Brug af helsædsensilage til drægtige søer

Fodring af drægtige søer efter ædelyst med en energifattig blanding indeholdende helsædsensilage forventes at kunne fjerne den aggressive adfærd, som ses blandt løsgående, drægtige søer, når de blandes sammen, og når de æder.

Det forventes, at søerne kan sættes i løsdrift efter fravænning eller lige efter løbning, uden at kuldstørrelsen reduceres, samt at antallet af søer, der skal tages ud af løsdriftssystemet i løbet af drægtighedsperioden, bliver væsentligt lavere.

Ulempen ved fodring efter ædelyst er først og fremmest, at muligheden for at forbedre søernes huld i drægtighedsperioden vil være begrænset. Det er vigtigt, at søerne er i passende huld, når de forlader farestalden.

På nuværende tidspunkt er den eksisterende viden om grovfoder til drægtige søer begrænset. Derfor er de væsentligste spørgsmål, som er søgt afklaret i det følgende:

• Hvad er fremstillingsprisen på de forskellige typer af grovfoder, og hvilke indgår mest hensigtsmæssigt i et sædskifte?
• Hvorledes skal grovfoder opbevares, håndteres og udfodres, så foderspildet begrænses, og udgifterne til teknik og arbejdskraft begrænses?
• Hvilke næringsstoffer og hvor mange foderenheder indeholder forskellige typer af grovfoder?
• Kan fodring efter ædelyst - hvor grovfoder udgør en væsentlig andel - løse de adfærdsmæssige problemer i drægtighedsperioden?

Der er efterhånden mange års erfaring med dyrkning af helsæd til kvæg. Dyrkningen af helsæd begyndte så småt omkring 1970. Man fandt ud af, at helsæd er et godt kvægfoder og en rationel afgrøde, der kan høstes i et slæt. Siden 1970 er der udført et stort forsøgs- og forskningsarbejde, så vi i dag har en velfunderet viden om, hvordan helsæd skal dyrkes, og hvordan vi via dyrkningen kan påvirke kvaliteten og foderværdien. Derimod er der ikke foretaget noget videre forsøgsarbejde med dyrkning af helsæd med henblik på svinefoder.

Fremstillingspris på helsæd

Prisen pr. FEs afhænger bl.a. af foderværdien. Til kvæg er den interne pris på en foderenhed i helsæd konkurrencedygtig med prisen på en foderenhed i korn og kraftfoder. Den interne pris er beregnet ud fra stykomkostningerne, maskin- og arbejdsomkostninger, omkostninger til dækning i markstak, hektarstøtte og mistet dækningsbidrag. Til helsæd af korn, byg/ært og majs er hektarstøtten 2.196 kr. pr. ha. Til ærtehelsæd er hektarstøtten 3.172 kr. pr. ha. Det mistede dækningsbidrag belaster prisen med det, man kunne have tjent ved at have dyrket en afgrøde til salg - i landskalkulerne anvendes det mistede dækningsbidrag fra en bygafgrøde. Der henvises til Landskalkulerne 96 fra Landbrugets informationskontor for yderligere information, da fremstillingspriser er meget afhængige af jordtype og udbytteniveau.

Byg, hvede, ærter og majs er bedst

Tabel 1 viser typiske udbytter samt værdier for tørstofindhold og tørstoffets sammensætning i forskellige helsædsafgrøder.

Blandt kornarterne har vi til kvæg den bedste foderværdi i vårbyg, vinterbyg og vinterhvede. Vinterrug og havre giver en meget lavt-fordøjelig helsæd, og bruges derfor stort set ikke til helsæd. Vinterbyg giver som regel en lavere fordøjelig ensilage end vårbyg og vinterhvede. Vinterbyg bruges derfor kun til helsæd i begrænset omfang.

Vinterhvede har normalt det højeste tørstofindhold til helsæd. Det betyder, at hvedehelsæd let tager varme ved opfodring, især om sommeren.

Ærtehelsæd har noget højere fordøjelighed end kornhelsæd. Ærtehelsæd giver et meget velsmagende foder og sammen med den høje fordøjelighed, giver det mulighed for en større foderoptagelse end ren kornhelsæd. Derfor er ærtehelsæd velegnet til søer og bør indgå med 50 pct. i helsædsensilagen.

