Association mellem en DNA polymorfi i væksthormongenet og den basale væksthormonkoncentration og produktionsegenskaber hos svin

Avlsfremgangen kan forbedres, når traditionelle ydelsesdata kombineres med molekylær genetisk information i et selektionsindeks. En forudsætning er, at der er identificeret DNA variation, der er associeret med egenskaberne under selektion.

Formålet med dette forsøg var at beskrive genetisk variation i væksthormongenet og undersøge sammenhængen med et mål for den basale væksthormonkoncentration, daglig tilvækst, samt kød- og fedtprocenten i 21 Duroc, 10 Hampshire, 22 Landrace og 22 Yorkshire gylte. Grisene var urelaterede. Målet for væksthormonkoncentrationen var regressionen af den basale væksthormonkoncentration på alder (rGHA) og vægt (rGHW). Kød- og fedtprocenten blev bestemt ved en totaldissektion af den ene side af hver gris.

I forsøget blev der påvist genetisk variation i væksthormongenets promotor. Promotoren styrer ekspressionen af genet. To varianter (TATA1 og TATA2) blev fundet. Den relevante del af DNA-sekvensen for TATA1 allelen er: 5´-CAGGGTATAAAAAGG-3´. I TATA2 allelen er en adenin (A) udskiftet med en thymin (T). Sekvensen for TATA2 allelen er: ´5-CAGGGTA­TATAAAGG-3´. Frekvensen af TATA1 allelen var 0.68, 0.78, 0.55 og 0.25 i henholdsvis Duroc, Hamshire, Landrace og Yorkshire. Disse frekvenser var signifikant forskellige.

For racerne var der en signifikant forskel for daglig tilvækst. Den største tilvækst blev fundet hos Yorkshire, mens Hampshire havde den mindste daglige tilvækst. Undersøgelsen viste ingen signifikant forskel mellem de additive effekter af TATA allelerne, men grise, der var homozygote for TATA1allelen, havde en daglig tilvækst, der var 48 g større end tilvæksten hos grise, der var homozygote for TATA2 allelen, svarende til ca. en halv fænotypisk standardafvigelse. For kød- og fedtprocentens vedkommende blev der hverken fundet nogen forskel mellem racerne eller mellem TATA allelerne.

Målet for den basale væksthormonkoncentration (rGHA og rGHW) var significant forskelligt for racerne. For Duroc, Hampshire og Landrace var der primært forskel på niveauet af den basale væksthormonkoncentration. Hampshire havde den største koncentration ved alle aldre og vægte, mens Duroc havde den mindste koncentration. Unge Yorkshire dyr havde den mindste basale væksthormonkoncentration, og  Yorkshire havde de højeste værdier af rGHA og rGHW. Endvidere var der en signifikant forskel mellem TATA allelernes effekt på rGHA og rGHW. rGHA og rGHW var størst for grise, der var homozygote for TATA1 allelen.

Ud fra molekylær biologiske studier af TATA allelerne forventes det, at TATA1 allelen giver anledning til den største tilvækst. Resultaterne af denne undersøgelse understøtter denne forventning, og det konkluderes, at der er en god indikation for, at variation i væksthormongenet bidrager til variation i tilvækst. Sammenhængen mellem TATA allelerne og tilvækst og kødprocent undersøges nu yderligere i et forsøg, hvor der indgår ca. 700 grise.