1. september 1994

HusdyrForskning Nr. 9410

Nitrat og fækalier i drikkevand til tidligt fravænnede og voksende grise

Nitratindholdet i grundvandet har flere steder været stigende gennem de seneste årtier. På den baggrund blev det undersøgt, om unge grise kan tåle nitrat i drikkevandet. Rent drikkevand blev tilsat 0, 50, 250, 1.000 eller 2.000 mg nitrat pr. liter.

Nitratindholdet i grundvandet har flere steder været stigende gennem de seneste årtier. På den baggrund blev det undersøgt, om unge grise kan tåle nitrat i drikkevandet. Rent drikkevand blev tilsat 0, 50, 250, 1.000 eller 2.000 mg nitrat pr. liter. Halvdelen af drikkevandet blev desuden forurenet med grisegødning (ca. 1.5 g/l) for at få en bakteriel produktion af nitrit ud fra nitrat. Der var således ialt ti forsøgsbehandlinger (5 nitratniveauer x 2 niveauer af bakterier).

Ti kuld á ti grise blev fordelt på de ti hold. Forsøgsbehandlingen startede efter fravænning ved 3 uger og fortsatte indtil slagtning ved ca. 90 kg levende vægt. Grisene blev fodret efter ædelyst indtil 10 uger og derefter efter norm. De havde fri adgang til drikkevand.

Resultaterne viste, at hverken store mængder nitrat (op til 2.000 mg/l) eller moderate mængder nitrit (op til 17 mg/l) i drikkevandet havde nogen skadelig virkning på grisenes diarréfrekvens, tilvækst, foderudnyttelse eller slagtekvalitet.

Forurening af drikkevandet med grisegødning bevirkede, at tilvæksten blev reduceret med ca. 3 pct., samtidig med at der var tendenser til, at foderudnyttelsen blev forringet, og diarréfrekvensen blev forøget.

Kilde:

Sørensen, M.T; Jensen, B.B. & Poulsen, H.D. 1994. Nitrate and pig manure in drinking water to early weaned piglets and growing pigs. Livestock Production Science 39. 223-227. (Der henvises iøvrigt til Meddelelse nr. 750, Statens Husdyrbrugsforsøg).


Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: Martin Tang Sørensen, Bent Borg Jensen, Hanne Damgaard Poulsen

Udgivet: 1. september 1994

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Ernæring