20. september 1996

Rapport Nr. sfr9601

Projekt EUROPA-gris: Totaløkonomi for produktion af EUROPA-grisen og alternative krydsningskombinationer

Totaløkonomien for krydsningerne ved produktion af tunge grise med slagtevægt på 90 kg viser, at DD og YD er 0,17 og 0,11 kr./kg bedre end HD. PIC 416 er på niveau med HD. Krusta er 0,28 kr./kg ringere end HD.


Projekt EUROPA-gris har vist, at det er muligt under danske forhold at producere ferskt svinekød, der tilfredsstiller den tyske detailhandels krav.

Der er også gennemført afsætning til andre europæiske lande og Fjernøsten, ligeledes med kvalitetsmæssigt tilfredsstillende resultat.

Projektet indikerer, at ved en hensigtsmæssig indretning af slagteri og ved tilpasning af afregning og distribution kan produktion af tunge grise ved optimeret afsætning være et økonomisk interessant supplement til de normale slagtesvin.

I referenceperioden, 1. oktober 1995 - 31. marts 1996, hvor afsætningen er optimeret, men de øvrige ændringer ikke gennemført, blev der realiseret et tab for DANISH CROWN på 0,34 kr./kg. Tabet på 0,34 kr. skal forstås som en økonomisk forringelse i forhold til gennemsnittet af den øvrige slagterivirksomhed. Sammenholdes tabet på 0,34 kr./kg med en produktionsøkonomisk gevinst for landmanden på ca. 0,17 kr./kg har det samlede resultat været et tab på ca. 0,17 kr./kg i projektet.

DANISH CROWN vurderer, at der er et potentiale for forbedring i driftsøkonomi i størrelsesordenen 0,20-0,40 kr./kg, i forhold til resultatet i referenceperioden.

Til produktion af EUROPA-grise blev der afprøvet afkom efter HD, Duroc og YD fra det danske avlssystem, KRUSTA fra Stamboek International og PIC 416 fra PIC. Alle orner blev anvendt til danske LY-søer.

Alle krydsninger er sammenlignet ved 90 kg slagtevægt. Anvendelsesværdien for slagteriet er beregnet på afsætnings- og prisforhold, der gælder ved produktion af de tungere EUROPA-grise. Derfor vil resultater ikke være gældende ved normal slagtevægt.

Afkom efter KRUSTA gav den dårligste produktionsøkonomi. I forhold til HD var KRUSTA 0,29 kr./kg dyrere at producere. Årsagen til denne forskel er et højere foderforbrug og en lavere kødprocent.

Produktionstilpasningsforsøget viser, at YDs kvalitetsegenskaber er bedst i overensstemmelse med kravene til en EUROPA-gris. Ingen af krydsningerne opfylder dog kravspecifikationen fuldstændigt.

Med hensyn til anvendelsesværdien for slagteriet afviger ingen af krydsningerne signifikant fra HD.

Totaløkonomien for krydsningerne ved produktion af tunge grise med slagtevægt på 90 kg viser, at DD og YD er 0,17 og 0,11 kr./kg bedre end HD. PIC 416 er på niveau med HD. Krusta er 0,28 kr./kg ringere end HD. Sammenfattende skiller Krusta sig ud med en væsentlig ringere totaløkonomi end de øvrige.


Baggrund


I dag produceres den danske gris primært med henblik på afsætning af bacon til England, midterstykke til Japan og industrien i øvrigt. Det danske slagtesvin er derfor i dag i højere grad optimeret til industriel forarbejdning end til fersk konsum.

EUROPA-gris projektet har som mål at udvikle og markedsføre svinekød til det europæiske ferskkødmarked, primært til den tyske detailhandel.


Gennemførelse


DANISH CROWN har foretaget ændringer af slagteriet i Vojens til anvendelse som forsøgsslagteri for projektet. Testproduktionen i Vojens har været baseret på ca. 4.000 slagtninger af EUROPA-grise pr. uge.

Testproduktionen har dannet grundlag for vurdering af slagteriøkonomi, samt salg og markedsføring [5].

Slagteri- og afsætningsøkonomi i forhold til almindelige svin og vækstkurveforsøg [4] giver tilsammen totaløkonomien for EUROPA-grise i forhold til almindelige slagtesvin.