Tabel 1. Almindelige udbytteniveauer på jordtyperne JB 5-8 samt typiske værdier for tørstofindhold og sammensætning af forskellige typer af helsæd. Kilde: sammensætning og foderværdier hentet i Fodermiddeltabellen 1995, Landsudvalget for Kvæg.
	Vinterhvede	Vinterbyg	Vårbyg	Byg/ært	Ært	Majs
Udbytte af tørstof på lerjord
Ton pr. ha	12.500	10.000	9.000	8.000	8.000	10.500
Tørstof, pct.	40-45	35	35	30-35	28-35	30-35
Pct. af tørstof
Råprotein	9,8	11	11	13,5	16	9,5
Træstof	21,0	23	25	22	22	21
Stivelse	28,0	23	22	23	19	25

  

Ærter kan dyrkes i blanding med byg som byg/ærtehelsæd. Korn og ærter kan også dyrkes hver for sig og blandes ved høst ved indlægningen i silo eller stak. Dyrkning af byg/ærtehelsæd går især godt på vandet sandjord. På uvandet jord er der erfaring for, at ærterne klarer sig bedst, hvis korn og ærter dyrkes hver for sig.

Majsensilage giver normalt et foder med en noget højere foderværdi til kvæg end ren kornhelsæd. Majsensilage tager ikke så let varme i stakken under opfodring som helsæd af korn. Derfor er majsensilage lettere at styre ved opfodring om sommeren end helsæd af korn.

Valget af afgrøder på en ejendom afhænger af jordbundsforholdene, mulighederne for vanding og betingelserne for majsdyrkning.

Kornets udvikling og udbytte/kvalitet

Udbyttet er højest ved det optimale høsttidspunkt. Fra skridning og frem til dette tidspunkt sker der en stor produktion i kornhelsæden, ofte 100-150 FEk pr. ha pr. dag.

Indholdet af tørstof stiger fra skridning og frem til høst.

Indholdet af sukker i tørstoffet er højest tre uger efter skridning og falder derefter, mens indholdet af stivelse stiger stærkt. Fordøjeligheden af cellevæggene falder fra skridning og frem til høst.

Afgrødens fordøjelighed er normalt dårligst mellem begyndende skridning og fasen, hvor kernens indlejring er tilendebragt.

Høsttidspunkt: Ved høst af en kornafgrøde i normal udvikling til helsæd er udbyttet og fordøjeligheden optimal, når kernen har en dejagtig konsistens, dvs. når man med noget besvær kan klemme kernen sammen som valset korn. På dette tidspunkt er den nederste del af strået gul med visne blade, og den øverste del af strået er endnu gulgrønt.

Ærternes udvikling og udbytte/kvalitet

Udbytte og foderværdi er højest i ærtehelsæd ca. to uger efter afsluttende blomstring. Udbytte og kvalitet falder kun svagt ved senere høst, og høsten kan derfor afpasses høsten af korn, hvis ærter og byg skal dyrkes i blanding som byg/ærtehelsæd, eller ærter og korn skal dyrkes hver for sig og blandes ved ensilering.

Skal ærterne ensileres alene, er det vigtigt, at man er opmærksom på tørstofprocenten ved høst. Ved høst to uger efter afsluttende blomstring er det nødvendigt at fortørre ærterne et til to døgn for at undgå saftafløb. Udsættes høsten til tre til fire uger efter afsluttende blomstring, er der færre problemer med saftafløb.

Dyrkning af hvedehelsæd

Hvedehelsæd dyrkes normalt uden græsudlæg. Udlæg af almindelig rajgræs samtidig med såning af hveden påvirker ikke udbyttet af foderenheder væsentligt, men forringer foderværdien med ca. 10 pct. Blandt rajgræsserne generer de tidlige diploide typer af rajgræs mindst.

Sorter: Der vælges kortstråede sorter med en god bred resistens mod svampesygdomme. Sorterne “Hussar” og “Haven” har vist en god kombination af et højt udbytte og en høj fordøjelighed til helsæd.

Udsædsmængder: Der anvendes samme mængde udsæd som til hvede til modenhed.

