Belægningsgradens og temperaturens indflydelse på tilsvining med gødning og konsekvensen heraf på skatolindhold i spæk hos grise

Formålet med et forsøg ved Afd. for Forsøg med Svin var at undersøge indflydelsen af belægningsgrad og tilsvining med gødning ved forskellige temperaturer (sommer og vinter) på skatolniveau i spæk (ornelugt). Desuden ønskedes det bekræftet, om ændring af belægningsgrad og tilsvining kun en uge før levering til slagteriet er tid nok til at sænke skatolniveauet i spæk for de rene grise med lav belægningsgrad og øge skatolniveauet for de beskidte med høj belægningsgrad.

Forsøgsmaterialet omfattede 2 forsøg (sommer og vinter) à 144 han- og sogrise af krydsningskombinationerne LY og LYD. Grisene blev fra forsøgenes start fordelt i stierne efter kuld, køn og vægt på henholdsvis høj (0,6 m²/gris) og lav belægningsgrad (> 1,2 m²/gris).

Fra en uge før første levering til slagteriet blev der ikke længere holdt rent i stierne med høj belægningsgrad, og i vinterforsøget blev der yderligere lagt en plade over spaltegulvet i rensegangen for at sikre, at de beskidte vintergrise lå i lige så meget gødning som de beskidte sommergrise (ved lavere temperaturer holder grisene sig meget bedre rene). Grisene i stier med lav belægningsgrad holdtes omhyggeligt rene den sidste uge før levering.

I begge forsøg ændredes belægningsgrad og tilsvining til den modsatte forsøgsbehandling en uge før levering til slagteriet ved de 3 sidste af 4 leveringer. I forbindelse med den første af de 3 sidste leveringer blev imidlertid kun de rene grise med lav belægning udsat for ændring af forsøgsbehandling ugen før, således at de beskidte med høj belægningsgrad forblev med uændret forsøgsbehandling.

Forsøget bekræftede hypotesen om, at tilsvinede grise med høj belægningsgrad (0,6 m²/gris) havde et højere skatolniveau i spæk end rene grise med lav belægningsgrad. I sommerforsøget, hvor indol også blev målt i spæk, fandtes at tilsvinede grise med høj belægningsgrad også havde et meget højere indolniveau i spæk end rene grise med lav belægningsgrad.

Forsøget viste generelt, at det var muligt at sænke eller hæve skatol- og indolniveauet i spæk afhængig af forsøgsbehandlingen den sidste uge.

Forskellen mellem forsøgsbehandlinger var ens for begge køn. Sogrisenes skatol- og indolindhold i spæk var signifikant lavere end hangrisenes, men ikke lavere end at 5 sogrise burde have været frasorteret p.g.a. ornelugt (skatol i spæk > 0,25 ppm).

Staldtemperaturen (årstiden) havde også en afgørende indflydelse på skatolniveauet - ikke mindst hos de beskidte grise. Skatolniveauet var signifikant højere ved høje sommertemperaturer sammenlignet med skatolniveauet i spæk ved vintertemperaturer til trods for, at grisene var lige så beskidte af gødning i vinterforsøget.

På trods af de tydelige forskelle i skatol- og indolniveau i spæk mellem forsøgsbehandlinger, mellem køn og for skatols vedkommende mellem årstider blev der ikke konstateret forskelle i indholdet af skatol og indol i frisk gødning (fæces), hverken mellem forsøgsbehandlinger, mellem køn eller mellem årstider. Der var heller ikke signifikante korrelationer mellem grisenes indol- og skatolindhold i fæces og  skatol- og indolindholdet i spæk.

Højt skatolniveau i spæk synes at have en væsentlig arvelig komponent.

I forbindelse med tolkningen af dette forsøgs resultater er fremført den hypotese at skatol (19 ppm) og indol (7 ppm) fra gødningen (fæces) der ligger i stierne, især ved høje temperaturer i gødningen (30 grader celsius eller mere), kan overføres til grisenes spæklag enten gennem huden og/eller i gasfasen gennem lungerne.