Der er gennemført et produktionstilpasningsforsøg med det formål at finde den krydsning, der bedst opfylder kravene til en EUROPA-gris.

Totaløkonomien for de enkelte krydsningskombinationer findes ved at sammenholde økonomien i primærproduktionen [3] med anvendelsesværdien for slagteriet [1].

Økonomisk vurdering - EUROPA-gris ct. almindelige svin

Analyserne af slagteriøkonomien ved produktion af EUROPA-grise baserer sig på DANISH CROWNs resultater. Producentøkonomien er undersøgt af Landsudvalget for Svin (LU) [3] og [4].

Producentøkonomi for tungsvin

Produktionsøkonomien for landmanden er bedre ved tungsvin end ved lettere slagtesvin. Økonomien i primærproduktionen er dog meget afhængig af specielt foder- og smågriseprisen.

Undersøgelser udført af Landsudvalget for Svin viser, at produktionsomkostningerne som gennemsnit er 0,23 kr. (10-35) lavere pr. kg slagtekrop ved en slagtvægt på 90 kg end ved 75 kg slagtevægt. For besætninger, der indkøber smågrise, er de sparede produktionsomkostninger især afhængig af smågriseprisen og foderforbruget pr. kg tilvækst i forhold til foderforbruget ved 75 kg slagtevægt. Jo højere smågriseprisen er, jo større er fordelen ved at lave tunge svin, fordi smågriseprisen bliver fordelt på flere kg. For besætninger, der producerer egne smågrise, afhænger tungsvinefordelen af produktionsomkostningerne pr. smågris, som er en intern smågrisepris og foderforbruget pr. kg tilvækst. Foderforbruget bør generelt ikke være forøget med mere end 0,20 Fes pr. kg tilvækst.

De sparede produktionsomkostninger skal korrigeres for forskellen i afregningsprisen, førend det er muligt at se, om der er gevinst eller tab ved at producere tunge svin [6].

Slagteriøkonomi

DANISH CROWN har indrettet slagteriet i Vojens som forsøgsslagteri.

Slagteriet i Vojens adskiller sig især ved:

  • Sværbehandling ved flambering og piskning
  • Efterflamberingsovn til dekontaminering
  • Ændret slagteproces (midtflækning uden forskæring/blankfinning)
  • Mild køling og effektiv udligning
  • Opskæring efter tysk standard

Forsøgsanlægget var produktionsklart den 30. januar 1995 og har siden været i uafbrudt drift med testproduktion gennem hele projektet.

I referenceperioden, 1. oktober 1995 - 31. marts 1996, blev der realiseret et tab for DANISH CROWN på 0,34 kr./kg.

Årsagerne til dette tab i referenceperioden er:

  • Råvareprisen har været 0,03 kr./kg større end for almindelige slagtesvin, pga. højere afregningspris og øgede indtransportomkostninger.
  • Lavere produktudbytter pga. lavere kødprocent for tunge svin (0,10 kr./kg)
  • Mildere køling, der medfører et øget kølesvind svarende til 0,07 kr./kg.
  • Kombination af højere slagtevægt og skærespecifikationer - fx tilskæringstab på brystflæsk (0,14 kr./kg).
  • Højere direkte omkostninger - lønninger (0,08 kr./kg).
  • Faktisk afsætningsfordeling/-priser har medført 0,02 kr./kg ringere afsætningsøkonomi.
  • Indirekte omkostninger er 0,10 kr./kg lavere.

DANISH CROWN vurderer, at der i forhold til den realiserede økonomi i referenceperioden er et potentiale for forbedring i driftøkonomi i størrelsesordenen 20-40 øre pr. kg.

Forbedringsmulighederne er:

  • Ved indtransport fra et "normalt" opland kan der realiseres en besparelse i indtranport på ca. 0,09 kr./kg.
  • Ved etablering og optimering af fuldskalaproduktion vurderes, at der kan opnås omkostningsbesparelser op til 0,15 kr./kg.
  • Optimering af distribution kan muligvis reducere omkostningsniveauet yderligere.