Plantebeskyttelse: Helsæden beskyttes mod ukrudt, svampe og skadedyr som en hvedeafgrøde til modenhed. Vær opmærksom på behandlingsfristerne i forbindelse med, at helsæd høstes betydeligt tidligere end korn til modenhed. Der bør ikke anvendes vækstreguleringsmidler i helsæd. I de kortstråede sorter, som man skal vælge til helsæd, er vækstregulering uinteressant. I øvrigt kan det vanskeligt lade sig gøre på grund af de lange behandlingsfrister.

Høsttidspunkt:Hvede ensileres, når kernen er dejagtig og med besvær kan trykkes flad. Dette tidspunkt er ca. seks uger efter begyndende skridning. Indholdet af tørstof er normalt 40-45 pct. seks uger efter begyndende skridning.

Stubhøjde: I hvede kan vi øge fordøjeligheden ved at sætte en længere stub. Akset har en foderværdi svarende til 0,95 kg tørstof pr. FEk. For hver gang der medtages 10 cm strå, skal der 0,05 kg tørstof mere til pr. FEk. For hver gang der sættes 10 cm længere stub, er udbyttetabet ca. 3 pct. af udbyttet ved normal stubhøjde.

Til kvæg findes ca. 80 pct. af foderenhederne i hvedeakset, og de resterende ca. 20 pct. findes i strået.

Dyrkning af byghelsæd

Græsudlæg: Vårbyg til helsæd kan dyrkes med eller uden græsudlæg. Græsudlæg påvirker ikke udbyttet af foderenheder til helsæd. Fordøjeligheden påvirkes heller ikke, men proteinindholdet stiger normalt lidt, og tørstofindholdet og indholdet af stivelse i tørstoffet kan falde lidt.

Sorter: Der vælges kortstråede sorter, der har en god bred resistens mod svampesygdomme. Dyrkes mere end halvdelen af sædskiftet med korn, skal sorten besidde resistens mod havreål. Sorten “Meltan” har alle disse egenskaber. Et godt valg er også en sortsblanding af kortstråede sorter med forskellige og effektive resistensgener mod meldug.

Udsædsmængder: Uanset græsudlæg eller ej vælges 100-120 kg byg pr. ha. Ønskes et græsudlæg til opsamling af kvælstof, men ikke til slæt vælges 8-10 kg tidlig almindelig rajgræs. Sorten skal være diploid og kan f.eks være en af sorterne “Borvi” eller “Herbie”. Ønskes et græsudlæg til en slæt til ensilering eller grøntørring anvendes 10-12 kg italiensk rajgræs pr. ha. Der anvendes en diploid sort, f.eks. en af sorterne “Sikem” eller “Dasas”. Græsfrøet sås sammen med kornet enten ved at blande det i kornet ved såning eller ved at så det med frøsåkasse.

Plantebeskyttelse: Helsæden beskyttes mod sygdomme og skadedyr som vårbyg til modenhed. Skadetærsklen for bekæmpelse af ukrudt er højere end i byg til modenhed. Det vil sige, at man godt kan leve med, at der står lidt ukrudt i bunden af afgrøden til helsæd. Ukrudtsfrø, der høstes med i helsæden, dør, når afgrøden ensileres.

Høsttidspunkt: Vårbyg ensileres, når kernen er dejagtig, og man med to fingre, men med lidt besvær, kan trykke kernen sammen som valset korn. Dette tidspunkt indtræffer normalt fire-fem uger efter begyndende skridning. På dette tidspunkt topper udbyttet af foderenheder og afgrødens fordøjelighed. Indholdet af tørstof vil ofte ligge omkring 35 pct.

Stubhøjde: Der foreligger ingen undersøgelser af, hvordan en ændret stubhøjde virker på foderværdi og udbytte, men der kan antageligt forventes ca. samme virkning som i hvede.

Byg/ærtehelsæd

Fordelen ved at dyrke ærterne i blanding med byg er, at helsæden er nem at høste, og at byg og ærter er ensartet blandet i ensilagen. Målet i dyrkningen er en afgrøde med 40-50 pct. ærter. Dette kan nås ved at vælge de rigtige sorter og de rigtige mængder af udsæd og kvælstof.

Sorter: Der skal anvendes hvidblomstrede sorter. Sorter med farvede blomster kan have et højt indhold af ernæringsskadelige stoffer f.eks. stoffer, der nedsætter proteinudnyttelsen. De korte til middellange halvbladløse ærtesorter “Odin”, “Julia” og “Loto” har den bedste kombination af et højt udbytte og en høj fordøjelighed til blanding med byg til helsæd.

