Tre laboratorier udførte DBC-målinger på i alt 121 forskellige forsøgsblandinger, hvoraf 58 var rotteblandinger, 33 svineblandinger og resten fjerkræblandinger.
Der blev fundet en statistisk sikker niveauforskel mellem laboratoriernes DBC-målinger på alle tre kategorier af blandinger, men i intet tilfælde udgjorde denne forskel mere end 5-6 pct. på gennemsnitsbasis, hvilket må anses for at være acceptabelt i sammenligning med usikkerheden på andre analysemetoder laboratorier imellem.
Kornprøvernes BV og NPU, målt på rotter, er begge korreleret med DBC-målingerne, og her fandtes den bedste korrelation mellem NPU og DBC. Både svine- og fjerkræblandingerne viste en bedre korrelation mellem DBC og mMol basiske aminosyrer end mellem DBC og råproteinindholdet. Såvel grisenes som kyllingernes tilvækst var i højere grad korreleret med DBC-målingerne end med råproteinindholdet.
Indledning
I årtier har det været således, at et fodermiddels proteinværdi blev udtrykt ved indholdet af enten råprotein, renprotein eller fordøjeligt renprotein. I de sidste 10-15 år er disse proteinværdikriterier ofte blevet suppleret med angivelse af indholdet af en eller flere aminosyrer. Bestemmelse af proteinindholdet efter Kjeldahl-metoden og ikke mindst bestemmelse af aminosyreindholdet ved anvendelse af ionbytningskromatografi er imidlertid kostbare og arbejdskrævende analyser. Disse analyser er derfor ikke særlig hensigtsmæssige at anvende i en løbende produktionskontrol eller som sorteringsanalyser. Den enklere og billigere farvebindingsmetode (DBC-metode, hvor DBC = dye-binding capacity) tilfredsstiller derimod i langt højere grad det behov, der er for en billig og hurtig analysemetode. Det er derfor ikke overraskende, at DBC-metoden i stigende grad benyttes af såvel foderstofindustrien som planteforædlere.
Skal DBC-målingerne have almen gyldighed som udtryk for et fodermiddels eller en foderblandings proteinværdi, er en af betingelserne, at disse målinger kan reproduceres fra laboratorium til laboratorium. Bortset fra 2 undersøgelser, hvor forskellige fiskemelspartiers DBC-målinger blev sammenlignet mellem 5 laboratorier (Jacobsen et al., 1972; Jørgensen et al., 1973), foreligger der tilsyneladende ikke nogen undersøgelser, der direkte tager sigte på at belyse metodens reproducerbarhed laboratorier imellem. Det vil imidlertid også være interessant at få nærmere belyst, i hvor høj grad DBC, målt på foderblandinger, lader sig reproducere fra laboratorium til laboratorium. Der blev derfor etableret et samarbejde mellem Statens Husdyrbrugsforsøg, Bioteknisk Institut, A/S N. Foss Electric og Statens Foderstofkontrol med henblik på at belyse dette forhold.
Et andet og lige så vigtigt formål var, i den udstrækning materialet tillod det, at sammenligne farvebindingsmålingerne med andre kemiske og biologiske kriterier for en foderblandings proteinindhold og proteinkvalitet.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.