1. september 1994

HusdyrForskning Nr. 9415

Vækstfremmende antibiotikas indflydelse på skatolindhold i spæk hos grise

Skatolindholdet i rygspækket var ikke signifikant forskelligt mellem kontrolholdet og forsøgsbehandlingerne (Virginiamycin og Tylosin). Daglig tilvækst, foderforbrug og kødindhold blev ikke forbedret signifikant ved brug af de to vækstfremmere.

Formålet med forsøget var at undersøge, om to af de mest anvendte vækstfremmende antibiotika i slagtesvineproduktionen (Virginiamycin og Tylosin) havde indflydelse på skatolindholdet i spæk (ornelugt) hos hangrise.

Tre hangrise fra hvert af 31 kuld blev tilfældigt fordelt på 3 hold. Alle grise var individuelt opstaldede. Samtlige grise blev fodret med samme grundblanding. Hold 1 fik intet tilskud, mens hold 2 og 3 fik tilskud af henholdsvis Virginiamycin (20 ppm) og Tylosin (20 ppm) fra 60 kg levende vægt og til slagtning ved 100 kg levende vægt. Grisene blev fodret efter ædelyst lige til slagtetidspunktet.

Skatolindholdet i rygspækket var ikke signifikant forskelligt mellem kontrolholdet og forsøgsbehandlingerne (Virginiamycin og Tylosin).

Daglig tilvækst, foderforbrug og kødindhold blev ikke forbedret signifikant ved brug af de to vækstfremmende antibiotika i perioden 60-100 kg levende vægt.

Kilde:

Hansen, L.L. & A.E. Larsen. 1994. Effect of antibiotic feed additives on the level of skatole in fat of male pigs. Livest. Prod. Sci., 39, 269-274. (Der henvises også til forskningsrapport nr. 13: Vækstfremmende antibiotikas indflydelse på ornelugt hos hangrise).

 




Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: L. Lydehøj Hansen, A. Eklundh Larsen

Udgivet: 1. september 1994

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Ernæring