Bygsorten skal være kort og stråstiv og have en god resistens mod svampesygdomme. Er der enten korn eller byg/ærtehelsæd i mere end halvdelen af sædskiftet, skal sorten være resistent mod havreål. Bygsorten “Meltan” har disse egenskaber. Et godt valg vil også være en sortsblanding af sorter med forskellige og effektive resistensgener mod meldug. Sorterne “Meltan”, “Bartok” og “Goldie” vil være gode partnere i en sådan blanding. Vælges en bygsort med en effektiv resistens mod svampesygdomme eller en sortsblanding med forskellige og effektive resistensgener mod meldug, vil behovet for svampebekæmpelse være meget lille i byg/ærtehelsæd.

Udsædsmængder: Der sås 40-50 kg byg pr. ha og en udsædsmængde af ærter, der giver 50 ærteplanter pr. kvadratmeter. Der er stor forskel på frøstørrelsen i de forskellige ærtesorter. Tusindkornsvægten står normalt på sækken, og udsædsmængden kan derfor let beregnes ved hjælp af formlen:

kg udsæd pr. ha =

ønsket antal planter pr. kvadratmeter  x tusindkornsvægten forventet markspiringsprocent

Sorterne “Julia” og “Odin” har mindre frø end sorten “Loto”. For at få 50 planter pr. kvadratmeter kræves derfor ca. 140 kg “Julia” eller “Odin” pr. ha eller ca. 180 kg “Loto” pr. ha. Udsæden blandes og udsås sammen. Skal der sås udlæg af rajgræs i helsæden, kan alt frøet blandes og udsås sammen i 4 cm’s dybde. Skal der lægges en græsmark eller en kløvergræsmark ud i helsæden, sås byg/ærteblandingen og kløvergræsudlægget hver for sig.

Kvælstof: Mængden af kvælstof er næsten uden betydning for udbyttet af helsæden, når der anvendes 40 kg byg pr. ha og en udsædsmængde af ærter, der giver 50 ærteplanter pr. kvadratmeter. Men mængden af kvælstof har stor betydning for afgrødens sammensætning af korn og ærter ved høst og dermed for foderværdien.

De seneste tre års forsøg med kvælstof til byg/ærtehelsæd har vist, at mængden af ærter i helsæden og dermed foderværdien af helsæden falder betydeligt med stigende mængder kvælstof. Til byg/ærtehelsæd med nævnte blandingsforhold er det optimalt at give 60-70 kg kvælstof mindre end til vårbyg til modenhed. Med middelhøje jordbundstal kan behovet for kvælstof, fosfor og kalium normalt dækkes med 20 til 30 ton gylle pr. ha, afhængigt af ammoniumindholdet i gyllen.

Svovl: Hvis afgrøden gødskes udelukkende med gylle, kan behovet for svovl dækkes ved at anvende 1 kg svovlsur ammoniak pr. ton gylle. Gødningen hældes i gyllevognen, før den fyldes med gylle. Gyllen omrøres på vejen ud til marken. Hvis afgrøden udelukkende gødskes med gylle, og gyllen pløjes ned, bør man ikke pløje dybere end 15 cm, for at byggen har let adgang til næringsstofferne.

Høsttidspunkt: En byg/ærtehelsædsafgrøde ensileres, når kernen i byggen er dejagtig og med besvær kan trykkes sammen, dvs. fire-fem uger efter begyndende skridning af byggen. På dette tidspunkt vil ærterne være grønlige og hovedparten af bælgene udviklet. Indholdet af tørstof vil normalt være omkring 30 pct.

Ærtehelsæd

Fordelen ved ærtehelsæd er, at hektarstøtten i 1996 er 3.172 kr. pr. ha til ærtehelsæd mod 2.196 kr. pr. ha til helsæd af korn og byg/ærter. Ulempen ved ærtehelsæd er, at afgrøden kan være vanskeligere at høste end kornhelsæd og byg/ærtehelsæd.

Areal: Dyrkes ærter og korn hver for sig bør man tilstræbe, at ærterne udgør 40 til 50 pct. af ensilagen. Skal ærterne blandes med byghelsæd, dyrkes 1 ha ærter for hver ha byg. Skal ærterne blandes med hvedehelsæd, dyrkes 1-1,4 ha ærter for hver ha hvede.

