Sammendrag

En eventuel vækstfremmende effekt af hvidløg som tilsætningsstof skal findes i hvidløgets anti-mikrobielle indvirkning på bakterier i tarmkanalen. De aktive stoffer er allicin og/eller metabolitter heraf. Effekten er kun ca. 1 pct. af penicillins virkning, men til gengæld virksom overfor bakterier, der er upåvirkede af penicillin. Der foreligger endnu ingen fastlagte doseringer til svin.

På grund af den megen debat omkring brugen af antibiotika i dansk svineproduktion har vi fundet det interessant at undersøge hvidløgs egenskaber som tilsætningsstof. Det har i mange år været kendt, at hvidløg kan have en positiv effekt på mennesker, både som forebyggende og terapeutisk behandling. Som mulig vækstfremmer til svin er det dog kun den anti-mikrobielle effekt, der er relevant.

Den dokumentation, der ligger til grund for brugen af hvidløg, er stort set baseret på in vitro-forsøg, eller humane in vivo-forsøg. Derfor er der ikke foretaget forsøg med tilsætning af hvidløg til svinefoder. Ud fra den foreliggende litteratur er det dog alligevel muligt at få en idé om, hvori effekten består.

Aktive stoffer

Der findes mange aktive stoffer i hvidløg. Det er gruppen af sulfider, der har en anti-mikrobiel effekt. Det svovlholdige stof allicin er genereret ud fra alliin ved hjælp af enzymet alliinase, og er formentlig det stof, der giver hvidløg sin karakteristiske smag. Allicin har en antioxiderende virkning, og kan derfor beskytte lipider og hydroxylradikaler mod oxidation. Diallyl sulfider er metabolitter af allicin, og derfor strukturmæssigt i familie. Disse har også en oxiderende effekt, omend ikke så udtalt som allicin.

Allicin og diallyl disulfid kan gå sammen og danne stoffet ajoen, som også er et aktivt anti-mikrobielt stof. Flygtige svovlholdige olier, tanin og alkaloider har ligeledes en anti-mikrobiel effekt.

Anti-mikrobiel effekt

Der ses en anti-mikrobiel effekt på både gram-positive (fx lactobaciller og streptokokker) og gram-negative (fx coli og salmonella) bakterier. Effekten er kun ca. 1 pct. af effekten af penicillin, men til gengæld er allicin virksom overfor bakterier, der er upåvirkede af penicillin. I et tilfælde fandt man, at hvidløg havde en hæmmende effekt på E. Coli, Salmonella typhosa, Shigella paradysenteriae, Staphylococcus, Proreus vulgaris, Serratia marcescens og Vibrio comma.

I et forsøg blev der afsløret meget store forskelle i minimumskoncentrationen af hvidløg, der skal til for at inhibere en given bakterie. E. coli og Streptococ­cus pneumoniae krævede specielt større koncentrationer end andre stammer. Andre forsøg har vist, at det kræver  endnu højere koncentrationer af hvidløg, før der sker en inhibering af Streptoccoccus faecalis og Lactobacillus casei end til inhibering af E. coli, S. sonnei og S. aureus. Dette vil i givet fald betyde, at man ved korrekt dosering af hvidløg, kan få et skift i mikrofloraen i retning af mælkesyrebakteri­er. Hvidløg kan således både hæmme og dræbe bakterier. En lav dosering vil blot hæmme, hvorimod en højere dosering vil dræbe bakterier. 

Hvad angår diallyl monosulfid og diallyl disulfid, er den anti-bakterielle mekanisme endnu ukendt selvom effekten er påvist adskillige gange. Derfor er der brug for yderligere forskning på dette område.

Temperatur og pH

Det er påvist, at allicin denatureres, hvis det udsættes for kogning, hvorefter aktiviteten forsvinder. Med hensyn til pH er aktiviteten stabil ved pH 6 - 7, men falder ved pH mindre end 5 eller større end 8.

Det er i litteraturen ikke oplyst, hvor vidt hvidløg kan bruges i pelleteret foder, som fremstilles ved en temperatur på 81 °C.

Effekt

I et forsøg, hvor man sammenlignede almindelige løg (som ikke indeholder allicin) med hvidløg, fandt man langt den største effekt ved behandling med hvidløg på en række bakterier. Der var også en anti-bakteriel effekt mod antibiotika-resistente bakterier. I et andet forsøg blev det påvist, at ajoen kunne hæmme væksten af Aspergillus niger og Candida albicans med 95 pct., hvorimod allicin havde en svagere, men dog tydelig effekt.

Dosering

Hvad angår dosering af hvidløg eller hvidløgsekstrakt, er det vanskeligt at finde dokumentation for, hvor meget der skal anvendes. Oplysningerne i litteraturen begrænser sig til minimums-koncentrationer (MIK) af hvidløg eller ekstrakt, der har en inhiberende effekt over for en given bakterie.

Disse forsøg er foretaget in vitro på agarplader, hvorfor tallene kun bruges til orien­tering. I et forsøg fandt man, at MIK for hvidløg varierer fra ca. 4 til 60 mg hvidløg pr. ml agar, mens det for allicin ligger mellem 250 til 500µ allicin pr. ml agar.

I samme forsøg blev MIK for et æter-ekstrakt af hvidløg sammenlignet med MIK for allicin og diallyl disulfid. Forsøget viste, at ekstraktet havde en lavere MIK, hvilket betyder, at allicin og diallyl disulfid sandsynligvis ikke er de eneste aktive stoffer. MIK for æter-ekstraktet lå på 80 til 600µg ekstrat pr. ml agar.

Konklusion

Der foreligger endnu ingen dokumentation for fastsættelsen af de doseringer, som anvendes i forsøg med hvidløg. Dog tyder de foreløbige undersøgelser på, at der muligvis kan være en vækstfremmende effekt via de anti-mikrobielle mekanismer. Størrelsen af denne effekt på grise er endnu uvis.

Referencer