1. maj 1994

HusdyrForskning Nr. 9406

Gaskromatografisk bestemmelse af indol og skatol i bakteriekulturer, tarmindhold og gødning

Skatol er en flygtig forbindelse, som dannes ved bakteriers forgæring af proteiner i tyktarmen hos grise. En del af den dannede skatol optages fra tarmen og aflejres i spæk og kød.

Skatol er en flygtig forbindelse, som dannes ved bakteriers forgæring af proteiner i tyktarmen hos grise. En del af den dannede skatol optages fra tarmen og aflejres i spæk og kød. Skatolindholdet i spæk og kød er en af de største hindringer for rationel produktion af hangrise i Danmark.

I forbindelse med undersøgelse af de faktorer, som påvirker dannelsen af skatol i tarmen hos hangrise, blev der udviklet en simpel og hurtig gaskromatografisk analyse for skatol i bakteriekulturer, gødning og tarmindhold fra forsøgsgrise.

Skatolbestemmelse i tarmindhold og gødning udføres ved en simpel chloroformekstraktion af opslemninger af prøverne, medens det for bakteriekulturenes vedkommende udføres på fortyndede prøver.

Chloroformekstraktet bliver analyseret på en gaskromatograf udstyret med en kvælstof følsom detektor, hvilket giver stor følsomhed og simple letfortolkelige kromatogrammer.

Analysen anvendes til daglig kontrol af bakteriekulturer og gødning fra forsøgsgrise, mere end 100 analyser kan udføres i døgnet. Metoden har demonstreret sin praktiske værdi, idet der i alt er analyseret over 50.000 prøver.

Kilde:

Jensen, M.T. and Jensen, B.B. 1994. Gas chromatographic determination of indole and 3-methylindole (skatole) in bacterial culture media, intestinal contents and faeces. J. Chromatogr. B. 665, 275-280.


Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: M. T. Jensen, Bent Borg Jensen

Udgivet: 1. maj 1994

Fagområde: Ernæring