Fordøjeligheden af crambekage målt på rotter og grise sammenlignet med værdierne for rapskage

Crambe abbyssinica (abbyssinsk strandkål) er en gammel kulturplante. Det er en enårig korsblomstret olieplante karakteriseret ved et olieindhold på 45-50% med mere end 50% erucasyreindhold i olien, ca. 30% protein samt et højt glucosinolatindhold. Dens kemiske sammensætning minder således meget om de gamle dobbelt høje rapssorter, men fiber og ligninindholdet er lavere. Udbyttemæssigt ligger den ligeledes tæt på rapsen.

I de seneste år er der navnlig i Holland udført en del forsøg med crambe, hvad angår såvel dyrkningsteknik som anvendelsesmuligheder af olien til teknisk brug og kagen til fodringsformål. Baggrunden herfor er den stigende interesse for anvendelse af planter til non-food formål i EU.

Anvendelse af crambekage som proteinfoder til såvel énmavede som drøvtyggere vanskeliggøres af det høje glucosinolatindhold (mere en 120 mmol/g).

Formålet med dette forsøg var at måle fordøjeligheden og næringsstofudnyttelsen af raps og crambekage hos rotter og grise.

For at inaktivere myrosinasen blev raps og crambekagen autoklaveret ved 110 grader C i 40 min. Herefter blev glucosinolatindholdet målt til 4 mmol/g i rapskagen og 55 mmol/g i crambekagen. Forud for svineforsøget blev crambekagen yderligere behandlet med 20 g natriumkarbonat pr. kg og toasted ved 110 grader C i en time, hvorved glucosinolatindholdet faldt til 1 mmol/g og indholdet af glucosinolatnedbrydningsprodukterne OZT + ITC faldt fra 20 mg/g til 8 mg/g. Den kraftige behandling af cramben var nødvendig for at stimulere grisenes ædelyst.

Fordøjeligheds- og N-balance forsøget med rotter (Tabel 1) viste, at indholdet af fordøjelig energi i crambe var signifikant højere end i raps, hvilket stemmer overens med forskellene i fiberindhold. Der var ingen forskel i proteinets fordøjelighed i dette forsøg, hvorimod den biologiske værdi af crambeproteinet var markant lavere end rapsproteinets biologiske værdi. Dette forhold skyldes dels det høje glucosinolatindhold i cramben, samt den kraftige varmebehandling cramben har været udsat for. Effekten af det høje glucosinolatindhold i cramben blev understreget af de store stigninger i rotternes organvægte sammenlignet med rotterne fodret med raps.

Resultaterne fra fordøjelighedsforsøget med ileum fistulerede grise viser, at grisene langt bedre udnytter proteinet i rapsen end proteinet fra cramben. Årsagerne hertil er behandlingen med det basiske natriumcarbonat efterfulgt af den kraftige varmebehandling af cramben, som er nødvendig for at sikre en god foderoptagelse. Udover den ønskede destruktion af glucosinolater samt afdampning af nogle af de skadelige glucosinolatnedbrydningsprodukter, resulterede disse behandliger således i en betydelig destruktion af protein - navnlig lysin. Lysin udgjorde således kun 3,9 g/100 g protein i den behandlede crambe mod 6,0 g/100 g protein i rapsen. Derimod fordøjedes tørstof, energi, træstof, fedt og phosphor fra crambe bedre end fra raps. Dette må skyldes det lavere fiber og ligninindhold i crambe, idet navnlig fiberfraktionen fordøjes bedre sammenlignet med raps. Det er ligeledes interessant at fordøjeligheden af phosphor fra crambe er dobbelt så høj som phosphor fra raps. Dette kunne tyde på at phosphoret i crambe ikke er så kraftigt bundet til phytinsyre som i raps.

Konklusionen på forsøget blev at crambekage har en højere fordøjelighed af tørstof, fedt, energi, træstof og phosphor end raps. Fordøjeligheden samt udnyttelsen af protein i crambe er imidlertid meget lav som følge af det høje glucosinolatindhold og den kraftige varmebehandling, som er nødvendig for at stimulere grisenes ædelyst og minimere de ernæringsmæssigt skadelige effekter af crambens høje indhold af glucosinolater og deres nedbrydningsprodukter. Disse forhold må nødvendigvis løses før den oliefri del af crambefrø vil være attraktiv som proteinkilde i husdyrfoder.