Fytinsyre er en naturligt forekommende bestanddel i husdyrenes foderkomponenter. Forbindelsen hæmmer optagelsen af mineraler og sporelementer i tarmkanalen.
Iblødsætning (støbsætning) af foder, der havde et højt indhold af både fytinsyre og plantefytaser (fytinsyrespaltende enzymer) førte til et lavere fytinsyreniveau i foderet. Støbsætning i 90 min. ved stuetemperatur førte til en reduktion i foderets fytinsyre på ca. 15 pct., mens støbsætning i 5 timer reducerede fytinsyreindholdet med over 30 pct. Reduktionen er et resultat af, at plantefytaserne nedbryder foderets fytinsyre ved behandlingen.
Efterfølgende dyreforsøg (balanceforsøg med rotter) viste, at det støbsatte foder førte til en øget fordøjelse af organisk stof, og en signifikant højere optagelse og aflejring af mineraler og sporelementer fra foderet.
Organer og væv fra dyrene blev ligeledes analyseret for mineraler, og indholdet afspejlede tydeligt den øgede biotilgængelighed af elementerne.
Tilsætning af kridt (kalciumkarbonat) til foderet virkede modsat støbsætningen; optagelsen af fosfor, magnesium og mikromineralerne blev hæmmet. Årsagen til dette skal søges i en kompleksdannelse mellem kalcium-fytinsyre- og fodermineralerne. Denne kompleksdannelse i tarmindholdet hæmmer absorptionen af mineralerne.
Forsøget viser, at foderets egne plantefytaser kan udnyttes til at øge biotilgængeligheden af de naturlige (og tilsatte) mineraler i foderet.
Kilde: |
Torben Larsen (1993). Dephytinization of a rat diet. Consequences for mineral and trace element absorption. Biological Trace Element Research, 39, 55-71. |