Under gode stald- og fodringsforhold kan tidligt fravænnede grise i vækstperioden indtil 20 kg danne 1 kg tilvækst for mindre end 2 f.e.
For at begrænse fordøjelsesforstyrrelser i forbindelse med fravænning kan det være en fordel at fodre grisene svagt eller moderat i de 2 første uger efter fravænning; men derefter vil det almindeligvis være rigtigt at ophøre med den restriktive fodring og fodre grisene efter ædelyst. Fodring efter ædelyst fra automat giver lidt større foderforbrug end fodring efter ædelyst med hånd, hvor grisene æder op mellem hver fodring.
Opstår der voldsomme tilfælde af diarré i forbindelse med fravænning, vil det være formålstjenligt at flokbehandle grisene med et receptmiddel som f.eks. tylosin. Ved en sådan behandling er det vigtigt at den tilrettelægges på en sådan måde, at man undgår resistens.
Foderets smagelighed har stor betydning for grisenes appetit; men i stedet for at tilsætte kunstige smagsstoffer kan man vælge naturlige fodermidler der fremmer appetitten. Af sådanne kan nævnes mælkeprodukter, fedt, hvede og nyformalet havre.
Såfremt foderet tilfredsstiller grisenes næringsbehov, behøver det ikke at være særlig kunstfærdigt sammensat.
Indledning
Grises naturlige foder i de første leveuger er somælk. Men allerede når grise er 2-3 uger gamle, begynder de at interessere sig for tørfoder som supplement til mælken. Det er dog først, når grisene er 5-6 uger gamle, at de under normale omstændigheder æder nævneværdige mængder af tilskudsfoder. På dette tidspunkt begynder soens daglige mælkeydelse at aftage (Nielsen & Højgaard-Olsen 1967) og ved 8 ugers alderen vil pattegrise i reglen få den største del af deres foder som tørfoder. Fravænning på dette tidspunkt er derfor fysiologisk naturligt og vil i reglen ikke give store problemer.
Fravænnes grisene derimod ved 3-4 ugers alderen, vil fravænningen betyde en drastisk ændring for grisene, og tidlig fravænning kan derfor skabe en række problemer. Disse kan dels være ernæringsbetingede, dels fodringstekniske. Det har været diskuteret, om det var formålstjenligt at fodre smågrise stærkt. Debatten har drejet sig om foderstyrkens indflydelse på grisenes sundhedstilstand, specielt ved overgang til andet foder i forbindelse med fravænning og flytning til et andet miljø. Men man har også diskuteret foderstyrkens indflydelse på den senere vækst og foderudnyttelse samt slagtekvaliteten ved 90 kg (Haagen Petersen 1957, Braude 1964). I de danske forsøg med fodring af tidligt fravænnede grise har slagterisvinenes vækst samt foderforbrug og slagtekvalitet været vigtige parametre (Nielsen 1973).
Omkostningerne til foder udgør en meget stor del af udgifterne i svineproduktionen. Det er derfor afgørende at finde frem til fodersammensætninger, der dels opfylder grisenes krav til de forskellige næringsstoffer og dels er appetitvækkende. For at gøre fodringen så økonomisk som mulig er det af stor betydning at få et godt skøn for grisenes behov, og det er vigtigt at vide, hvordan grisene reagerer på afvigelser fra det biologisk optimale.
Formålet med denne beretning er på grundlag af forsøg og litteraturstudier at vejlede med hensyn til fodring af tidligt fravænnede grise specielt inden for 4 områder, nemlig foderstyrke, proteinniveau, fodermidler og tilsætningsstoffer.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.