PCB i fødekæden

PCB (polychlorerede biphenyler) er betegnelsen for en gruppe chlorholdige stoffer, der har været udbredt anvendt i industrien fra 1930'erne til midt i 1980'erne.

PCB nedbrydes meget langsomt i miljøet og opkoncentreres i fedtvævet hos dyr og mennesker. Siden 1986 har PCB kun været tilladt i lukkede systemer i Danmark, og fra 1995 er al brug af PCB forbudt, men stofferne vil i mange år endnu være tilstede i miljøet og fedtholdige fødevarer som fisk, kød, æg og mejeriprodukter.

Ved produktion af PCB’erne dannes der samtidig en lille smule dioxin, mens der ikke dannes dioxin ved kraftig opvarmning af fx PCB’erne. Dioxiner dannes især under forbrændingsprocesser, hvor der er chlor til stede. Dioxiner er betydeligt farligere end PCB.

Udbredelse

PCB forekommer ikke naturlig i miljøet. PCB kan ikke brænde, har god elektrisk isolationsevne og er stabil overfor store temperaturvariationer og fysiske påvirkninger. Disse egenskaber gør at PCB både er og har været en attraktiv stofgruppe.

Man regner med, at der er produceret ca. 2 millioner tons PCB i verden. På grund af manglende dokumentation fra en række lande er disse tal usikre, men det antages, at mindst 1/4 af den producerede mængde er sluppet ud i miljøet. Kun en lille andel er lagret eller destrueret, og langt over halvdelen af alt produceret PCB er stadig i brug.

På grund af PCBs isolerende og brandhæmmende virkning er PCB-holdige olier tidligere blevet  brugt som køle- og smøremiddel i transformatorer, kondensatorer og andet elektrisk udstyr samt som hydraulik-olie. PCB har også været brugt som et vigtig medium i varmevekslere. Normal levetid for mange af disse produkter er over 30 år. Så selvom brug af PCB er forbudt, så er der stadig meget PCB tilbage i forskellige industriprodukter.

I 1960- og 70'erne indeholdt de fleste typer skibsmaling PCB. Det er påvist, at betydelige mængder PCB er sluppet ud i naturen både i forbindelse med påføring og fjernelse af skibsmaling.

Spredning i miljøet

Når PCB først er sluppet ud i miljøet, sker den videre spredningen via luft og vand. Stofferne spreder sig både lokalt og globalt. Fx er der observeret PCB i sne og havvand i Antarktis, og ca. 60% af den PCB, som er spredt i naturen, er bundet i levende og dødt organisk materiale i sø- og havmiljøet.

PCB er en organisk miljøgift. Det vil sige, at PCB, i modsætning til metaller, kan nedbrydes af bakterier og andre organismer. Nedbrydningen sker imidlertid langsomt, og PCB har derfor lang halveringstid i naturen. PCB kan også nedbrydes ved fotolyse, det vil sige gennem solstråling. I og med at hovedparten af PCB'en i naturen findes i organisk materiale i sø- og havmiljøet, er stofferne ikke udsat for sollys. Fotolyse bidrager derfor i mindre grad til nedbrydning af PCB.

Både planter og dyr optager PCB. For mennesker og dyr sker optagelsen hovedsageligt gennem indtagelse af fedtholdige fødevarer. PCB er fedtopløselige og lagres derfor i fedtvæv. PCB’erne opkoncentreres således i fødekæden, og det er de øvre led i fødekæden, som har det højeste indhold af PCB i fedtvæv. Undersøgelser har vist, at der findes spor af PCB i alle undersøgte arter, men specielt isbjørne, sæler, hvaler og havørne har et unormalt højt indhold af PCB i fedtvæv.

Indholdet af total PCB i fede fisk fra Østersøen er ca. 0,15 mg/kg, mens det i almindelighed er under bestemmelsesgrænsen for magre fisk generelt og for alle fisk fra Vesterhavet. I torskelever kan der findes højere indhold. Gennemsnittet er faldet fra ca. 8 mg/kg torskelever i produkter fra Østersøen i midten af 1970'erne til ca. 1 mg/kg i dag.

På Færøerne er der tradition for at spise meget fisk samt kød fra grindehvaler. Undersøgelser har vist, at indholdet i modermælken hos færøske kvinder er ca. 2 ppm. Dette er nogenlunde samme værdi som hos grønlændere og inuitter, som spiser meget kød fra sæler, men det er 5 til 10 gange så meget som hos befolkninger, der ikke spiser havpattedyr.

PCB overføres også fra generation til generation, idet stoffet overføres fra moderens fedt til barnet gennem moderkagen og/eller modermælken.

En nyere undersøgelse fra 1998 af 32 lystfiskere fra Michigan søerne i USA har desuden vist, at disse havde ti gange så stort et indhold af PCB end andre amerikanere. (Kilde: Environmental Health Perspectives).

Hvordan påvirker PCB organismen?

Der er registreret 209 forskellige varianter af PCB. Giftigheden afhænger af antallet af chloratomer i molekylet, strukturen i forbindelsen og chloratomernes placering i forhold til hinanden. Kommerciel brug af PCB indebærer altid en blanding af flere PCB-komponenter.

Den sundhedsmæssige vurdering af PCB i levnedsmidler kompliceres af, at de fleste undersøgelser er foretaget med de tekniske PCB-blandinger (handelsprodukter med et teoretisk muligt indhold af op til 209 forskellige PCB'er), der har en anden sammensætning end de PCB-blandinger, som er opkoncentreret i for eksempel fede fisk.