Sorter: Sorten “Loto” har i forsøgene haft den bedste kombination af et højt udbytte og en høj fordøjelighed. Sorterne “Focus”, “Delta” og “Eiffel” kan være lettere at høste end “Loto”, fordi de er mere kraftige og har en større afgrødehøjde ved høst end “Loto”. Fordøjeligheden er lavere i disse sorter end i sorten “Loto”. De kraftige sorter, som sorterne “Profi”, “Stok” og “Aladin”, er for lavt fordøjelige til ærtehelsæd. Udlæg af græs gør helsæden lettere at høste uden at påvirke hverken udbyttet eller fordøjeligheden.

Udsædsmængde: Der anvendes en udsædsmængde, der giver 70 ærteplanter pr. kvadratmeter.

Kvælstof: Plantedirektoratets kvælstofnorm til ærtehelsæd er 0 kg kvælstof pr. ha. Kvælstoftilførsel til ærtehelsæd har i forsøgene i 1995 ikke påvirket hverken udbytte eller foderværdi. Kvælstof øger risikoen for, at græsudlægget bliver for dominerende i ærtehelsæden. Hvis der anvendes gylle til ærtehelsæd, skal den tilførte kvælstofmængde modregnes i kvælstofmængden til efterafgrøden af hensyn til kvælstofregnskabet.

Høsttidspunkt: Ærterne skal høstes, inden de lægger sig hen ad jorden. Ærtehelsæd kan blandes med helsæd af korn ved indlægningen i siloen, eller ærter og korn kan ensileres hver for sig.

Ensilering i blanding: Det letter udfodringen, hvis afgrøderne er ensileret i en ensartet blanding. Det er såvidt muligt kornet, der bestemmer høsttidspunktet. Ligger ærtemarken og kornmarken ved siden af hinanden, kan man lade finsnitteren køre rundt om begge afgrøder. Herved vil afgrøderne blive blandet. Man kan også lade en finsnitter køre i hver af de to afgrøder samtidigt. Afgrøderne lægges omhyggeligt ud i silo eller stak i tynde lag og køres godt sammen. Det er vigtigt, at kornhelsæden og ærtehelsæden blandes omhyggeligt i siloen, ellers kan der opstå saftafløb og problemer med holdbarheden under opbevaringen.

Ensilering ovenpå kornhelsæd: Ærtehelsæden kan ensileres ovenpå kornhelsæd, hvis det drejer sig om større mængder af ærtehelsæd. Kornet ensileres i bunden af siloen eller stakken, og ærterne ensileres ovenpå kornet. Laget af ærtehelsæd skal mindst være 0,8 m. Herved vil ærtehelsæden stabilisere kornhelsæden, så den ikke tager varme ved opfodring.

Ensilering for sig selv: Hvis ærtehelsæden med lavt tørstofindhold skal ensileres for sig selv og ikke ovenpå helsæd af korn, bør ærterne skårlægges og fortørres, så saftafløb undgås. Der anvendes en skårlægger uden krimper, men med justerbare vinde.

Majs

Betingelser: Majs stiller særlige krav til dyrkningsbetingelserne. Majs skal have mere varme end korn. Derfor er de bedst egnede områder til majsdyrkning gennemgående på Øerne, i Sønderjylland og et stykke op langs Jyllands vest- og østkyst. Der skal være gode læforhold. De bedste jorder til majs er vandet sandjord og mild sandblandet lerjord med en god struktur i dybden. Svær lerjord er ikke god, fordi den bliver langsomt varm, og der er risiko for at ødelægge jordstrukturen ved høst. Lavbundsjorde er også længe om at varme op i foråret, så vækstperioden bliver for kort. Yderligere er de tit udsat for sen nattefrost om foråret og tidligt om efteråret. Plane marker og sydvendte skråninger er bedst egnede, fordi de er betydeligt varmere end nordvendte skråninger.

Sædskifte:Majs kan dyrkes i monokultur, uden at det går væsentligt ud over udbyttet. Men har man flere marker, der egner sig til dyrkning af majs, er det en fordel at have majsen med i sædskiftet. Majs har en næsten lige så god forfrugtsvirkning over for korn som roer, og det er betydeligt nemmere at holde markerne fri for rodukrudt, hvis majs indgår i et sædskifte. Under gode forhold for majsdyrkning og ved valg af tidlige majssorter kan der sås vinterhvede efter majs.

