Kønslugt hos orner af dansk landrace

Adskillige undersøgelser har vist, at ukastrerede orner producerer relativt mere kød på en mere økonomisk vækst end både galte og sogrise. Staun (1970), der i sit materiale også bestemte styrken og frekvensen af ornelugten og produktsmagen (konsumentundersøgelse), fandt, at orner fra 20 kg til 90 kg levendevægt voksede 7 pct. eller 51 gram hurtigere på et 3 pct. (2.08 FE: 2.14 FE) mindre dagligt foder og et 9 pct. (2.80 FE: 3.09) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end deres kastrerede kuldbrødre, og ornerne havde 5.1 procentenheder mere kød i siden end galtene. Ornerne nåede slagtevægten 9 dage hurtigere på 20 færre foderenheder sammenlignet med galtene. Forsøget var gennemført ortogonalt balanceret med 16 kuld og 6 forsøgsspørgsmål.

En lignende omfattende amerikansk undersøgelse, d.v.s. orner, galte og sogrise sammenlignet på deres tilvækst, fodringsøkonomi og slagtekvalitet, viste i relation til ovenanførte danske arbejde meget ens resultater (Cahill et. al. 1960).

Hansson (1974) gennemførte en omfattende undersøgelse af effekten af køn og slagtevægten på vækst, foderforbrug og slagtekvalitetsegenskaber hos de to svenske svineracer Svensk Landrace og Svensk Yorkshire og fandt resultater, der igen viste ornernes produktionsoverlegenhed. Hansson fandt, at Svensk Landrace orner ved 90 kg levendevægt havde 3.8 kg eller 13 pct. mere kød i slagtekroppen end Svensk Landrace galte, og hos Svensk Yorkshire var tallene ved samme levendevægt 32.6 kg kød i ornegrises slagtekrop kontra 29.7 kg kød i galtgrises slagtekrop eller 9.8 pct. i ornernes favør. For svin slagtet ved 110 kg levendevægt fandt han, at orner fortærede ca. 100 Mcal mindre foder end deres kastrerede kuldbrødre.

De Danske Andelsslagteriers Fælleskontor fandt i en leverandørundersøgelse fra to leverandører til det samme andelsslagteri i tiden maj-september 1979,baseret på sammenligning mellem 190 orner og 2334 galte og sogrise leveret i samme periode, at ornegrise slagtet ved 90 kg indeholdt 2.24 procentenheder mere kød end de samtidigt slagtede galte (Lønbæk-Jensen 1980). Kødprocenten blev bestemt kommercielt med KSA-måler.

Der står nu tre skøn for relativ forskel i kødindhold mellem ornegrise og galtgrise ved 90 kg levendevægt over for hinanden; Staun (1970): 5.1 procentenheder; Hansson (1974): 13 procentenheder; Lønbæk-Jensen (1980): 2.24 procentenheder. Denne kategori af undersøgelser er uhyre sårbar mod stikprøvevariation, og den svenske undersøgelse med 13 pct. forskel i kødindhold som kastrationseffekt er antagelig for høj. Stauns (1970) stikprøve af 16 kuld er vel også atypisk grundet det begrænsede antal kuld. Leverandørundersøgelsen må antages at være en rimelig central stikprøve, da den omfatter et stort antal kuld over en fem måneders leveringsperiode. At de to leverandørers middelkødprocent er over landsgennemsnit er neutraliseret ved, at kastrationseffekten er fundet mellem de to dyregrupper inden for de to leverandører og dermed deres produktionsmilieu.

De danske eksportsvineslagterier slagtede i 1979 12.3 millioner rene svin, som havde en gennemsnitlig indvejningsvægt på 65.6 kg (Lønbæk Jensen 1980). Antages nu, at kastrationseffekten 2.2 procentenheder kødindhold er landstypisk, ville ved undladelse af kastration en gennemsnitsorne indeholde 1445 g mere kød end såfremt den var blevet kastreret. På årsbasis ville 6.5 millioner orner producere 9.4 millioner kg eller 9395 tons kødmasse mere på en hurtigere og mere økonomisk tilvækst.

At undlade kastrering af ornegrise er således grundet ornernes mere økonomiske energibehov og fedtaflejring både ressourcebesparende og produktøgende.

Grundet disse åbenbare fordele ved ikke-kastration gennemførtes en dansk undersøgelse i midten af 1960'erne over, hvorvidt partiel kastration (russisk metode, Bajburtcjan 1961) kunne fjerne ornelugten i konsumproduktet, men med negativt resultat (Staun 1970).

For at få et skøn over styrken og frekvensen af denne uønskede, skarpe kønslugt, når ornerne slagtes ved 80 - 90 kg levendevægt (baconvægt), gennenførtes to feltundersøgelser inden for Statens Husdyrbrugsforsøg.