Afsætningsøkonomi

Den primære afsætningsmæssige målgruppe for projektet har været den tyske detailhandel. Pga. optimering i forhold til givne afsætningsmønstre er der også afsat til andre EU-markeder og Fjernøsten i referenceperioden, 1. oktober 1995 - 31. marts 1996.

Sortiment og tilskæringsstandarder er udarbejdet med baggrund i DANISH CROWNs markedsmæssige forundersøgelser, så der er lagt vægt på at følge de standarder, der er gængse i den tyske detailhandel.

Leverance af et bredt sortiment af detailudskæringer har været afprøvet. Geografisk er der for den primære målgruppes vedkommende satset på det nord- og midttyske område af hensyn til distributionsomkostninger og leveringstid. Der er her foretaget systematisk bearbejdning af 5 nøglekunder, hvoraf der er etableret stabil samhandel med de tre.

Fordelingen af afsætningskanaler i Tyskland i første halvår 1996 har været:


Tabel 1. Afsætningskanaler i Tyskland i perioden 1.1-30.6 1996

Direkte til detailhandel/catering

45 %

Via ESS-FOOD

2 %

Via mellemhandlere

20 %

Direkte til industri

33 %


Kvalitetsmæssigt er der generelt opnået det ønskede resultat, og produkterne fra EUROPA-grisen har kunnet vinde accept hos den tyske detailhandel. Samtidigt er der også uden for Tyskland gennemført afsætning med et kvalitetsmæssigt tilfredsstillende resultat.

I referenceperioden er afsætningsøkonomien for EUROPA-grise opgjort i forhold til almindelige slagtesvin.

Afsætningsøkonomien for skinker og forender er bedre ved EUROPA-grisen end for almindelige slagtesvin. Derimod er der problemer omkring midterstykket og opskæringsaffald.

Økonomien er særdeles følsom for prisforskelle mellem Europa og de oversøiske markeder, primært for midterstykkernes vedkommende. Afsætningsøkonomien er derfor helt afhængig af de internationale prisrelationer.

Samlet økonomisk vurdering

Projekt EUROPA-gris har vist, at det er muligt under danske forhold at producere ferskt svinekød, der tilfredsstiller den tyske detailhandels krav.

Der er også gennemført afsætning i øvrige Europa og Fjernøsten, ligeledes med kvalitetsmæssigt tilfredsstillende resultat.

I referenceperioden har det været en dårlig forretning at producere EUROPA-grise, når der sammenlignes til normale lettere slagtesvin.


Tabel 2. Totaløkonomi for EUROPA-grise i referenceperioden, vist som forskel til almindelige svin, i kr./kg slagtekrop

Værdi, kr./kg

EUROPA-grise

Landmand - sparede omkostninger

+0,23

Afregningskorrektion

-0,06

Slagteri

-0,34

Totaløkonomi - Normal ct. EU-grise

-0,17


I referenceperioden blev der realiseret et tab for DANISH CROWN på 0,34 kr./kg. Sammenholdt med en produktionsøkonomisk gevinst for landmanden på ca. 0,17 kr./kg har det samlede resultat været et tab på ca. 0,17 kr./kg i projektet. Tabet på 0,34 kr. skal forstås som en økonomisk forringelse i forhold til gennemsnittet af den øvrige slagterivirksomhed.

Projektet indikerer, at ved en hensigtsmæssig indretning af slagteri, afregning og ved optimeret afsætning og distribution kan produktion af tunge grise til fersk konsum være et økonomisk interessant supplement til de normale slagtesvin.

DANISH CROWN vurderer, at der er et potentiale for forbedring i driftøkonomi i størrelsesordenen 0,20-0,40 kr./kg, i forhold til resultatet i referenceperioden.

Produktionstilpasningsforsøg

Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, har gennemført analysen af produktionsøkonomien. Instituttet har i samarbejde med DANISH CROWN undersøgt slagteriøkonomien for krydsningerne.

Produktionsresultater og -økonomi

I fire besætninger er der afprøvet afkom efter HD, Duroc og YD fra det danske avlssystem, KRUSTA fra Stamboek International og PIC 416 fra PIC.

Alle orner blev anvendt til danske LY-søer. Forsøgsgrisene blev afprøvet på forsøgsstation i vægtintervallet 30-115 kg levende vægt.


