Mineralforsyning af husdyr - en kommentar til komplekse mineralforbindelsers mulige rolle

Husdyrenes vækst i intensive produktionssystemer er hurtigere end nogensinde tidligere. Forbrugernes ønske om mager, fedtfattig kost har influeret på sammensætningen af de animalske produkter. Avlsarbejdet har derfor omfordelt tilvæksten i dyrene: fra fedt deponering til køddeponering, dvs. proteinaflejring. Begge tendenser - både den forøgede vækst og den ændrede aflejring - kræver øget behov for makro- og mikromineraler.

Almindeligvis tilføres husdyrene relativt store mængder uorganiske mineraler (sædvanligvis !), i følge anbefalinger, for at forsyne dyret til vedligehold og vækst. Trods dette rapporteres undertiden om symptomer, der tolkes som mineralmangel. Mange husdyr i produktion har problemer med svage benkonstruktioner; søer har tilsyneladende en noget marginal jernstatus, hvilket kan afstedkomme jernmangel hos afkommet; drøvtyggere udviser ikke sjældent problemer med klovene, etc. Det tilsyneladende generelt lavere immunforsvar i intenst producerede husdyr tilskrives ofte mangel på specielle sporelementer, f.eks. zink.

Indenfor de senere år er organisk bundet mineraler introduceret kommercielt for at imødekomme de påståede mineralmangler og sikre et økonomisk husdyrhold. Disse mineralforbindelser omfatter kompleksbundne metaller benævnt "proteinat", "chelater" og "metalosater". Filosofien bag disse kompleksbundne mineraler er, at forbindelserne a) hindrer uønsket kompleksdannelse med uopløselige forbindelser i tarmsystemet, b) letter selve optagelsen af metallet i tarmcellerne, c) fremmer optagelsen fra tarmcellerne til blodbanen.

Den videnskabelige dokumentation for de kompleksbundne mineralers virkning er stadig noget mangelfuld. Absorptionens "biologi" af disse chelate forbindelser kan imidlertid være interessant - også ud fra en synsvinkel vedrørende mængde og kvalitet af mineralsupplementet.