Sorter: Sorterne “Apache”, “Naxos” og “Calypso” vælges under almindeligt gode forhold for majsdyrkning. Under knapt så gode forhold samt, hvor der skal sås hvede efter majs, vælges tidlige sorter som “Hiro”, “Aviso” og “Facto”. Vælg to til tre sorter, der er nogenlunde lige tidlige - det stabiliserer udbyttet. Dyrk sorterne hver for sig i hver sin del af marken eller i hver sin mark.

Frøafstand: Ved 75 cm rækkeafstand sås sorterne “Apache”, “Naxos” og “Calypso” med 15 cm frøafstand. “Hiro”, “Aviso” og “Facto” sås med 13 cm frøafstand. Under tørre forhold samt under knapt så gunstige forhold for majsdyrkning lægges 2 cm til disse frøafstande. Frøene sås i 4-5 cm’s dybde og med nøjagtig samme afstand.

Startgødning: Placering af en fosforholdig startgødning bør kun undlades under milde forhold og kun, hvis jorden i såbedet er velgødet. Der anvendes 10-15 kg fosfor pr. ha. Dette svarer til 50-75 kg mono- eller diammoniumfosfat pr. ha.

Såtid:Majs kan sås fra midten af april, når jordtemperaturen er over 8 grader C, og der samtidig er udsigt til en stabil vejrudvikling. I områder, hvor der erfaringsmæssigt optræder sen nattefrost, udsættes såningen til slutningen af april.

Plantebeskyttelse: Plantebeskyttelsen er begrænset til ukrudtsbekæmpelse og evt. bekæmpelse af fritfluer. Mod ukrudt foretages en split-behandling. Der sprøjtes i alt to, eventuelt tre gange. Der sprøjtes, hver gang nyt ukrudt har kimblade. Fritfluerne bekæmpes efter varsel, når majsen har 1,5-3 blade.

Høsttidspunkt:Majs høstes i perioden fra midt i september til midt i oktober, når tørstofindholdet i hele planten er 30-35 pct. På dette tidspunkt kan man netop ikke mere klemme en dråbe ud af de midterste kerner i kolben.

Høst:Majs høstes med en finsnitter med majsskærebord. Der sættes ca. 15 cm stub, og snitteren skal være monteret med en knusebro til at knuse eller anslå alle kerner, så de kan fordøjes. Snitlængden skal være kort, 4-8 mm, for at alle kerner bliver anslået. En kort snitlængde er også en forudsætning for, at afgrøden kan køres sammen i stak eller silo, så den ikke tager varme under opfodring. Konservering i stak og silo følger de samme retningslinier som nævnt under helsæd.

Høst og konservering af helsæd

Helsæd høstes såvidt muligt direkte med en finsnitter. Kun, hvor der er risiko for tab ved saftafløb, skårlægges afgrøden til fortørring på skår i et-to døgn.

Snitlængde: For at hindre luftindtrængning under udtagning og for at fremme sammenkørsel under indlægningen i silo eller stak, skal snitlængden være ensartet og kort på 2 til maks. 3 cm.

Saften skal samles op: Det er ikke tilladt at ensilere saftgivende ensilage i markstak. Saftgivende ensilage skal ensileres på fast bund, hvor saften samles op. Da saftafløb i helsæd ophører ved et tørstofindhold på 27-28 pct, er der normalt ingen problemer med saftafløb ved ensilering af helsæd i markstak.

Markstakke: Markstak af helsæd, specielt til sommerfodring, bør ikke laves i større bredde, end der dagligt kan bruges 20-30 cm af stakken (af hensyn til holdbarheden). Der anvendes bundplastik og to lag dækplast (0,15 mm). Plasten holdes bedst intakt og tæt ved at beskytte den med sand eller jord. Anvendes bildæk, skal stakken beskyttes med fuglenet.

Plansiloer: I siloanlæg sikres, at udtørrede vandlåse og bunddræn er stoppet. Der sættes plastik langs siderne, og siloen dækkes omhyggeligt med to lag plastik. Plastikken holdes intakt og tæt ved at beskytte den med sand eller dæk.

