssøerne fravænnes én uge senere end de ældre søer.

Foruden den direkte betydning af fravænningsalderen for kuldstørrelsen, så er det vigtigt at se på spredningen af fravænningsalder i besætningen. Jo større spredningen er, jo flere søer vil blive fravænnet tidligt, med risiko for at disse søer opnår dårlige reproduktionsresultater trækker gennemsnittet ned.

Rapport K 6 og K 7. Effekt af forudgående sygdom på kuldstørrelsen

Brug af disse rapporter forudsætter, at der foretages sundhedsregistreringer i besætningen. Resultaterne opgives samlet for alle kuldnumre, hvilket kan medføre fejltolkninger.

Bemærk at kronologisk kommer rapport K7 før K6.

Rapport K 8. Gennemsnitlig kuldstørrelse fordelt på opgivet løbemetode i sidste brunst hos gylte og søer

Rapporten er effektiv ved undersøgelse af, om én af løbestrategierne er fejlbehæftet. Det

forudsætter, at løbekode er indtastet. Rapporten angiver resultaterne for henholdsvis gylte og søer.

Rapport K 9. De enkelte orneracers og orners kuldresultat ved faring

Brug af rapporten forudsætter, at ornerace eller nummer er registreret ved løbning. Også her savnes en inddeling i resultater for 1., 2. og ældre kuld. Ofte vil man observere, at den orne der har det højeste nummer, har den laveste kuldstørrelse. Det skyldes, at denne orne er yngst, og derfor kun bruges til gylte. Hvis en ornes resultater ligger under racens gennemsnit, så bør dens enkeltresultater vurderes, før den udsættes.

Rapporten giver et indtryk af, hvor hyppigt de enkelte orner benyttes. Det er normalt at se, at 1/3 af ornerne bliver brugt ved 2/3 af løbningerne. Med det store antal orner, der normalt er i besætningerne, giver dette sjældent problemer.

Rapport nr. 17. Effekt af poltealder ved første løbning

Denne rapport forudsætter, at dyrenes fødselsdato er indtastet. Der skal afgrænses på løbedato. Sidste løbedato skal være mindst 4 måneder før statusdato. De enkelte aldersperioder ved løbning indtastes. Her kan anbefales 1-180 180-220 220-260 260-300 og 300-600 dage. Desuden indtastes "minimum og maksimum soalder" som fx 1 og 8. Sopoltene bør løbes ved en gennemsnitlig alder på 8 mdr. (240 dage). Ofte viser rapporten, at kuldstørrelsen stiger med alderen ved løbning indtil en alder på omkring 300 dage. Sopolte, der først løbes ved en højere alder, har været længe om at komme i brunst, og disse sopolte vil ofte samtidig have dårlig frugtbarhed på andre områder.

Løbning ved en høj alder kan dog skyldes for dårlig brunstkontrol. Hvis dette er tilfældet, vil de sent løbne sopolte have gode reproduktionsresultater.

Rapport nr. 32. Søernes faringsresultat. (Sonr. - interval)

Denne rapport opgør soracens betydning for kuldstørrelsen. Brug af rapporten forudsætter, at de enkelte racer (sopolteleverandører) kan afgrænses på basis af sonummer.

Rapport nr. 33. Soracernes kuldresultater

Denne rapport opgør soracens betydning for kuldstørrelsen, hvis racekode er inddateret for de enkelte søer.

Samlet evaluering, kuldstørrelse

Følgende årsagssammenhænge bør overvejes:

• Sopolte er unge eller dårligt fodrede ved løbning. Der ses lav kuldstørrelse i 1. og i 2. kuld. Mange kuld med 5-7 og 8-9 fødte grise. Mange 1. lægssøer løbes sent efter fravænning. Acceptable resultater i ældre kuld.
• Akut udbrud af PPV. Lav kuldstørrelse i alle kuld. Mange mumificerede fostre. Mange kuld med 1-4 fødte grise.
• Kronisk PPV. Lav kuldstørrelse hos gylte. Mange kuld med 1-4 fødte grise. Sjældent fund af mumificerede grise. Acceptable resultater i ældre kuld. Kan muligvis også skyldes andre virusinfektioner.
• Lav fravænningsalder eller fodringsfejl under diegivning eller efter fravæn­ning. Kuldstørrelsen i gyltenes kuld er acceptabel. Lav kuldstørrelse i 2. kuld og reduceret kuldstørrelse i de følgende kuld. For mange dage fra fravænning til løbning.
• Oxytetracyklinbehandling omkring løbning. Reduceret kuldstørrelse i 2. og ældre kuld.
• Steril eller subfertil orne eller dårlig løbestrategi. Lav kuldstørrelse i de kuldnumre, som denne orne benyttes mest til. Mange kuld med 5-8 fødte grise.

