1. november 1995

HusdyrForskning Nr. 9524

Effekt af lermineralet klinoptilolit på ungsvins vækst og proteinomsætning

Det blev konkluderet, at Klinofeedtilsætning til ungsvinefoder forandrede ekskretionsmønstret for kvælstof imod øget udskillelse med gødning og nedsat udskillelse med urin uden at påvirke proteinaflejringen.

Forsøget havde til formål at undersøge, om lermineralet Klinofeed påvirkede væksten og proteinomsætningen hos ungsvin i vægtintervallet 30-50 kg. Hovedbestandelen i Klinofeed er klinoptilolit (70 pct.), som er et naturligt forekommende mineral med den egenskab, at det kan binde bl.a. ammonium-ioner. I forsøget indgik ti kuld á fire sogrise. Grisene blev fodret med to grundblandinger, A og B, hvor in vitro studier indikerede, at ileal fordøjeligheden af protein var ens for de to blandinger, mens forgærbarheden i tyktarmen var 30 pct. højere i blanding A. Hver af de to grundblandinger blev delt i to partier, hvor 0 henholdsvis 3 pct. af foderet blev erstattet af Klinofeed.

Bruttoenergiindholdet var ens i de to grundblandinger, og tilsætning af Klinofeed medførte en generel reduktion i energiindholdet.

Da grisene ikke kompenserede for denne energifortyndende effekt ved at øge foderoptagelsen eller foderudnyttelsen, resulterede iblanding af Klinofeed i nedsat tilvækst. Klinofeed øgede kvælstofudskillelsen i gødning og nedsatte kvælstofudskillelsen med urinen.

Disse ændringer var mest udtalte hos grise, der blev fodret med blanding A, hvilket måske skyldes en større produktion af ammonium og dermed forøget binding af kvælstof til Klinofeed.

Proteinaflejringen var derimod ikke signifikant påvirket af Klinofeed. Det blev konkluderet, at Klinofeedtilsætning til ungsvinefoder forandrede ekskretionsmønstret for kvælstof imod øget udskillelse med gødning og nedsat udskillelse med urin uden at påvirke proteinaflejringen.

Kilde:

Poulsen, Hanne Damgaard & Oksbjerg, Niels. Effects of dietary inclusion of a zeolite (clinoptilolite) on performance and protein metabolism of young growing pigs. Animal Feed Science and Technology 53, 297-303.

 




Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: Hanne Damgaard Poulsen, Niels Oksbjerg

Udgivet: 1. november 1995

Dyregruppe: Ungsvin

Fagområde: Ernæring