Overforsyning af calcium og fosfor til voksende svin kan være skadelig for normal knoglevækst

Formålet med denne undersøgelse har været at belyse fordøjelse, absorption og udnyttelse af Ca og P hos voksende svin for at etablere standardiserede metoder til vurdering af Ca og P kilder og sideløbende også at bestemme behovet af disse mineraler for optimal produktion.

Projektet omfattede 3 kuld med hver 6 sogrise. Tre svin fra hvert kuld blev tilfældigt fordelt til 3 Ca og P niveauer ved ca. 28 kg levende vægt. De resterende 3 svin fra hvert kuld fik en standard foder indtil en vægt på ca. 55 kg, hvorefter de blev underlagt tilsvarende forsøgsbetingelser som de øvrige svin. Fordøjeligheds- og balanceforsøg samt kinetiske studier med Ca og P radioisotoper blev udført med alle grise.

Nettoabsorptionen (Va) og balancen (Ba) af Ca og P steg ved stigende indtagelse af de to mineraler, dog var stigningstakten proportionalt faldende. Et kurvelinært forhold mellem den daglige indtagelse og Va samt Ba blev derved demonstreret, hvilket er i overensstemmelse med den almene opfattelse af, at Ca absorption foregår ved aktiv transport og dermed er genstand for regulering. Omsætningen af P reguleres tillige ved nyrefunktionen.

Resultater fra Va og Ba for både Ca og P syntes generelt at tyde på en højere absorptions- og retentionsevne hos de større svin, men disse forskelle var ikke signifikante i noget tilfælde. Imidlertid tilbageviser disse resultater den almindeligt udbredte opfattelse af vigende absorptionsevne med alderen. Dette kan antagelig være gældende, når pattegrise, fuldvoksne og aldrende dyr sammenlignes, men ikke nødvendigvis hvis sammenligningen foretages mellem vægtklasser indenfor svinenes vækstperiode.

Aflejringshastigheden i knoglerne (Vo+) for både Ca og P var forholdsvis konstant og uafhængig af mineralabsorption eller -indtag. Aflejringshastigheden i knogler, beregnet ud fra knoglernes radioaktivitet , var signifikant højere for de 65 kg tunge svin end for de mindre (35 kg), og dette må ses som en naturlig konsekvens af den større knoglemasse hos de større svin.

Mineralresorptionen (frigjørelsen af aflejret mineral; Vo-) fra knogler var negativt korre­leret med intestinal absorption af Ca og P. Lineære ligninger med den indtaget mineral mængde som den uafhængigt variable forklarede således ca. 90 pct. af variationen i Ca og P resorption i knoglerne. Resultaterne viser klart, at den egentlige regulering af Ca og P i knoglerne sker gennem resorptionen.

Fra et ernæringsmæssigt synspunkt kan betydningen af de anførte resultater imidlertid belyses af de beregnede parametre for Ca og P stofskiftet (se tabellen) hos et svin ved 35 kg levende vægt med en daglig indtagelse af Ca og P svarende til enten 100 pct. eller 66 pct. af de danske normer.

Som vist i tabellen står det klart, at udnyttelsen af overskydende mineral udover middel indtagelse, er meget lav, idet kun 22 pct. (5,3-4,3)/(13.0-8.4) af Ca og 18 pct. af P udnyttes, når indtagelsen øges fra middel til høj. Den ringe udnyttelse af det tilførte marginale mineral samt den udbredte forekomst af knogleabnormiteter hos svin tyder på, at dyrets fysiologiske regulering af knoglegendannelse og -vækst ikke er tilpasset den tilsvarende fysiologiske regulering af muskelvækst. Den omstændighed at mineral aflejring (Vo+) er fundet konstant uanset den indtaget mængde mineral tyder endvidere på en forud fastsat evne til mineralaflejring. Som en følge heraf vil en øget mineralindtagelse resultere i en øget balance, men den ledsagende formindskelse af knogleresorption kan svække knoglegendannelse gennem opvæksten og derved forringe den normale knogleudvikling og -vækst. Dette betyder også, at de hidtidige anvendte kriterier for bestemmelsen af mineralbehovet (mineralbalance, knoglestyrke, m.m.) ikke er egnede til formålet, da de udelukkende er udtryk for nettoresultatet af aflering- og resorptionsprocesserne, hvilket som ovenfor vist, ikke nødvendigvis reflekterer knoglernes egentlige fysiologisk tilstand.

Selv om resultaterne fra denne undersøgelse ikke fremkommer med en fuldgyldig forklaring på Ca og P stofskiftet, viser de dog, at opnåelse af optimal Ca og P forsyning til hurtigt voksende svin ikke er et spørgsmål om forøget mineralindtagelse. Snarere er det spørgsmål om at manipulere de faktorer, som styrer maksimal knogleaflejring eller at finde et indtagelsesniveau, som resulterer i et resorptionsniveau, som er tilstrækkeligt for knoglegendannelse og knoglevækst. Under alle omstændigheder bør fremtidig forskning først og fremmest sigte på at få identificeret og formuleret et kriterium for bestemmelse af optimal knoglevækst og knogleudvikling i relation til produktionen.

Da mineraludnyttelse er fundet at være en funktion af mineralindtagelse, idet udnyttelsesgraden er bestemt af det enkelte dyrs fysiologi, er det indlysende, at udnyttelsesniveauet må indgå i vurderingen af dyrenes behov. Fastsættelse af mineralkilders værdi kan da begrænses til en vurdering af mineralopløseligheden i den enkelte kilde, og det vil hermed sige den mineralmængde, som er opløselig i den normale gastrointestinale proces.