Miljøets indflydelse på ornelugt hos galte, so- og hangrise

En forsøgsserie ved Afd. for Forsøg med Svin har haft til formål at belyse en række miljøfaktorers indflydelse på ornelugt. Bl.a. er tilsviningens betydning for ornelugt (skatol) undersøgt både ved normale og høje sommertemperaturer i stalden.

Desuden er tilsvining med gødning og urin i stimiljøet undersøgt i samspil med anvendelse af et vækstfremmende antibiotikum og under hensyntagen til grisenes "arvelige" anlæg for højt og lavt skatolniveau i blod og spæk. Herudover har det bl.a. været målet at undersøge om en ændring af tilsviningsgraden en uge før slagtning er tilstrækkeligt til at sænke eller hæve skatolniveauet.

Tilsvining med gødning og urin

Forsøgene har bekræftet hypotesen, at grise, som holdes tilsvinede i en uge eller mere før slagtning, har højere skatol- og indolniveau i blod og spæk end grise, som holdes rene i en uge før slagtning. Forsøgene har desuden vist, at det er muligt at sænke og hæve skatol- og indolniveauet i spæk afhængig af forsøgsbehandlingen den sidste uge før slagtning.

Staldtemperaturen (årstiden) har en væsentlig indflydelse på skatolniveauet hos de beskidte grise. Skatolniveauet var signifikant højere ved høje sommertemperaturer sammenlignet med skatolniveauet i spæk ved vintertemperaturer (tabel 1).

Dannelsen af skatol og indol ud fra bl.a. tryptofan i den rigelige mængde gødning og urin i stierne har meget gode betingelser ved høje temperaturer (Spoelstra, 1977; Nonboe, 1991), mens der næsten ikke dannes noget ved 16 grader C (Spoelstra, 1977) (se også tidligere afsnit angående de mikrobiologiske forsøg). Den ekstra dannede skatol og indol i gødning plus urin ved høje sommertemperaturer kan sandsynligvis overføres i tilsvarende betydelig mængde gennem bughuden og måske lidt gennem lungerne til grisenes perifere blodkredsløb og til spæklaget, hvilket ville være en god forklaring på højere skatolindhold i spæk hos beskidte grise ved sommertemperaturer. Et forsøg har desuden påvist optagelse af 40 pct. radioaktivt mærket skatol gennem bughuden (Friis, 1993b).

Belægningsgrad

Høj belægningsgrad i kombination med høj temperatur har i et senere forsøg vist sig ikke at have negativ effekt på skatol- og indolniveauet i blod og spæk, når grisene holdtes rene i stier med fuldspaltegulv. Hverken akut eller vedvarende stress i nærmiljøet synes at have væsentlig indflydelse på skatol- og indolniveauet i blod og spæk hos rene grise.

Skatolniveauer i spæk hos både galte, so- og hangrise øges signifikant ved tilsvining; men sogrisenes og galtenes skatolniveau er som oftest lavere end hangrisenes, når de beskidte grise slagtes ved en levende vægt på 100 kg.

Vækstfremmende antibiotika

I flere forsøg er der tildelt forskellige vækstfremmende antibiotika i forskellige koncentrationer for at undersøge effekten på skatolproducerende mikroorganismer i blind- og tyktarm (se tidligere afsnit), og den deraf følgende indflydelse på skatolniveauet i blod og spæk hos grise. Forsøgene har bl.a. vist følgende:

Langtidstildeling af vækstfremmerne Virginiamycin (20 ppm), Avotan (20 ppm) og Tylosin (20 ppm) i foderet havde ingen signifikant indflydelse på skatolniveauet i spæk.

Korttidstildeling af 50 ppm Zinkbacitracin i foderet reducerede skatolniveauet i fæces, blod og spæk både hos rene og beskidte grise, når Zinkbacitracin tildeltes i henholdsvis 3 dage og en uge. (Koncentrationen 50 mg Zinkbacitracin pr. kg foder (50 ppm) har en annex 2 godkendelse i EU fra 1. september 1994 indtil 30. november 1995. Denne koncentration er ikke tilladt i Danmark).

De beskidte grise, der havde det højeste skatol og indolniveau i blod og spæk, havde samtidig den laveste daglige tilvækst, mens Zinkbacitracin øgede den daglige tilvækst i den meget korte forsøgsperiode på en uge.

Ingen rene grise, som fik Zinkbacitracin, havde skatol over frasorteringsgrænsen på 0,20 ppm skatol i spæk, hvilket der burde have været efter de indledende kontrol blodanalyser at dømme. Samtidig konstateredes en høj korrelation mellem skatol i blod og spæk (HPLC) på slagtedagen (r = 0,98; n=92; P<0,0001).

Samspil mellem arv og miljø

I ovennævnte forsøg har der været signifikant forskel i skatolniveau i spæk og (blod) mellem fædre på tværs af forsøgsbehandlinger. Især nogle Dansk Landrace-orners LYL-afkom har haft gennemsnitligt høje skatolniveauer, men samtidig er der både inden for hel- såvel som halvsøskendeafkom efter disse orner konstateret en meget stor spredning i skatolniveau i spæk.

Skatoltal større end 0,20 ppm i spæk (spektrofotometriske metode) i et rent stimiljø har efter både nogle danske og svenske undersøgelser at dømme langt hyppigst sin årsag i ikke-additive-genetiske faktorer (recessiv nedarvning) (Lundström & Malmfors 1993; Lundström et al., 1994), og er muligvis hyppigst tilknyttet Dansk Landrace og Hampshireracen (Mortensen et al., 1989). De rene, ad libitum og fiberfattigt fodrede hangrise, der har højere skatoltal end 0,20 ppm, har sandsynligvis for en hel dels vedkommende genetisk betingede problemer med leverens kapacitet for nedbrydning af skatol (Friis, 1993a,b).