26. august 1999

Notat Nr. 9928

Ind i år 2000 uden vækstfremmere

Brugen af vækstfremmere i smågrisefoder stopper med udgangen af 1999. Undgå problemer i besætningen ved at gennemgå og eventuelt at rette op på: hygiejne, management, foderstrategi og -sammensætning samt på staldforhold.


Brugen af vækstfremmere i smågrisefoder stopper med udgangen af 1999. Undgå problemer i besætningen ved at gennemgå og eventuelt at rette op på: hygiejne, management, foderstrategi og -sammensætning samt på staldforhold.

Landsudvalget for Svin har netop konfirmeret den tidligere indgåede hensigtserklæring om at udfase brugen af antibiotiske vækstfremmere i svinefoder. Det betyder, at brugen af vækstfremmere til smågrise skal stoppe pr. 1. januar 2000. Denne frivillige aftale indgås på linje med aftalen indgået i marts 1998 med slagtesvineproducenterne, og det frivillige ophør gælder dermed alle aldersgrupper af grise.

Siden der i 1998 blev indgået en aftale med landbrugsministeren om at vurdere muligheden for at udfase brugen af vækstfremmere også til smågrise, er flere af de anvendte vækstfremmere blevet forbudt, og pr. 1. september er det heller ikke længere tilladt at anvende olaquindox og carbadox. Efter 1. september er således kun flavomycin, salinomycin og avilamycin tilladt. Dette har medført, at ca. halvdelen af smågriseproducenterne allerede er stoppet med at anvende vækstfremmere til smågrise, og det er tilsyneladende sket uden væsentlige problemer i de fleste besætninger.

Dette er baggrunden for, at Landsudvalget for Svin har truffet beslutningen om det frivillige stop for brug af vækstfremmere til smågrise på trods af, at det forsøgsmæssige grundlag endnu ikke er tilstrækkeligt til præcist at kunne forudsige effekten af et totalt ophør.

Ingen vækstfremmere i den nye fodringssæson

Meldingen fra foderstofbranchen er, at så godt som 100 pct. af det smågrisefoder, som er solgt til den kommende fodringssæson, er uden antibiotiske vækstfremmere. Det betyder, at den resterende halvdel af smågriseproducenterne, der endnu ikke er stoppet med brug af vækstfremmere, skal til at indstille sig på en hverdag, hvor foderet ikke er tilsat vækstfremmere. For at sikre, at denne overgang bliver så problemfri som mulig, og dermed at forbruget af antibiotika til behandling ikke stiger, er det vigtigt i den enkelte besætning at gennemgå:

  • Procedurer for modtagelse og pasning af grisene
  • Rengøringsprocedurer
  • Foder og foderstrategi
  • Staldforhold

Efter en gennemgang af disse områder i den enkelte besætning fås et billede af, hvor der skal sættes ind for at undgå eventuelle problemer med diarré.

De enkelte områder er nærmere beskrevet i "Fokus på ophørt brug af vækstfremmere til smågrise". Denne fokus kan fås ved henvendelse til den lokale Svineproduktionskonsulent eller kan bestilles på Landsudvalget for Svins hjemmeside eller ved henvendelse til Merete Klingert på telefon 33 73 25 56.

Lavproteinblandinger er kun til problembesætninger

Et af rådene i ovennævnte fokus er at anvende en skåneblanding til de fravænnede grise - dvs. en blanding med et lavt proteinindhold og evt. tilsat syre. Blandinger med et lavere indhold af råprotein og aminosyrer end angivet i normsættet (150-155 g ford. råprotein pr. FEs) vil reducere produktionsresultaterne i besætninger, hvor der ikke er problemer med diarré. En sådan type blandinger skal derfor kun anvendes i besætninger, hvor der er eller kan forventes problemer ud fra besætningsgennemgangen med diarré og høj dødelighed og ikke generelt i alle besætninger over en længere periode.

Overholdes minimumsgrænserne for protein, er der normalt sikret en tilstrækkelig forsyning af alle aminosyrer - også de som ikke tilsættes i syntetisk form. I blandinger med et lavere indhold af protein end angivet i normsættet, og hvor en eller flere af aminosyrenormer ikke overholdes, er det spild at tilsætte fx lysin, så normen overholdes. Grisene har ikke glæde af den ekstra mængde lysin, hvis der er ubalance mellem indholdet af de forskellige aminosyrer.

 


Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Lisbeth Jørgensen

Udgivet: 26. august 1999

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Ernæring