Fodringsforsøg med Antonius skinkesvin

Antonius-selskabet har på “Nygård” forsøgsstation iværksat et fodringsforsøg med Antonius skinkesvin med det formål at finde frem til den optimale foderstyrke og -sammensætning, der giver den bedste slagte- og kødkvalitet. I den forbindelse rettede selskabet en henvendelse til instituttet, og det blev besluttet, at instituttet skulle deltage med kødkvalitetsundersøgelser.

Nærværende rapport beskriver og diskuterer sammenligningen af Karl Åge Jacobsens norm 1 og 2 med og uden en stærkere fodring i den sidste periode.

Fremgangsmåde

Forsøget blev udført fra juli til oktober 1981. Materialet omfattede i alt 198 svin, fordelt på 112 svin fodret efter norm 1 og 87 svin fodret efter norm 2. Svinene stammede fra to leverandører:

Svinene søgtes fordelt i de forskellige grupper, således at en eventuel genetisk forskel blev udlignet mest muligt. Svin fodret efter norm 1 var efter fire forskellige orner, kodet som følger:

Svin fodret efter norm 2 var ikke skinkemærkede, hvorfor det enkelte svins afstamning ikke var kendt. Konsulent Frode Malmos var ansvarlig for arbejdet på stationen, blandt andet registrering af daglig tilvækst og foderforbrug.

Grundet ferie på Skoleslagteriet i Roskilde slagtedes svin fra norm 2 på Holbæk slagteri, mens svin fra norm 1 blev slagtet i Roskilde. Alle svin blev transporteret efter standarden gældende for afkomsprøvesvin. På Holbæk slagteri blev anvendt CO₂-bedøvning i kompaktanlæg, mens der i Roskilde blev el-bedøvet på gulv.

Desuden blev slagtevægten og kødprocenten noteret, og der blev foretaget den sædvanlige Antonius-bedømmelse.

Det viste sig, at det ikke helt var lykkedes at opdele svinene i fodringsgrupper ligeligt efter orne og køn. F.eks. for norm 1, hvor såvel orne som køn kendtes, var fordelingen som følger:

Den manglende ligelige fordeling betyder en vis usikkerhed i resultaterne og dette sammen med, at afstamningen slet ikke var kendt for norm 2, betyder, at resultaterne kun bør anvendes orienterende. Dette betyder også, at man ikke kan sammenligne norm 1 og norm 2 direkte.

Resultaterne fra svin fodret efter norm 1 undersøgtes ved hjælp af en 3-sidet variansanalyse med afstamning (orne), fodringsgruppe og køn som variansfaktorer, mens resultaterne fra svin fodret efter norm 2 undersøgtes ved hjælp af en 2-sidet variansanalyse med fodringsgruppe og køn som variansfaktorer. Hovedresultaterne af variansanalysen for begge normer er vist i tabel 1.

Indflydelse af fodringen

En stærkere fodring fra 90 kg til slagtevægten havde stort set ingen indflydelse på de undersøgte kød- og slagtekvalitetsegenskaber, hverken for norm 1 eller for norm 2. Kun sondemålinger i yderlår var lidt højere ved den stærkeste fodring for norm 1, mens for norm 2 var svin med den stærkeste fodring mindre stive på slagtelinjen. Heller ikke for forekomsten af svin med afvigende kvalitet kunne spores konsekvente forskelle (se tabel 2). For norm 1 gav en stærkere fodring i den sidste del af opvækstperioden lidt flere svin med PSE-kød, mens det omvendte var tilfældet for norm 2.

For foderforbrug og daglig tilvækst gav en stærkere fodring i den sidste del af opvækstperioden stort set kun udslag for norm 2. Her gav den stærkeste fodring den højeste tilvækst.

Ornerne reagerede forskelligt over for en stærkere fodring af afkommet i den sidste del af vækstperioden, idet der fandtes signifikante vekselvirkninger for sondemålinger i yderlår og procent fedt i kam:

Det ses, at orne 1 og 3 gav et højere sondetal med den stærkeste fodring i den sidste del af vækstperioden svarende til, at kødet var lidt mere væskedrivende, mens orne 2 og 4 ikke viste nogen forskel ved en stærkere fodring. Orne 3 reagerede klart over for en stærkere fodring i den sidste del af vækstperioden ved at give større procent fedt i kam, mens de øvrige orner ingen forskel viste.

