Fortsatte forsøg med Antonius skinkesvin

Dette arbejde, der er udført i samarbejde med Antonius skinkesvin A/S og konsulent Frede Malmos, er en fortsættelse af arbejde nr. 01.621 - rapport og er et led i bestræbelserne på at finde frem til den optimale foderstyrke og -sammensætning, der giver den bedste slagte- og kødkvalitet hos Antonius skinkesvin, det vil sige tunge LYH-krydsninger.

Nærværende rapport beskriver og diskuterer resultaterne af 3. og 4. forsøgsrække.

Fremgangsmåde

Forsøgsserie 3. Arbejdsmaterialet omfattede i alt 88 svin, som blev slagtet i perioden november-december 1981. Svinene stammede fra en leverandør og var afkom efter 5 orner. De blev opdelt i to forskellige fodringsgrupper, idet en ligelig fordeling med hensyn til orne og køn søgtes i størst muligt omfang:

Fodringsgruppen “høj” var fodret ret kraftigt gennem hele opvækstperioden, det vil sige 10-12 procent højere end normen for hurtigt voksende svin (se “Økonomisk Svinefodring”, 5. udgave), og den daglige fodermængde var 110 kg var 3,20 FEs.

Fodringsgruppen “normal” blev fodret ifølge normen for normalt voksende svin (se “Økonomisk Svinefodring”, 5. udgave), og den maksimale daglige fodermængde ved 110 kg svarende til 2,90 FEs.

Det tilstræbtes, at de to fodringsgrupper fik gennemsnitligt gennem hele opvækstperioden fra 25-110 kg henholdsvis 2,12 FEs og 2,44 FEs daglig, men i praksis fik de henholdsvis 2,28 FEs og 2,37 FEs daglig.

Forsøgsserie 4. Arbejdsmaterialet omfattede i alt 110 svin, som blev slagtet i perioden januar-marts 1982. Svinene stammede fra en leverandør og var afkom efter 4 orner, som følger:

Fodringsgruppen “normal-høj” blev fodret moderat efter norm for normalt voksende svin indtil ca. 55 kg, hvorefter de daglige fodermængder øgedes mere end normalt og ved 90 kg lå lidt over normen for hurtigt voksende svin (ca. 3,00 FEs dagligt). Ved 110 kg skulle den daglige fodermængde have været 3,20 FEs, men det viste sig umuligt at få svinene til at tage mere end 3,10 FEs om dagen.

Fodringsgruppen “høj-normal” fik en forholdsvis kraftig fodring i begyndelsen, det vil sige ca. 15 procent over normen for hurtigt voksende svin. Ved 70 kg nåede de ned på normen og derefter steg den ugentlige foderforøgelse kun langsomt, således at 2,90 FEs daglig var den maksimale daglige fodermængde ved slagtningen ved 110 kg.

De to fodringsgrupper fik gennemsnitligt henholdsvis 2,25 FEs og 2,24 FEs gennem hele opvækstperioden, det vil sige lidt lavere end de tilstræbte mængder på 2,29 og 2,31.

Ved begge forsøgsserier blev svinene transporteret og slagtet stort set efter de retningslinier, der er gældende for afkomsprøvesvin, inklusive el-bedøvelse på gulv.

På slagtelinien blev stivheden subjektivt vurderet og slagtevægten og kødprocenten noteret, som beskrevet i arbejde nr. 01.621 - rapport. Dagen efter slagtning blev der målt spæktykkelse, sondeværdier i kam og yderlår samt pH2 i inderlår, yderlår, kam og nakkemuskel samtidig med, at en kødprøve blev udskåret af kammen til bestemmelse af procent intramuskulært fedt.

Begge forsøgsserier undersøgtes ved hjælp af en tre-sidet variansanalyse med fodringsgruppe, afstamning (orne) og køn som variansanalysefaktorer.

Sammenhængen mellem de forskellige slagte- og kødkvalitetsegenskaber og orne, fodringsinten­sitet og køn er vist i tabel 1 (signifikansniveauer) og tabel 2 (LS-means). Der var kun få vekselvirkninger.

Forsøgsserie 3

Indflydelse af fodringsintensitet

Fodringsintensiteten havde kun signifikant effekt på fedtmarmorering og tilvækst/foderforbrug. Den højeste fodringsintensitet gav mere fedtmarmorering og en højere daglig tilvækst, men samtidigt et højere foderforbrug end den laveste fodringsintensitet.

