Som en række andre dyrearter udviser grise social foderoptagelsesadfærd, der bevirker at de stimulerer hinanden til at æde samtidig.
For at undersøge grisenes indbyrdes adfærd i to forskellige selvfodringssituationer, og disse forholds indflydelse på produktionsresultaterne, blev der udført to næsten identiske forsøg. Grise i grupper på otte blev i både forsøg 1 og forsøg 2 fordelt på to forsøgshold (hold 1 og hold 2). Disse blev selvfodret fra henholdsvis flere og én automat (fig. 1, 2 og 3).
Bestemmelse af dyrenes rangorden og registrering af nogle nærmere definerede adfærdsformer blev foretaget i løbet af vækstperioden fra 21 til 70 kg gennemsnitsvægt, på hvilket tidspunkt de hurtigstvoksende vejede 90 kg og kunne leveres til slagtning. Adfærdsregistreringerne og andre målte egenskaber mellem forsøgshold, mellem køn og i forhold til grisenes rangorden, er angivet i tabeller, hvoraf de væsentligste er som følger: tabel 1: Aktivitet, tabel 2a: Ædeaktivitet, tabel 3a: Aggression tabel 4: Modtaget aggression, tabel 8a: Nusseadfærd og tabel 11b: Tilvækst. Desuden er i tabel 13 angivet standardafvigelsen i tilvækst på de to forsøgshold, og i tabel 9 angivet forekomsten af halebid.
Det viser sig, at i stier med én automat, hvor der kun er ædeplads til én gris ad gangen, opstår der på grund af den sociale foderoptagelsesadfærd en konkurrencesituation, som de dominerende grise i rangordenen drager fordel af på de rangsvageres bekostning. Grisene viser aggression, ædeaktivitet og tilvækst i forhold til deres rangorden foruden at ædeaktiviteten er generelt lavere end i stier med flere automater. Ædeaktivitet og tilvækst er uafhængig af rangordenen i stier med flere automater, og intra-sti variansen i tilvækst er mindre end inden for stier med én automat. Desuden er dominerende grise i stier med flere automater ikke så markant mere aggressive end rangsvagere og aggressionen, halebidnings- og ørebidningsfrekvensen er signifikant mindre.
Dette understreger, at konkurrencen kan mindskes ved at give grupper af selvfodrede grise adgang til flere automater på én gang, og at frekvensen af uønskede adfærdsformer som hale- og ørebidning kan reduceres væsentligt, også uden anvendelse af halm som strøelse.
Indledning
Det er fælles for en række forsøg med forskellige dyrearter, at dyr i flok stimuleres til at æde, når de ser andre æde og derved oplever konkurrence under fødeoptagelsen. Dette medfører en øget foderoptagelse sammenlignet med individuelt fodrede dyr. Bayer (1929) gennemførte forsøg vedrørende den sociale adfærd i forbindelse med foderoptagelsen hos høns ("social facilitation of feeding"). Han fandt, at en mæt høne åd gennemsnitlig 34 pct. mere foder, når den var i selskab med en aktivt ædende høne, og gennemsnitlig 53 pct. mere, når der var 3 aktivt ædende høns tilstede. Harlow (1932), Harlow & Yudin (1933) og Ross & Ross (1949) konstaterede ligeledes øget foderoptagelse hos henholdsvis rotter, aber og hunde, når der var fri konkurrence om foderet.
Desuden tyder tidligere forsøg med svin på, at såfremt fodringsarealet (ædepladsen) er begrænset i forhold til flokkens størrelse, vil konkurrencen og den sociale rangorden som eksisterer hos flokdyr, bevirke at de stærkeste i rangordenen vil æde for meget foder og de svageste for lidt (McBride et al., 1964; Beilharz & Cox, 1967; Hansen, 1977a og Scheel et al., 1977).
Bayer (1929) fandt også, at når tre mætte høns blev sat sammen med en aktivt ædende høne, var deres lyst til foderoptagelse mindre, d.v.s kun omkring 10 pct. mere foder blev ædt. Dette tyder på, at hvis flere eller alle grise i en sti kan komme til at æde sig mætte samtidig, skulle tilskyndelsen til at æde yderligere være væsentlig nedsat.
Hensigten med de her gennemførte forsøg er derfor at påvise den sociale adfærds indflydelse på foderoptagelsen hos 8 svin pr. sti, når der benyttes selvfodring fra henholdsvis én eller flere automater, hvor en automat udgør en ædeplads. Ved hjælp af flere foderautomater pr. sti præsenteres dyrene for en foderoptagelses-situation, hvor flere kan blive mætte samtidig. Herved skulle konkurrencen om foderet formindskes, således at de dominerende grise ikke i samme grad stimuleres til at æde mere end de har brug for, og samtidig forhindrer de svage i at få tilstrækkeligt foder (Hansen, 1977b; Hansen og Hagelsø, 1978).
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.