Betragtes resultaterne ud fra et spisekvalitetsmæssigt synspunkt ses generelt, at fedtmarmoreringen er for lav, specielt for norm 1:

En stærkere fodring i den sidste del af opvækstperioden har ikke afhjulpet problemet, men norm 2 ligger klart bedre end norm 1 med hensyn til procent svin med tilstrækkelig fedtmarmorering.

Samtidigt har tabel 2 vist, at forekomsten af svin med PSE-kød stort set er ens for de to hold inden for fodernorm (og i øvrigt er meget lavt i hele materialet), således at der er intet, der tyder på store fordele eller ulemper spisekvalitetsmæssigt ved en stærkere fodring i den sidste del af vækstperioden. Svin fodret efter norm 2 må dog forventes at have en lidt bedre spisekvalitet end svin fodret efter norm 1 på grund af den lidt højere grad af fedtmarmorering.

Gennemsnitligt havde svin fodret efter norm 1 en højere kødprocent ved en lavere daglig tilvækst og foderforbrug sammenlignet med svin fodret efter norm 2. På grund af forsøgets opbygning må disse resultater dog ikke anvendes til at bestemme størrelsesordenen af forskellen mellem de to normer.

Indflydelse af orne

Ornerne var stort set forskellige for de fleste af de undersøgte egenskaber, som det kunne forventes. Orne 4 gav klart den bedste slagtekvalitet og orne 3 klart den dårligste. Kun 43,8 procent af afkommet efter orne nr. 3 kunne klare minimumskravet for godkendelse som Antonius skinkesvin (minimum 54,0 procent kød), mens 100 procent af afkommet fra orne nr. 4 kunne det:

Afkom efter orne 3 og 4 havde højere sondetal end afkom efter orne 1 og 2 og orne 2 og 4 havde en lavere fedtprocent i kam end orne 1 og 3. Forekomsten af svin med afvigende kvalitet var også forskellig (se også tabel 3):

Spisekvalitetsmæssigt må ornerne ligge tæt på hinanden - måske vil orne nr. 1 med ingen PSE-svin og en lidt højere procent fedt ligge lidt bedre end orne nr. 4, der havde enkelte afkom med udpræget PSE-kød og den laveste grad af fedtmarmorering.

Orne nr. 4 havde klart den bedste daglige tilvækst og foderforbrug.

Indflydelse af køn

Kønnene viste de forventede forskelle, det vil sige, at sogrisene havde den bedste slagtekvalitet, tendens til mindre fedtmarmorering (størst med norm 2) og stort set ingen forskelle i sonde- eller pH-tal.

Der fandtes enkelte vekselvirkninger mellem køn og orne for pH2 i yderlår, og køn og fodring for stivhed 15 minutter efter slagtning. Begge vekselvirkninger må antages at være tilfældige.

En stærkere fodring fra 90 kg til slagtevægten (ca. 110 kg) havde stort set ingen signifikant indflydelse på den gennemsnitlige kød- eller slagtekvalitet, hverken for norm 1 eller norm 2, og det var kun ved norm 2, at der fandtes en signifikant højere tilvækst ved den stærkere fodring.

På grund af forsøgets opbygning var det ikke muligt at sammenligne norm 1 og norm 2 direkte, men generelt havde svin fodret efter norm 2 lidt mere fedtmarmorering, en lidt mindre kødprocent, men en lidt højere tilvækst og foderforbrug end svin fodret efter norm 1.

Der var forskel for de anvendte orner for stort set alle de undersøgte produktions- og kødkvalitetsegenskaber.

Deltagere:Maiken Baltzer, Jette Sørensen, Marianne Reitov, Helle Christensen, Ole Jørgensen, Inger-Lise E. Andersen, Jørgen Andersen, Frank Nørtved, Ernst E. Scheufens

Arbejdsgruppe: Råvarekvalitet

Fagligt udvalg: Landsudvalget for svineavl og -produktion