Ornerne reagerede forskelligt over for fodringsintensitet for pH₂ i inderlår og yderlår samt foderforbrug og daglig tilvækst fra 25-90 kg og daglig tilvækst fra 25 kg til slagtning. Vekselvirkningerne med pH₂-værdierne må anses for at være tilfældige, idet de skyldtes orne nr. 5, som kan havde 2 hold, de øvrige var som følger:

Orne nr. 1 viste ingen forskel i foderforbrug fra 25-90 kg med fodringsintensitet, mens alle de øvrige havde det højeste foderforbrug ved den høje intensitet. Den daglige tilvækst var altid højest ved den høje fodringsintensitet, men forskellen var langt mindre for orne nr. 2 og 5 end for de øvrige orner.

Fedtmarmoreringen er generelt for lav, set ud fra et spisekvalitetsmæssigt synspunkt, dog ligger den høje fodringsintensitet gennemsnitligt bedst. 21 procent af svinene med den høje intensitet havde tilstrækkelig fedtmarmorering i kam, det vil sige på 2,0 procent eller højere, sammenlignet med 16 procent af svinene med den lave intensitet. Ingen svin i forsøgsserie 3 var PSE (tabel 3).

Der var kun en tendens til lavere KSA-kødprocent hos svin med den høje fodringsintensitet, men procent svin med 54,0 procent kød eller højere var lavere end hos svin med den lave fodringsintensitet, det vil sige 57 procent sammenlignet med 68 procent.

Indflydelse af afstamning (orne)

Afstamningen påvirkede de fleste slagtekvalitets- og produktionsøkonomiske egenskaber, men kun enkelte kødkvalitetsegenskaber. pH2 i yderlår var højest hos afkom efter orne nr. 5. Fedtmar­moreringen lå lavest hos orne nr. 4 og højest hos orne nr. 5.

Slagtekvalitetsmæssigt lå orne nr. 4 klart bedre end de øvrige med 95 procent af afkommet, som kunne klare minimumskravet for godkendelse som Antonius skinkesvin:

Orne nr. 4 havde samtidigt den højeste daglige tilvækst og det laveste foderforbrug, hvilket bekræfter de resultater, som fandtes i tidligere undersøgelser.

Spisekvaliteten må forventes først og fremmest at være knyttet til fedtmarmorering i denne forsøgsserie, idet der ikke forekom PSE-kød overhovedet. Gennemsnitligt lå fedtmarmoreringen i orne nr. 5 på over 2 procent og procenten af svin med tilstrækkelig fedtmarmorering lå på 50, mens orne nr. 4 kun havde 1,26 procent gennemsnitligt og kun med 5 procent med tilstrækkelig fedtmarmorering:

Orne nr. 5 må derfor forventes at ligge lidt bedre og orne nr. 4 lidt dårligere end de øvrige spisekvalitetsmæssigt.

Indflydelse af køn

Som ventet, havde sogrisene den bedste slagtekvalitet og den laveste fedtmarmorering, mens der stort set ikke var forskel mellem kønnene for de øvrige egenskaber.

Der fandtes en enkelt to-vejs vekselvirkning mellem køn og orne (pH₂ i yderlår) og to tre-vejs vekselvirkninger (pH₂ i yderlår og inderlår). Disse vekselvirkninger må alle antages at være tilfældige.

Forsøgsserie 4

Indflydelse af fodringsgruppe

Fodringsgruppe påvirkede kun enkelte egenskaber, navnlig daglig tilvækst og foderforbrug. Svin med den stærke fodring i den første del af vækstperioden havde totalt den højeste daglige tilvækst, men også det højeste foderforbrug, omend den daglige tilvækst fra 90 kg til slagtning var højest hos svin med den høje norm i sidste del af vækstperioden.

Der fandtes en del vekselvirkninger mellem fodringsgruppe og orne svarende til, at ornerne reagerede forskelligt over for fodringsgruppe. En nærmere betragtning af disse vekselvirkninger, som fandtes ved stivhed 15 minutter efter slagtning, pH2 i yderlår, tilvækst og foderforbrug, viste ingen klare linier, hvorfor de alle må betragtes som tilfældige.

