1. december 1996

HusdyrForskning Nr. 9626

Forbindelsen mellem mineral- og kvælstofomsætningen i voksende svin

Zinksuppleringen havde ingen indflydelse på dyrenes vækst eller kvælstofomsætning i forsøgstiden (34 dage). Zinktilsætningen havde heller ikke nævneværdig effekt på omsætningen af andre mineraler eller sporelementer, herunder Ca, P, Mg, Fe, Cu eller Mn.

Zink er et essentielt sporelement, der oftest tilsættes svinefoder for at sikre forsyningen af dyrene. Nærværende undersøgelse blev indledt for at undersøge, om denne tilsætning har indflydelse på udnyttelsen af andre mineraler og sporelementer i voksende svin samt om stigende mængder har indflydelse på dyrenes vækst eller kvælstofbalance.

30 sogrise med startvægt ca. 25 kg blev fordelt på i øvrigt ens diæter, suppleret med henholdsvis 0, 30, 60, 120 og 200 mg zink pr. kg. (som zinkoxid). Balanceberegninger blev udført ud fra registreringer af foderoptagelse samt ekskretion i fæces og urin. Foderindtaget blev kontrolleret til ca. 90 % af ad libitum indtag og demineraliseret vand blev tildelt ad libitum.

Konstant optagelse

Zinksuppleringen havde ingen indflydelse på dyrenes vækst eller kvælstofomsætning i forsøgstiden (34 dage). Zinktilsætningen havde heller ikke nævneværdig effekt på omsætningen af andre mineraler eller sporelementer, herunder Ca, P, Mg, Fe, Cu eller Mn.

Forsøget viste desuden, at mineral- og sporelement optagelsen er nøje knyttet til retentionen af kvælstof, der er synonym med tilvæksten af fysiologisk aktivt væv. Mineral- og sporelement absorption vil almindeligvis, - udregnet i absolutte værdier -, stige med tiden, pga. dyrets stigende vægt og dermed øgede kapacitet for foderoptagelse. Det er derfor normalt kun af begrænset mening at sammenligne absorption eller retention af mineraler over et tidsinterval eller vækstfaser. Nærværende undersøgelse fokuserede derfor på optagelsen af elementerne i forhold til dyrenes N retention. Opgørelsen viste, at ved samme koncentration er optagelsen af zink, jern, kobber og mangan påfaldende konstant i forhold til N retentionen over en tids- og vækstperiode, selv om dyrets vækst og foderoptagelse stiger. Dette faktum falder sammen med at disse elementer er reguleret homeostatisk over tarmsystemet. Fosfor og magnesium reguleres hovedsageligt via urinudskillelse; det er derfor disse elementers retention (absorption - urinudskillelse), der er konstant i forhold til N-retentionen. Kalcium-kvælstof forholdet derimod viste sig ikke konstant i indeværende periode, sandsynligvis beroende på det faktum, at kalcium så ensidigt aflejres i knoglevæv samt eventuelt, at knogledannelse og kødaflejring i moderne grise er forskudt for hinanden.

Høje normer

Forsøget viser tillige at den fraktionelle absorption af mineraler fra foderblandinger baseret på gældende normer er væsentligt lavere end fx protein. For Ca er absorptionen således 55 %, tilsvarende for P 56 %, Mg 31 % og Mn, Fe, Cu og Zn 10-25 % af foderets indhold. Et faktum baseret på høje normer og intern regulering frem for lav tilgængelighed fra foderblandinger.

Kilde:

Torben Larsen og Hanne Damgaard Poulsen 1996. The relationship between mineral and nitrogen balances in growing pigs fed diets supplemented with zinc oxide. Canadian Journal of Animal Science, 76, 409-415.



Institution: Statens Husdyrbrugsforsøg

Forfatter: Torben Larsen, Hanne Damgaard Poulsen

Udgivet: 1. december 1996

Fagområde: Ernæring