Tabel 3. Orneliniernes korrigerede niveau for egenskaberne foderforbrug/kg tilvækst, daglig tilvækst og kødprocent samt produktionsøkonomi

Egenskaber

HD

DD

YD

Krusta

PIC 416

Daglig tilvækst (g)

933

952

942

944

924

Foderforbrug pr. kg tilvækst (kg/kg)

2,84

2,80

2,84

2,99

2,92

Kødprocent

58,6

58,3

58,5

57,4

58,5

Produktionsøkonomi kr./kg

0,00

0,08

0,01

-0,29

-0,13


Af tabel 3 ses, at produktionsomkostningerne pr. kg slagtevægt stort set er ens for de tre danske krydsningskombinationer.

Produktionsomkostningerne for Krusta er 0,29 kr./kg og PIC 416 0,13 kr./kg større end for HD-, og YD-krydsningerne.

Krustas ringere produktionsøkonomi skyldes en signifikant lavere kødprocent og højere foderforbrug.

PIC 416 har et signifikant højere foderforbrug end HD-, DD- og YD-krydsningerne.

Slagteriets anvendelsesværdi

De fem krydsninger er sammenlignet i forhold til en kravspecifikation (appendiks). Ingen af de fem krydsninger er i stand til at opfylde kravspecifikationen fuldt ud. YDs kvalitetsegenskaber er dog bedst i overensstemmelse med kravene [2].

PIC 416-krydsninger har generelt de største produktudbytter. Skinkeudbytterne fra DD og kamudbytterne fra HD og Tyskland-kam fra YD er ikke signifikant forskellige fra PIC 416. Krustas produktudbytter er generelt de laveste.

Udbyttefordelen til PIC 416 tilskrives den høje forekomst af halothangenet.

Med hensyn til kvalitet kan de fem krydsninger karakteriseres ved:


 

Lille/ingen afvigelse fra krav

Stor afvigelse fra krav

HD

IMF%

PSE i kam, pH (lave værdier)

DD

PSE i kam

IMF% (for høje værdier)

YD

PSE i kam, IMF%

-

Krusta

PSE i kam, IMF%

Japan-kam (for små)

PIC 416

Vægt af kam

PSE i kam


Det er primært egenskaberne Japan-kammens vægt, PSE i kam, intramuskulært fedt og pH, som giver forskelle mellem krydsningerne.

Værdien af krydsningerne for slagteriet er vurderet på grundlag af følgende:

Terminologi

Hjembragt pris

er prisen pr. kg slagtekrop, som en given slagtekrop kan sælges til, udskåret til et givet produktsortiment. Priserne er basispriser, uafhængige af kvalitet.

Anvendelsesværdi

er analog til hjembragt pris, blot anvendes her priser, der er afhængige af kødets kvalitet.


PIC 416 giver en hjembragt pris (værdi uafhængig af kvalitet), som er signifikant højere end hjembragt pris for de øvrige krydsninger, undtaget HD. Denne fordel er knyttet til højere produktudbytte.

Målt i anvendelsesværdi er ingen af de undersøgte krydsninger forkellig fra HD. PIC 416 og YD har den højeste anvendelsesværdi og skiller sig ud ved at have en signifikant højere værdi end Krusta.


Tabel 4. Hjembragt pris og anvendelsesværdi af fem krydsningskombinationer (xx-HD). Tallene er gennemsnitsværdier korrigeret for evt. forskellige observationsantal af so- og galtgrise (LS-means)

Værdi, kr./kg

HD

DD

YD

KRUSTA

PIC 416

1. Hjembragt pris Ingen krav til kvalitet

14,69

-0,06

-0,05

-0,22

0,12

Parvis sammenligning*

ab

a

a

c

b

2. Anvendelsesværdi

Krav til IMF,farve, PSE, pH og kamvægt

  

14,44

  

0,06

  

0,09

  

-0,11

  

0,15

Parvis sammenligning*

ab

ab

a

b

a

* Krydsninger med forskellige bogstaver er signifikant forskellige på 5% niveau, idet der tages højde for 10 parvise sammenligninger.


YDs kvalitetsegenskaber er bedst i overensstemmelse med kravene. Det betyder, at anvendelsesværdien af YD er mindst følsom over for ændringer i disponering og kvalitetskorrektion af pris.