Nogle af PCB'erne (de såkaldt coplanare) synes at have samme skadelige virkningsmåde som dioxinerne, selv om virkningen er forholdsvis svagere pr. vægtenhed. Disse PCB’er er meget miljøpersistente, det vil sige langsomt nedbrydelige, og selv om de vægtmæssigt kun udgør en mindre del af PCB-blandingerne, anses deres giftvirkning for den risikomæssigt mest væsentlige. De fleste PCB'er har imidlertid ingen dioxinvirkning, men nogle af PCB’erne menes at være  kræftfremkaldende.

PCB er fundet kræftfremkaldende i dyreforsøg. Den kritiske effekt er evnen til at fremkalde leverkræft, specielt i hunrotter (ligesom dioxinerne). Epidemiologiske undersøgelser har ikke givet entydige resultater. I nogle undersøgelser er der konstateret øget forekomst af kræft hos arbejdere udsat for PCB, specielt i lever og galdeveje, mens andre undersøgelser ikke har kunnet bekræfte dette. I reproduktionsforsøg med gnavere og aber er der hos ungerne set lav fødselsvægt, misdannelser, påvirkning af adfærd og nedsat indlæringsevne.

Nogle PCB'ere, og specielt deres omdannelsesprodukter, har vist østrogen effekt i cellekulturer, mens andre PCB'er, de dioxinlignende, har en anti-østrogen effekt. Den samlede hormoneffekt af PCB'er i blandinger er ikke afklaret.

PCB/dioxin i Belgien

Den seneste belgiske fødevareskandale i juli 1999 med fund af PCB i svinekød i en række besætninger er højst sandsynligt en efterfølger af fødevareskandalen i maj/juni, hvor der blev fundet højt indhold af dioxin i fjerkræ- og svinekød samt i æg.

Afdelingsforstander John Christian Larsen, Fødevaredirektoratets Institut for Fødevarer og Toxikologi, er overbevist om, at det som udgangspunkt er forurening med PCB, der førte til dioxin-forgiftning af dyrene.

Under arbejdet med at spore kilden til dioxin-forureningen har belgierne fundet PCB, som samtidig har et lille indhold af dioxin.

Det vurderes, at der er tale om den samme episode, når vi taler om dioxin- og om PCB-skandalen. Der er tale om to sider af samme sag, idet der uvist af hvilken årsag er kommet 40-50 liter "transformerolie" i foderfedt, og denne olie indeholder store mængder PCB.

Belgierne har fundet PCB-niveauer i svinekød op til 50 gange over den belgiske grænseværdi for PCB. Selv om det lyder alarmerende, er der ifølge John Christian Larsen ingen grund til nervøsitet. Det er ikke den akutte dosis, der er afgørende, men den belastning, kroppen udsættes for over en årrække, der er afgørende.

Aktiviteter om PCB, der er iværksat

Fødevareministeriets overvågningsprogram omfatter animalske produkter og fisk, der kontrolleres for indhold af PCB.

I 1999 er der indtil 1. juni foretaget 70 stikprøver af animalske fødevarer, hvoraf 40 var af svinekød, og de fundne koncentrationer af PCB i stikprøverne var på intet tidspunkt afvigende og vurderes til at ligge pænt lave.

Derudover blev de vigtigste danske og udenlandske frugter og grøntsager undersøgt i slutningen af 1980'erne, hvor der ikke kunne påvises PCB i nogen af prøverne med en påvisningsgrænse på mellem 0,25 og 1 mikrogram PCB pr. kg (et mikrogram er 0,000001 g). Det vurderes derfor, at det gennemsnitlige indhold af PCB i frugt og grøntsager er højst 0,5 mikrogram pr. kg. Det vurderes, at kulhydratrige levnedsmidler (dvs. kornprodukter) ikke bidrager væsentligt til det samlede indtag af PCB fra kosten.

Der er endvidere igangsat udviklingsarbejde for at optimere analysemetoderne for PCB, og der gennemføres specielle undersøgelser af fødevarer, som mistænkes for at have særligt høje indhold af PCB, fx torskelevertran. Desuden har Fødevareministeriet i en årrække deltaget i det internationale risikovurderingsarbejde vedrørende PCB.

På nuværende tidspunkt er der ingen grænseværdi for indhold af PCB i fødevarer, mens grænseværdien for dioxin er et dagligt indtag på 1-4 picogram pr. kg legmesvægt (et picogram er 0,000000000001 g).

Siden 1987 har der ikke været analyseret for indhold af dioxin i fødevarer i Danmark

Analyse for PCB og Dioxin i foderstoffer

Før dioxin-skandalen i Belgien har Plantedirektoratet ikke foretaget analyser for dioxin eller PCB i råvarer til svinefoder. Dette skyldes, at det ikke har været anset for en risikofaktor. Efter skandalen har der løbende været foretaget analyser af foderfedt, hvor der i juni 1999 blev sendt 10 prøver af foderfedt til analyse for indhold af PCB samt 24 prøver af foderfedt fra 13 leverandører til analyse for dioxiner.

Af de 10 analyser for PCB blev der kun fundet spor af PCB svarende til et normalt baggrundsniveau.

De fundne koncentrationer af dioxiner i foderfedt beregnet til brug i foderblandinger i Danmark var på 400-3.000 picogram pr. kg foderfedt, hvilket er acceptabelt set i lyset af et naturligt baggrundsniveau. I en enkelt prøve af foderfedt er påvist et indhold på 20.000 picogram/kg. Ifølge det oplyste indeholder prøven fiskeolie, der normalt har et højere indhold af dioxiner.

Til sammenligning kan det oplyses, at dioxinværdierne påvist i belgisk kyllingefoder og kyllingefedt viste et indhold op til 1.000.000 picogram pr. kg fedt.

Referencer