Det er vanskeligt at give et nøjagtigt bud på foderværdien af grovfoder, idet næringsindholdet er stærkt svingende, og kendskabet til søers fordøjelse af grovfoder er stærkt begrænset:

Variationen i næringsindholdet er meget større, end vi er vant til for gængse tørrede foderstoffer. Det gælder specielt for tørstofindholdet, hvor spredningen er 8-10 procentenheder, som det fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Næringsindhold i helsædsensilage. (Landskontoret for Kvæg, 1995)
	Vårbyg	Byg/ært	Ærter	Hvede
Tørstofpct. Spredning.	37,8 7,5	35,3 7,9	37,5 8,4	44,3 10,2
Råprotein	9,9	11,7	14,7	9,0
Træstof	22,4	22,4	-	22,6

På grund af den store spredning i tørstofindholdet kan man ikke basere sig på tabelværdier. Det anbefales i stedet at tage prøver af de enkelte grovfoderpartier, ganske som kvægavlerne gør det. Prøverne analyseres for indhold af tørstof, råprotein og træstof.

Energiindholdet i helsædsensilage kan ikke bestemmes ved EFOS-metoden, idet denne metode er baseret på  fordøjelighedsforsøg med slagtesvin. Forsøg har vist, at i forhold til slagtesvin er søer meget bedre til at fordøje meget fiberholdigt foder. EFOS-metoden vil derfor undervurdere fordøjeligheden af grovfoder til søer. Energiindholdet må i stedet anslås på baggrund af tidligere udførte fordøjelighedsforsøg med søer. Der foreligger  kun få af disse forsøg, nemlig tre udført med grønmel og et udført med byghelsædsensilage.

Forsøgene med grønmel viste en tæt sammenhæng mellem energifordøjeligheden og foderets træstofindhold. Da en kemisk bestemmelse af energifordøjeligheden ikke er tilrådelig p.t., anbefales det - trods det spinkle rådgivningsgrundlag - at sætte foderværdien med udgangspunkt i nedenstående resultater fra fordøjelighedsforsøg og dernæst justere efter det aktuelle, analyserede indhold af tørstof og træstof:

Grønmel: FEs pr. kg tørstof sættes til
	0,74 ved ca. 23 pct. træstof i tørstof
	0,61 ved ca. 27 pct. træstof i tørstof
	0,56 ved ca. 28 pct. træstof i tørstof

Helsædsensilage (byg): FEs pr. kg tørstof sættes til
	0,78 ved ca. 25 pct. træstof i tørstof

Træstofindholdet er højere i hvedehelsæd end i byghelsæd, derfor må det forventes, at hvedehelsæd indeholder færre FEs pr. kg. tørstof end byghelsæd. Ærtehelsæd indeholder mindre træstof end byghelsæd, derfor må det forventes, at ærtehelsæd indeholder flere FEs pr. kg tørstof end byghelsæd.

Indholdet af øvrige næringsstoffer, såsom aminosyrer og mineraler, fastsættes i henhold til tabelværdier. Disse er under revision.

Håndtering og udfodring

Helsædsensilagen skal udfodres i en høhæk med fast frontplade for at reducere foderspildet. Ved høhækken skal der være plads til, at ca. 20 pct. af søerne i stien kan æde samtidig, svarende til 40-50 cm pr. so. Høhækken skal placeres i stiens gøde- og aktivitetsområde, og så den er nem at fylde manuelt eller med en frontlæsser med siloklo.

En drægtig so kan æde mellem 6 og 7 kg helsædsensilage pr. dag, og foderoptagelsen påvirkes ikke af tørstofindholdet i helsædsensilagen.

I de to besætninger, hvor der gennemføres afprøvning, er halmforbruget til strøelse reduceret til under 25 pct. af forbruget i de stier, som tildeles færdigfoder, og stierne er stadig tørre. Dette skyldes, at søerne hellere vil æde halm i form af helsædsensilage.

På nuværende tidspunkt viser afprøvningen, at de søer, der får helsædsensilage, er mere rolige end kontrolsøerne. Der er ikke tilstrækkeligt med data til, at det kan konstateres, om der er forskel på produktionsresultaterne.

-	Erfaringer fra Den rullende Afprøvning. Juni, 1995. Helsædsensilage til løsgående drægtige søer.
-	Landbrugets Informationskontor: Budgetkalkuler 96.