Definition

Definitionen på dødfødte grise varierer meget imellem besætningerne. Definitionen kan omfatte følgende grupper:

1. Grise, der er fundet hos søer, der har aborteret før dag 110 i drægtigheden. (0,1 dødfødt pr. kuld).
2. Mumificerede grise. (0,1 dødfødt pr. kuld).
3. Grise der er døde før faring. (0,2-0,4 dødfødte pr. kuld). Disse grise er ofte undervægtige og blege.
4. Grise der er døde under faring. (0,2-0,6 dødfødte pr. kuld). Disse vil være brune af meconium (afføring), og vil eventuelt have meconium i spise- og luftrør.
5. Grise der er døde efter faring, men før de har trukket vejret. (0,1 dødfødt pr kuld).
6. Grise der er døde efter, at de har trukket vejret, men inden de har flyttet sig. (0,1 dødfødt pr. kuld). Hos disse grise vil lungerne flyde i vandoverfladen.
7. Grise der er døde efter fødsel, men inden næste tilsyn hos soen. Herunder også ihjellagte grise. (0-0,4 dødfødte grise pr kuld). Hos disse grise er der slid på klovene.

Det vil være relevant at registrere grise fra gruppe 3-5 (evt. 6) som dødfødte grise. Eventuelt kan grise fra gruppe 1, 2 og 7 opgøres ved supplerende registreringer.

Forventninger til antal dødfødte grise

Ifølge effektivitetsrapporterne fødes der i gennemsnit 0,8 dødfødte grise pr. kuld i Danmark. Det er rimeligt at stile efter 0,5 dødfødte grise pr. kuld.

Fordelingen af antal dødfødte grise pr. kuldnummer kan analyseres i rapport nr. 12 "kuldresultater fordelt på kuldnumre".

Tabel 7 viser, at der er tendens til et lidt højere antal dødfødte i kuldnummer 1 end de følgende kuld. Det skyldes sandsynligvis, at infektioner i soholdet (fx PPV) hyppigst rammer gyltene. Desuden kan de ukendte omgivelser forventes at være mere stressende for gyltene end for ældre søer. Efter tredje kuld stiger antal dødfødte svagt med stigende kuldnummer. Antallet af dødfødte grise pr. kuld stiger med stigende kuldnummer og stabiliseres efter 6 kuld, mens antallet af totalfødte grise samtidig falder. Den faldende kuldstørrelse i de ældste kuld skal således ikke forklares med flere dødfødte grise, men skyldes en generel nedsættelse af søernes frugtbarhed.

Mange dødfødte grise i kuld nummer 1 (og 2) kan skyldes infektion (PPV), eller at gyltene stresses ved flytningen til de ukendte omgivelser.

Mange dødfødte grise i senere kuld skyldes ikke infektion.

Mange dødfødte grise i de ældste kuld skyldes alder, men der savnes en god forklaring på, at søerne i visse besætninger er "ældre" efter 4 kuld, mens søer i andre besætninger holder ud indtil kuld nr. 13.

Der findes ingen rapport i rapportgeneratoren til at opgøre besætningens frekvens af antal dødfødte grise.

Ved mange kuld med én dødfødt gris pr. kuld kan der være tale om registrering af for mange levendefødte, men senere døde grise, eller om en nidkær registrering af små mumificerede grise.

Ved flere kuld end forventet med 2 og 3 dødfødte grise kan der være tale om fede søer, stressede søer, eller om at oxytocin benyttes før faringen er afsluttet.

Ved for mange søer med 4 eller flere dødfødte grise kan der være tale om, at bestemte søer får ekstremt mange dødfødte grise, og en arvelig, managementmæssig eller sygdomsmæssig årsag skal eftersøges.

