1. marts 1993

HusdyrForskning Nr. 9308

Incidens af kliniske sygdomme og prævalens af sygdomsfund ved slagtning hos svin på danske avlsforsøgsstationer

Prævalensen af sygdomsbemærkninger ved slagtning (pneumoni og pleuritis) var lavere for forsøgsgrisene end for almindelige slagtesvin slagtet på de samme slagterier i den samme periode (især for SPF-grisene).

De mest almindelige sygdommes epidemiologi blev studeret hos svin på svineavlens forsøgsstationer.

Det analyserede materiale omfattede 9.084 grise (svarende til 3.028 forsøgshold) indsat på landets 9 forsøgsstationer. Fem stationer afprøvede grise fra konventionelle besætninger og fire stationer fra SPF-besætninger.

Den gennemsnitlige incidens af lungelidelse var på konventionelle stationer 41,1 pct., men der fandtes store variationer mellem stationerne (fra 19,4 til 74,9 pct.). Frekvensen af lungelidelse på SPF-staioner varierede fra 0,2 til 24,8 pct. (gns. 18,7 pct.).

Incidensen af diarré var 4,0 pct. i det konventionelle sundhedssystem og 7,7 pct. i SPF. Frekvensen af grise, der blev udsat på grund af sygdom, lå på 7,6 pct. på de konventionelle stationer (fra 2,2 - 10,8 pct.) og på 2,0 pct. på SPF-stationer (fra 0,9 - 3,6 pct.). Der fandtes meget lave mortalitetsrater.

Prævalensen af sygdomsbemærkninger ved slagtning (pneumoni og pleuritis) var lavere for forsøgsgrisene end for almindelige slagtesvin slagtet på de samme slagterier i den samme periode (især for SPF-grisene).

Kilde:

B. Jørgensen (1992). Incidence of clinical diseases and prevalence of lesions in pigs from Danish test stations. Prev. Vet. Med., 14:259-266.

 




Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: B. Jørgensen

Udgivet: 1. marts 1993

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Sundhed/Veterinært