Foreløbige erfaringer med antistofudvikling efter PRRS vaccination af KS orner

Formålet med undersøgelsen er at belyse antistofudviklingen mod PRRS vaccine efter vaccination af KS orner til de danske KS stationer. Samtlige orner, der skal indsættes i karantæne (dvs. fra både Bøgildgård og fra avlsbesætninger), samles forinden i en nyoprettet PRRS-vaccinationskarantæne. Dyrene indsættes sektionsvist.

På vaccinationskarantænen vaccineres alle orner én gang. 4 uger efter vaccination overføres ornerne sektionsvist til de autoriserede karantænestalde. 6-7 uger senere indsættes ornerne på KS stationerne.

Ornerne blev vaccineret med den levende vaccine PRRSResp® ved 22 ugers alder. Der blev udtaget blodprøver af ornerne  2-3 uger efter vaccination (i vaccinationskarantænen), samt 6-7 uger efter vaccination (i de lovpligtige karantænestalde). Endeligt skal ornerne undersøges 6 måneder efter vaccination, eller ved afgang fra KS stationen, hvis dette sker forinden.

Blodprøverne blev undersøgt for antistoffer mod PRRS virus vha. en indirekte ELISA metode, som er baseret på et dansk PRRS virus. Testen rapporterer en OD-ratio, som hvis den er 0.4 eller derover tolkes som positiv. Blodprøverne blev endvidere undersøgt i en immunperoxidase test (IPT) med PRRS vaccinevirus som antigen. Testresultatet rapporteres som <50 (negativ) eller ved titerværdierne 50, 250, 1250 eller >=6250.

Siden 24. oktober 1995 er 205 vaccinerede orner undersøgt med 1. blodprøve. Heraf havde 76 reaktion mod PRRS virus i ELISA testen som tegn på, at grisene tidligere har været smittet med PRRS virus. Titerudviklingen mod vaccinen i IPT testen var forskellig for orner henholdvis med og uden reaktion mod PRRS virus i ELISA testen. Blandt 129 orner uden ELISA reaktion var 5 orner (4%) uden IPT titre mod vaccinen 2-3 uger efter vaccination (se tabel 1). 7 orner (5%) havde som de eneste i undersøgelsen den højeste IPT vaccine titer på >=6250. I gruppen af 76 orner med positiv ELISA reaktion var 27 orner (36%) uden IPT titre mod vaccinen.

Titre mod PRRS vaccinen var højest i gruppen af PRRS ELISA-negative orner (ikke tidligere inficerece orner). Det geometriske gennesnit af IPT titre var 465 i denne gruppe mod 23 i gruppen af PRRS ELISA-positive orner (tidligere naturligt inficerede orner, se tabel 2).

105 orner er undersøgt med 2. blodprøve. Ingen af disse orner havde IPT titre på 6250. Alle orner uden ELISA reaktion reagerede med IPT titre mod vaccinen 6-7 uger efter vaccination (se tabel 1). I gruppen af 41 orner med positiv ELISA reaktion var 6 orner (15%) stadig uden IPT titre mod vaccinen. I begge grupper var IPT titre mod vaccinen højere end ved 1. undersøgelse (se tabel 2).

På trods af sammenhængen mellem hastigheden og niveauet af IPT titer udvikling og PRRS ELISA-status (positiv eller negativ), var der ingen sammenhæng mellem ELISA OD-ratio og IPT vaccine titerens størrelse i gruppen af PRRS ELISA-positive orner.

Udvikling af IPT titre mod vaccinen sker tilsyneladende forholdsvis glidende. Således har ikke alle dyr udviklet antistoffer efter 2-3 uger, og titrene er højere 6-7 uger efter vaccination. Alle dyr uden  ELISA reaktion (ikke-naturligt inficerede) dyr reagerede på vaccinationen. Imidlertid var der 15% af  de naturligt inficerede dyr, som ikke reagerede i IPT vaccine testen.

En undersøgelse med 5 orner i hver gruppe udført på Statens Veterinære Institut for Virusforskning viste, at orner vaccineret med PRRSResp® havde en betydeligt kortere viræmifase og en væsentligt kortere periode hvor PRRS virus kunne påvises i sæd efter challenge med dansk PRRS virus end uvaccinerede orner (Bøtner & Nielsen, 1995). En tilsvarende amerikansk undersøgelse viste samme resultat (Shin et al., 1995). Undersøgelsen på Lindholm viste også, at naturligt smittede PRRS seropositive orner ikke blev  viræmiske og ikke udskilte PRRS virus i sæd efter challenge. PRRS seropositive orner kan derfor godt have udviklet immunitet mod PRRS infektion på trods af, at der ikke kan findes IPT vaccine titre efter vaccination.

Det har været fremført, at vaccinen, som er baseret på et amerikansk isolat af PRRS virus ikke er effektiv overfor europæisk PRRS virus. Udgangspunktet for denne diskussion har bl.a været en amerikansk undersøgelse udført af Lager et al. (1995), som evaluerede forekomsten af PRRS virus i alveolære makrofager hos gylte, og transplacental infektion af fostre efter heterolog challenge på de drægtige gylte. Undersøgelsen blev gennemført med 2 grupper á 8 gylte. Den ene gruppe blev immuniseret med et virulent amerikansk PRRS virus isolat på dag 0 i drægtigheden. Den anden gruppe indgik som kontrolgruppe. På dag 90 blev alle gylte i begge grupper udsat for challenge med Lelystad stammen (europæisk PRRS virus). 21 dage senere blev gyltene aflivet og undersøgt. Challenge virus blev genfundet i alveolære makrofager i 5 ud af 8 gylte i den immuniserede gruppe, og i alle gylte i den ikke-immuniserede gruppe (Lager, 1996). Det er imidlertid vanskeligt at vurdere betydningen af resultatet i praksis, da man ikke har målt niveauet af challenge virus i lungerne. I gruppen af immuniserede gylte blev challenge virus kun genfundet i fostrene hos én gylt ud af 7 drægtige gylte. I den ikke-immuniserede gruppe blev  challenge virus genfundet i fostrene hos 7 gylte ud af 8 drægtige gylte (Lager, 1996). Undersøgelsen viser derfor, at immunisering med et amerikansk PRRS isolat reducerer sandsynligheden for transplacental infektion efter infektion med europæisk PRRS virus.

I samme undersøgelse viste forfatterne, at der hverken fandtes challenge virus i alveolære makrofager eller i fostrene efter homolog challenge med amerikansk PRRS virus. Konklusionen er ikke overraskende, at der opnås bedre beskyttelse mod homolog challenge end mod heterolog challenge.

De tre publicerede undersøgelser af effekten af PRRS vaccination på virus udskillelse og på transplacental infektion dokumenterer, at vaccinen er virksom. Der opnås dog bedre beskyttelse mod homolog challenge end mod heterolog challenge.