I tiden 1. august 1966 - 31. december 1968 (Jonsson et al.1969, Wismer-Pedersen et al. 1969) lugtepanelbedømtes spækprøver fra 1907 orner af Dansk Landrace, afgået til slagtning fra 120 ornecentraler beliggende på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Ornerne blev slagtet på de dengang eksisterende 14 andelsslagterier øst for Storebælt. Ved at anvende 10 points-skalainddelingen for lugtstyrken fandtes et middel på 4.4±0.037 points med en variationskoefficient pa 37 pct. Middelalderen for de 1907 afgåede bedækningsorner var 717±5.7 dage eller 1.96 år med en variationskoefficient på 35 pct., altså den samme store relative variation som lugtstyrkens. Regressionen af ornens lugtstyrke ved afgang (slagtning) på dens alder ved afgang (slagtning) var inden for de 29 måneder, undersøgelsen strakte sig over, b (lugtstyrke/alder ved afgang) = +0.000071±0.00015. 0.6<P<0.8 altså langt fra signifikansgrænsen 5 pct. Der var således i dette arbejde ikke fundet nogen alderseffekt på lugtstyrken. Den yngste orne var 120 dage ved slagtning, og den ældste orne blev slagtet ved en alder af 6 år. Denne orne på 2293 dage ved slagtning fik kun 3 points for kønslugt inden for den dengang anvendte 10 points bedømmelsesskala, d.v.s. meget svag lugt.

264 rapporterede orner var bedømt for bedækningsvillighed og viste en svag tendens til, at orner med god bedækningsduelighed har lidt højere lugtintensitet end orner med udmærket bedækningsduelighed, og at orner med dårlig bedækningsduelighed har lidt lavere lugtintensitet end orner med god bedækningsduelighed. Disse tre klassemiddeltal, udmærket = 4.23 points intensitet, god = 4.36 points intensitet og dårlig = 3.66 points intensitet, antyder krumliniet funktion af bedækningsduelighed på kønslugt. Idet der blev opstillet hypotesen, at der eksisterer en regression af lugtintensitet på bedækningsduelighed, blev der fundet funktionen Y = 3.2 + 1.4x - 0.4x² (R= 0.15; P<0.05), d.v.s. en krumliniet funktion på grundlaget af de oven for angivne tre punkter. Da disse tre punkter imidlertid byggede på et for begrænset materiale, der var sårbar for stikprøvevariation, blev dette vigtige spørgsmål undersøgt på grundlag af materialet fra den kunstige sædoverførelse på Hatting orneforsøgsstation (Jokumsen 1972, Jonsson og Wismer-Pedersen 1974).

Alderen ved bedækningsornernes afgang var ca. 2 år. Undersøgelsen viste, at kønslugtintensitet ikke havde nogen signifikant virkning på kuldstørrelse ved fødsel. De 18 naturligt brugte bedækningsorner blev alle bedømt til libido 3 points, god bedækningsvillighed, så ingen regression forefindes. De 50 KS-orner blev bedømt i alle fire libidoklasser, og deres middel var 2.7 points. Regressionen, 0.24 points stigning i bedækningsvillighed pr. 1 points kønslugtstigning, er ikke signifikant grundet det lille antal KS-orner, men biologisk logisk.

I den første danske feltundersøgelse, august 1966 - december 1968, blev heritabiliteten for kønslugt beregnet på grundlag af 682 ornesønner eller gennemsnitlig 8.75 halvbrødre inden for 77 fædre efter 19 bedstefædre, der virkede i svineproduktionen over hele Danmark. Heritabiliteten eller pct. additiv arv beregnedes til h² kønslugt = 0.13±0.08 (.05<P<.1). eller 13 pct. Parameterskønnet for heritabiliteten er ikke langt fra den gængse signifikansgrænse (t=1.63). Insignifikansen skyldes utvivlsomt de enkelte slagteriers forskel i behandling af spækprøverne og forskel i transportlængden fra de enkelte slagterier til Kødbyen i København.

Der fandtes en 1:1000 sikker forskel mellem de 14 slagterier, målt på deres spækprøver. Såfremt forskellen mellem slagterierne var blevet elimineret fra dette materiale ved mindstekvadratersmetoden, havde dette heritabilitetsskøn utvivlsomt opnået en signifikans på 1:20.

For at undersøge, hvorvidt kønslugtintensiteten hos den voksende orne ændres gennem vækstperioden op til kønsmodenhed (90 kg, 180 dage), gennemførtes en undersøgelse på Statens Gårde, Favrholm, 1969-1970 baseret på orneafkom fra 12 kuld inden for tre fædre.