Der er ingen rapport i rapportgeneratoren, der angiver sammenhængen imellem totalfødte og dødfødte grise. Af figur 1. fremgår, at antal dødfødte stiger stærkt, når antal totalfødte grise er højere end 10. En så kraftig forøgelse i antal dødfødte grise pr. kuld bemærkes ikke, når man sammenligner effektivitetsrapporter fra besætninger med varierende antal totalfødte grise. Det tyder på, at i de fleste besætninger bliver driftslederen bedre til at undgå dødfødte grise, efterhånden som antallet af totalfødte grise stiger. Det er ikke undersøgt, om stigningen i antal dødfødte grise med stigende kuldstørrelse skyldes en stigning i antal underudviklede grise, og dermed grise der ikke er levedygtige, eller om det drejer sig om svækkelse af soen som følge af det store kuld, og dermed en faktor, som det vil være muligt at gøre noget ved.

Effekten af drægtighedslængden analyseres i rapport nr. 16, "Effekt af drægtighedslængden". Der kan vælges 4 intervaller der ønskes analyseret. Det kan anbefales at analysere perioderne 109- 111 (tidlig faring) 112-114 115-116 117-125 (lang drægtighedslængde). Det skal med det samme siges, at der sjældent findes en forklaring på antal dødfødte grise med denne rapport.

Der er tendens til et svagt faldende antal dødfødte grise med tiltagende drægtighedslængde. Dette kan være en følge af det aftagende antal totalfødte. Desuden forventes grise født efter en kort drægtighed at have færre ressourcer til at klare fødslen. Der er således ikke tegn på, at der efter en relativt lang drægtighed er risiko for flere dødfødte grise fx som følge af, at fostrene er blevet for store.

Flere søer med kort drægtighedslængde kan være en følge af PRRS, mens PPV kan forklare drægtighedslængder på omkring 120 dage, hvis der samtidig er dødfødte eller mumificerede grise i kuldene.

Bemærk, at den gennemsnitlige drægtighedslængde i en del besætninger er på over 116 dage. Dette har især betydning, hvis der sættes ind med faringsinduktion.

Spildfoderdage er de dage, hvor soen ikke er enten drægtig eller diegivende.

I tabel 10 ses det gennemsnitlige antal spildfoderdage i 20 besætninger med en faringsprocent på 88. Det gennemsnitlige antal spildfoderdage pr. kuld i besætninger med E-kontrol er 18 dage pr. kuld.

I figur 2 ses et normalt niveau for spildfoderdage for besætninger afhængig af faringsprocent. Der er stor forskel mellem besætningerne og denne skyldes dels forskellig faringsprocent, men også forskellig periode fra løbning til omløbning eller udsættelse. I kurven er anvendt de gennemsnitlige værdier ved beregningen af konsekvenserne ved forskellig faringsprocent.

Det lavest opnåelige antal spildfoderdage i en besætning, er lidt mindre end antallet af dage til første løbning. Det forudsætter imidlertid en faringsprocent på 100 og at alle udsættersøer leveres på fravænningsdagen. I figur 2 er indlagt det praktisk opnåelige niveau for spildfoderdage ved forskellige faringsprocenter i en besætning med 39 dage fra løbning til omløbning og 43 dage fra løbning til udsætning.

Indgang til analyse af spildfoderdage

På basis af produktionsrapporten vurderes det, om det er realistisk at forbedre resultatet. I bekræftende fald afklares først, om problemet skyldes mange dage til

    1)   1. løbning eller
    2)   andre spildfoderdage.

Ved "andre spildfoderdage" afklares, om der er tale om mange dage fra

    3)   fravænning til udsætning
    4)   for mange omløbere (lav faringsprocent)
    5)   for lange omløberintervaller eller et stort antal dage til udsætning.

For at få et overblik bør Rapport nr. 47 "spildfoderdage-analyse og problemsøer" anvendes og her kan resultaterne sammenlignes med resultaterne i tabel 9. Det er vigtig at sidste registreringsdato er sidste statusdato ellers opstår der for mange fejl. Det er vanskeligt at anvende rapportens antal af dyr i de enkelte grupper, da dyrene optælles flere gange, og der vil være periodeforskydninger. Da spildfoderdagenes procentvise fordeling derved også bliver vanskelig at tolke, bør der ses bort fra disse værdier. Rapporten slutter af med at angive de mest ekstreme resultater for de enkelte grupper. Disse resultater for enkeltdyr må ikke overvurderes. Rapport nr. 15 Spildfoderdagenes fordeling" opdeler spildfoderdagene efter årsag og kuldnummer. Da rapporten ikke omfatter alle årsager til spildfoderdage vil rapport nr. 47 for det meste være mere overskuelig og bedre dækkende.