Spisekvalitetsmæssigt synes der ikke at være forskel mellem de to fodringsgrupper. Ni procent af svinene i gruppen med den stærkeste fodring i den sidste del af vækstperioden havde tilstrækkelig fedtmarmorering i kam, sammenlignes med 13 procent af svinene med den stærkeste fodring i den første del af vækstperioden. Desuden lå PSE-forekomsten stort set på samme niveau for de to grupper (tabel 3).

Der var ikke de store forskelle mellem de to fodringsgrupper med hensyn til KSA-kødprocent og heller ikke i procenten af svin med mindst 54,0 procent kød (77 procent i gruppen med den stærkeste fodring til sidst og 69 procent med den stærkeste fodring i den første del af vækstperioden.

Indflydelse af afstamning (orne)

Afstamningen påvirkede kun få egenskaber i forsøgsserie 4, fortrinsvis de produktionsøkono­miske. Kun en enkelt kødkvalitetsegenskab viste forskel mellem ornerne, nemlig sondetal i yderlår, som var højere i orne nr. 1 og 2 end i orne nr. 4. Forekomsten af PSE var også forskellig:

Ingen af svinene i denne forsøgsserie viste DFD-kød, det vil sige hvor mindst 3 af de 4 muskler viste forhøjede pH₂-værdier.

Den højeste PSE-forekomst i forsøgsserie 4, sammenlignet med forsøgsserie 3, er sandsynligvis mere et resultat af et mere uheldigt somateriale, end den er en effekt af fodernormerne.

Slagtekvalitetsmæssigt var ornerne stort set ens i gennemsnit, mens procenten med KSA-kødprocent > 54,0 viste, at orne nr. 2 var lidt bedre end de øvrige.

Den højeste daglige tilvækst og det laveste foderforbrug fandtes ved orne nr. 2 og orne nr. 4.

Fedtmarmoreringen var generelt lav for alle orner - og lavere end ønskeligt spisekvalitetsmæssigt. Orne nr. 1 og 2 havde færre afkom med tilstrækkelig fedtmarmorering i kam end orne nr. 3 og 4.

Spisekvalitetsmæssigt må orne nr. 2 ligge dårligst (17 procent PSE, 91 procent < 2,0 procent fedt) og orne nr. 3 bedst (5 procent PSE og 80 < 2,0 procent fedt).

Indflydelse af køn

Ligesom i forsøgsserie 3 havde sogrisene en bedre slagtekvalitet, men en lavere fedtmarmorering end galtgrisene.

På grund af forsøgenes opbygning er en direkte statistisk sammenligning af de i alt 4 forsøgsserier ikke muligt, men resultaterne har klart vist, at af de undersøgte kødkvalitetsegenskaber påvirkedes kun fedtmarmorering af forskellige fodringsnormer - generelt jo stærkere fodring, desto mere fedtmarmorering. Forekomsten af afvigende kødkvalitet, det vil sige det lyse PSE-kød og det mørke DFD-kød, var ikke påvirket af fodernormerne overhovedet. Forekomsten af afvigende kødkvalitet lå i øvrigt på et generelt lavt niveau.

En stærkere fodring gennem opvækstperioden udmøntede sig ikke altid i en højere daglig tilvækst, blandt andet på grund af sygdom på forsøgsstationen og der syntes at være en endnu stærkere sammenhæng mellem daglig tilvækst og fedtmarmorering, uafhængig af den anvendte foderstyrke:

Spisekvalitetsmæssigt må en stærkere fodring og højere daglig tilvækst derfor foretrækkes, men som det ses ovenfor, vil dette gå ud over procenten af svin, der godkendes som Antonius skinkesvin, som jo skal have minimum 54 procent kød i kroppen. Det må derfor være en afvejning i den enkelte situation, hvilken fodring, der skal anbefales til disse tunge LYH-krydsninger.

Barton, P.A., Pedersen, U. og Mikkelsen, C. 1981: Fodringsforsøg med Antonius skinkesvin. Arbejde nr. 01.621 - Rapport (27. november, SVIN - KØDKVALITET). Slagteriernes Forskningsinstitut, Roskilde.

Deltagere: Ulla Pedersen, Jørgen Andersen, Jette Sørensen, Marianne Reitov, Ole Jørgensen, Helle Christensen.

Arbejdsgruppe: Råvarekvalitet

Fagligt udvalg: Kvalitetsudvalget

Tabel 1-3 + tabel1 og 2. er ikke medtaget her, men kan rekvireres på følgende adresse: Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axelborg, Axeltorv 3, 9 København V.