Effekten af fibre og resistent stivelse på udviklingen af mave- tarmkanalen hos rotter

En række undersøgelser har vist at vægten af mavetarmkanalen øges når foderets indhold af fibre er højt. Den stimulerende effekt af fibre på tarmvævet menes bl.a at være forårsaget af de kortkædede fede syrer (SCFA) som dannes i forbindelse med den mikrobielle fermentering i blind- og tyktarmen. Specielt menes smørsyre at være den mest potente af SCFA når det gælder stimuleringen af tarmvævet. Fermenterbarheden af de forskellige typer af fibre varierer meget alt efter deres fysiske og kemiske karakteristika, f.eks er nogle typer af cellulose praktisk talt helt ufermenterbare, mens f.eks pektiner fermenteres relativt let. Dannelsen af SCFA i blind- og tyktarm, både mængdemæssigt og sammensætningen af dem, vil derfor afhænge af hvilke typer af fibre der findes i foderet. Dette kan have stor betydning for udviklingen af mave-tarmkanalen, idet man vil forvente at let-fermenterbare fibre stimulerer væksten af mave-tarmkanalen mere end tungt-fermenterbare fibre gør. Endvidere kunne det formodes at mikroorganismerne 'kræver' længere tids tilvænning til de tungt-fermenterbare fibre end til de let-fermenterbare.

Fibre er kendetegnet ved at de passerer tyndtarmen ufordøjet, mens stivelse normalt betragtes som værende let fordøjeligt og som følge deraf ikke at passere ind i blind- og tyktarms afsnittet i betydelige mængder. Nyere undersøgelser har imidlertidigt vist at visse typer af stivelse nedbrydes meget langsomt eller slet ikke under passagen af tyndtarmen. Denne såkaldte resistente stivelse udgør, ligesom fibre, et næringssubstrat for mikroorganismerne i blind- og tyktarmen.

For nærmere at belyse hvorledes typen af fibre og stivelse influerer udviklingen af mave-tarmkanalen, gennemførtes et forsøg med rotter fodret forsøgsblandinger indeholdende forskellige typer af fibre og stivelse. Som fibertyper anvendtes en uopløselig og ufermenterbar cellulose, en opløselig og let fermenterbar pektin samt en opløselig og meget let fermenterbar guargum. Som stivelsestyper anvendtes en resistent stivelse i form af retrograderet høj-amylose majsstivelse samt en let fordøjelig kornstivelse.

For at undersøge hvor hurtigt mavetarmkanalen tilpasser sig, blev forsøgsblandingerne givet til rotterne over en periode på enten 9 dage eller 2 måneder.

Vægten og størrelsen af mavetarmkanalen blev, som forventet, forøget efterhånden som rotterne voksede. Denne forøgelse var imidlertidigt markant større hos rotter fodret en letfermenterbar type fiber (pektin eller guargum) end hos rotter fodret enten den ufermenterbare fiber type (cellulose) eller den let fordøjelige stivelse. Hos rotterne fodret den resistente stivelse var vægten og størrelsen af mavetarmkanalen intermediær til rotterne på en letfermenterbar fiber type og den tungt fermenterbare fiber type.

Forskellene i vægten hhv. størrelsen af mavetarmkanalen hos rotterne på de fem foderblandinger skyldtes først og fremmest en tungere og længere tyndtarm hos rotter fodret pektin eller guargum, men også væksten af blind- og tyktarmen var stærkt forøget hos de rotter der var fodret med enten pektin eller guargum eller resistent stivelse. Vægten af maven var upåvirket af foderblandingerne og afhang kun af rotternes legemsvægt.

Resultaterne indikerer at fibre af den viskøse og fermenterbare type øger længden/vægten af tyndtarmen, mens fibre der blot er fermenterbare vil øge størrelsen/vægten af blind- og tyktarm. Resultaterne indikerer endvidere at ændringerne i tyndtarmen finder sted relativt hurtigt, mens ændringerne i blind- og tyktarmen kræver lidt længere tid.

Da mavetarmkanalen er et metabolisk meget aktivt væv og bidrager, i forhold til sin størrelse, relativt meget til den totale varmeproduktion kan en forøgelse af mavetarmkanalens størrelse medføre et højere energiforbrug til vedligehold.