De mest almindelige sygdommes epidemiologi blev studeret hos svin på svineavlens forsøgsstationer med særlig henblik på en mulig genetisk disposition.
Der var betydelige forskelle på de fire racer (Landrace, Yorkshire, Duroc og Hampshire), idet de hvide racer havde en højere klinisk incidens og udsætterfrekvens end de farvede racer. Der blev kun fundet en signifikant far-effekt i én ud af ni analyser. Derimod blev der fundet sikre forskelle på oprindelsesbesætning. Der fandtes en negativ indflydelse af kliniske sygdomme på daglig tilvækst og foderforbrug.
Ved en inddeling af lungelidelse i en "tidlig" form, hvor mindst én gris i holdet blev behandlet i løbet af de første 45 dage af forsøgsperioden og en "sen" form, svarende til behandling efter denne periode, fandtes, at de sene infektioner gav større nedgang i produktionsresultaterne end de tidlige. Der var ingen association mellem forekomsten af sygdomsbemærkninger ved slagtning og produktionsresultater.
Kilde: |
B. Jørgensen (1992). Group-level effects of breed and sire on diseases, and influence of diseases on performance of pigs in Danish test stations. Prev. Vet. Med., 14:281-292. |