Totaløkonomi - Krydsninger

Den samlede værdi af de fem krydsninger afhænger både af økonomien for producenten og af økonomien for slagteriet, der igen er afhængig af udbytter, kvalitet og afsætningssituation.

Som basis for sammenligning af totaløkonomien for de fem krydsninger er valgt HD, så det er forskellen i kr./kg til HD, der vises.


Tabel 5. Totaløkonomi for krydsninger, vist som forskel til HD (xx - HD), i kr./kg slagtekrop

Værdi, kr./kg

HD

DD

YD

Krusta

PIC 416

Produktionsøkonomi

0

0,08

0,01

-0,29

-0,13

Anvendelsesværdi

0

0,06

0,09

-0,11

0,15

Korr. - kød % (råvarepris)

0

0,03

0,01

0,12

0,01

Totaløkonomi - Krydsninger

0

0,17

0,11

-0,28

0,03


Totaløkonomien for krydsningerne viser, at DD og YD er 0,17 og 0,11 kr./kg bedre end HD. PIC er på niveau med HD. Krusta er 0,28 kr./kg ringere end HD. Sammenfattende skiller Krusta sig ud med en væsentlig ringere totaløkonomi end de øvrige.

Krusta taber i sammenligningen pga. højt foderforbrug og lav kødprocent og udbytte.

Det er vigtigt at bemærke, at kun Krustas produktionsomkostninger er signifikant forskellig fra HD. Desuden afviger ingen linier signifikant fra HD i anvendelsesværdi.


Reference

[1]

Olsen, E.V. (1996): Projekt EUROPA-gris. Produktionstilpasningsforsøg - EUROPA-grisens værdi. Arbejde nr. 03.457/04 - Rapport af 20. september. Slagteriernes Forskningsinstitut, Roskilde.

[2]

Olsen, E.V. (1996): Projekt EUROPA-gris. Produktionstilpasningsforsøg - Dokumentation af kødkvalitet i relation til kravspecifikationen. Arbejde nr. 03.457/04 - Rapport af 20.  september. Slagteriernes Forskningsinstitut, Roskilde.

[3]

Landsudvalget for Svin (1996): Produktionstilpasningsforsøg. 16. september. DANSKE SLAGTERIER, København.

[4]

Landsudvalget for Svin (1995): EUROPA-gris - Vækstkurveforsøg. 9. oktober. DANSKE SLAGTERIER, København.

[5]

DANISH CROWN (1996): Projekt EUROPA-gris - Brancheprojektet: Rapport vedrørende DANISH CROWN's delprojekt. Fortrolig. 13. august. DANISH CROWN, Randers.

[6]

Landsudvalget for Svin (1995) Meddelelse nr. 325. Sammenligning af Baconproduktion med Tungsvineproduktion.

    
[PageBreak]

Appendiks


Projekt EUROPA-gris - Kravspecifikation til EUROPA-grisen og alternative krydsningskombinationer


1.

Slagtevægt gnsn. 90 kg (80-100 kg).

2.

Japankam-vægt (8613); 90% over 3,5 kg.

3.

Kødprocent i interval [58-61]%.

4.

PSE; max. 4% i kam og max. 8% i skinke.

5.

IMF i interval [1,0-2,5] målt i kam.

6.

pH [5,6-5,9] målt i skinke-inderlår.

7.

Farve [3-5] på Japan-skala målt i kam.

8.

Ikke hangrise.

9.

God mørhed; *95% i bedste halvdel.

10.

God saftighed; *95% i bedste halvdel.

11.

God smag; **Fri for afsmag.

12.

Ingen smuld eller bensplinter fra midtflækning.

13.

Rød benfarve bibeholdes min. 10 dage fra slagtning.

14.

Tør overflade på sværside.

15.

Ingen skalfrysning, udover kæber, ører og hale.

16.

Min. 24 timers udligning af slagtekroppe inden opskæring.

17.

Dokumentation af velfærd ved transport, opstaldning og bedøvelse.

* 95 % bedømt i bedste halvdel af intensitetsskala ved smagspanel.
** Bedømt ved smagspanel.


Institution: Slagteriernes Forskningsinstitut

Forfatter: Claus Fertin

Udgivet: 20. september 1996

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Management