Væv og organer som indikatorer på tarmens absorption af mineraler og sporelementer, belyst ved forsøg med rotter

Deponering af mineraler og sporelementer i væv og organer og udvalgte blodparametre blev vurderet som mål for tarmens absorption af disse stoffer. Absorptionen af mineralerne blev fastsat i forhold til dyrenes aflejring af kvælstof, dvs. under hensyntagen til dyrenes tilvækst og forøgelse af metabolisk aktivt væv.

Generelt gav et større mineral og sporstofniveau i foderet anledning til en forøget absorption og dermed deponering af disse elementer. Tværstribet muskulatur responderede imidlertid ikke på forøgede fodertilsætninger af kalcium og zink. Øget optagelse af kalcium i organismen nedsatte generelt det relative indhold af fosfor og magnesium i knoglerne. Kobberindholdet i nyrerne og hjertemusklen var direkte proportionalt med tarmens optagelse af henholdsvis zink og jern. Vævenes indhold af jern var generelt omvendt proportionalt med zinkabsorptionen, tilsvarende var vævenes indhold af zink omvendt proportionalt med tarmens optagelse af kalcium.

Konklusion: Interaktioner mellem mineraler og sporelementer giver sig ikke alene udslag i ændret absorption i tarmen, men påvirker også den interne fordeling af elementerne i organismen.