Stort antal dage fra fravænning til løbning (1)

Mange spildfoderdage efter fravænning kan enten skyldes, at mange søer løbes sent efter fravænning, (fysiologisk problem), eller at enkelte søer får meget lang tid til at komme i brunst. (styringsproblem). Det førstnævnte problem bør tillægges størst betydning, da der er tydelig sammenhæng imellem mange dage til løbning og til lav faringsprocent og kuldstørrelse.

Hvis der ikke allerede er lavet en reproduktionsanalyse af kuldstørrelse eller faringsprocent, kan forholdene analyseres i rapport nr. 13, "effekt af dage til 1. løbning, kuldopdelt". Resultaterne kan sammenlignes med tabel 6. Det skal bemærkes, at resultaterne afhænger meget af den aktuelle besætnings udsætterstrategi. Opdeling af de fravænnede søer i løbne eller udsatte kan desværre ikke gennemføres med de nuværende rapporter. Rapport nr. 11 "Effekt af antal dage til første løbning" kan ikke anbefales, da der ikke opdeles på kuldnummer.

Andre spildfoderdage (2)

Der kan opnås et overblik ved at bruge rapporten "9 BSO 9 Detaljerapport vedrørende spildfoderdage".

Der udarbejdes 7 delrapporter (undlad udskrivning). Ved testningen af rapporten har der ofte været problemer med at få udskrevet rapport nr. S2 til S7. Det er vores indtryk, at rapporterne kun beregnes, hvis der er foretaget registreringer i BSO-delen af bedriftsløsningen.

S1. Fordeling af spildfoderdage opdelt på årsag og sonummer. Denne papirkrævende rapport angiver de aktuelle spildfoderdage for hver enkelt so og er ikke anvendelig.

Rapporten afsluttes med en oversigt over spildfoderdagenes fordeling. Den procentvise fordeling af spildfoderdagene svarer stort set til Rapport nr. 15 Spildfoderdagenes fordeling". Der medtages dog det gennemsnitlige antal spildfoderdage pr. so. Bemærk at dette ikke svarer til antallet pr. kuld på produktionsrapporten.

S2. Effekt af diegivningslængden på antal dage til første løbning. Der er ingen opdeling i 1. og senere kuld, hvorfor vurderingen bliver vanskelig.

S3 Omløberintervaller. Denne rapport bør suppleres med rapport nr. 34 "Løbning til udsætning". I sidstnævnte er der en trykfejl i en af kolonnerne, der skal læses som 91-120 i stedet for 61-120. Referenceværdier for omløberintervallerne kan ses i tabel 3 side 8.

S4. Antal dage til løbning fordelt over kuldnummer. Her er det muligt at undersøge, om bestemte kuldnumre har flere dage til 1. løbning. Herefter skal det afklares, om der er tale om flere dage til løbning for en stor gruppe søer (fysiologisk problem), eller der er tale om, at enkelte søer får utroligt mange dage til løbning. Dette kan afklares ved hjælp af rapport nr. 13, "effekt af dage til 1. løbning, kuldopdelt". Resultaterne kan sammenlignes med tabel 6.

S5. Udsætterårsager fordelt på tidspunkt for udsætning. Forudsat at udsætterårsager indtastes med BSO-kode, vil man få et godt overblik over årsagen til udsætning. Desværre registreres dødsfald ikke i denne rapport, hvorfor det er en fordel at supplere med rapport nr. 35 "Årsager til udsætning".

Hvis mere end én pct. af de løbne søer dør i løbet af drægtigheden, så bør der også fokuseres på denne årsag til manglende faring. En hyppig årsag til død i drægtighedsstalden er nyrebækkenbetændelse, der kan forebygges ved en god drikkevandsforsyning.

S6. Udsætning før eller efter løbning. Kuldopdelt. Rapporten angiver antal dyr der er udsat før og efter løbning, og spildfoderdage for disse. Det ses ofte, at de yngre dyr får længere tid inden udsætning, og har større chance for at blive løbet om, end de ældre søer.

S7. Sammenhæng imellem sygdom og omløbning. Denne rapport forudsætter, at sygdom registreres i BSO. Der savnes en kolonne med de søer, som er blevet udsat i stedet for at blive løbet om.

Rapport nr. 48 "aktuelle spildfoderdage pr. so" bør ikke anvendes, medmindre der er meget papir i printeren (rapporten svarer til "9BSO 9 S1").