Spækprøverne udtoges under narkose bag ved det sidste ribben. Snitregionen blev lagt parallelt med ryglinien. Spækprøvens længde var ca. 10 cm og blev skåret ud halvmåneformet med en højde pa ca. 2 cm. Lugtepanelet bestod af 4 damer og 4 herrer. Lugtebedømmelsen blev gennemført ved hjælp af en loddekolbe, hvis spids holdtes på en temperatur af 150 grader celcius, der påførtes spækprøven. Der anvendtes den amerikanske 10 points bedømmelsesskala (Harvey 1970). Undersøgelsen gav følgende resultat:

I lighed med tidligere danske undersøgelser (Staun 1965) ændredes lugtintensiteten ikke med stigende alder fra 60 kg til 90 kg levendevægt. Den individuelle ornes kønslugt nedlægges i en alder, når ornen vejer 50 - 60 kg, og kønslugten ændrer sig derefter kun svagt op til 90 kg levendevægt.

Den anden feltundersøgelse blev gennemført for at belyse ornens indflydelse på kønslugten på et for Dansk Landrace avlsmæssigt repræsentativt materiale. I tiden januar 1970 til september 1971 blev der udtaget 427 spækprøver efter samme metode som oven for beskrevet fra stamornesønner ved en gennemsnitsalder af 197 dage og en gennemsnitlig levendevægt af 85 kg. Stamornesønnerne var fra 163 kuld, der var produceret af 72 stamorner, der stod på 30 statsanerkendte svineavlscentre i alle ni avlsdistrikter med undtagelse af tredie distrikt. Der fandtes en heritabilitet eller pct. additiv genvirkning på h²kønslugt = 0.54±0.32 (0.05<P<0.1). Heritabi-litetsskønnet har samme signifikansniveau som skønnet i første feltundersøgelse, men er betydelig mere populationsdækkende.

Ornelugten skyldes de hanlige kønshormoner, der har en virkning på muskulaturens vækst (Allen et al. 1967). Da der er forskel på orners og galtes fedtsyntese, er ornefedtet mere umættet end fedtet fra galte og sogrise, d.v.s. at jodtallet er højere i ornespæk end i spæk fra galte og sogrise (Allen et al. 1967, Vold 1967). Wismer-Pedersen (1967) fandt f.eks. et ca. en trediedel højere indhold af linolsyre hos orner sammenlignet med galtenes indhold. Orner med høj kønslugtintensitet tenderer til at indeholde større andel af umættede fedtsyrer. Wismer-Pedersen (1967) fandt en positiv signifikant sammenhæng mellem kønslugtens intensitet og spækkets jodtal (r fænotype = +0.65, P<0,01; højt jodtal er fortrinsvist forbundet med stærk kønslugt). Denne stærke sammenhæng blev også fundet af Martin et al. (1972). Wismer-Pedersen forfulgte dette spørgsmål i anden feltundersøgelse (Jonsson og Wismer-Pedersen 1973, 1974 og 1976). Der undersøgtes 9 fedtsyrers og fedtsyrekombinationers indbyrdes fænotypiske og genetiske sammenhæng og deres sammenhæng med points for kønslugt. Kønslugten er svagt positivt fænotypisk og genetisk korreleret med indholdet af umættede fedtsyrer. Et ukastreret handyr med en given kønslugtintensitet vil indstille sig på en given fedtsyresyntese, og der vil naturnødvendigt være en individuel genetisk sammenhæng mellem kønslugt og fedtsyresammensætning. Denne fedtsyresammensætning vil dog næppe ændre sig biologisk ekstrent ved selektion mod kønslugt. Spækket hos hovedparten af ornerne af Dansk Landrace har en for gennemsnitskonsumenten acceptabel lugt, når slagtning sker ved 90 kg levendevægt og når spækket opvarmes til 150 grader celcius. Samtidigt har ornerne et vidt spektrum af fedtsyreindhold. Den genetiske sammenhæng er svag men uden tvivl biologisk regelbunden og nødvendig.

Malmfors et al. (1978b) studerede indhold og sammensætning af fedtsyrer i spæk og muskellipider hos 308 Svensk Landrace og Svensk Yorkshire orner, galte og sogrise slagtet ved levendevægt 70, 90, 110 og 130 kg. Yderligere var der udført bestemmelse af intramuskulær fedt, vandindhold og skæremodstand for muskler og svær. Ornespæk indeholdt større indhold af polyumættede fedtsyrer end galtspæk. Sogrise var intermediær over for orner og galtene m.h.t. de umættede fedtsyrer i spækket. Totalumættetheden i spækket aftog hos landracegrisene af alle tre køn parallelt med levendevægtøgelsen op til 130 kg. Denne kvadratiske regressionsfunktion hos Svensk Landrace kunne forklares udfra fodringsregiet, da fedtsyresammensætningen blev meget lidt influeret af slagtevægt.

Der blev fundet højt signifikante forskelle i fedtsyreindholdet mellem forskellige muskeltyper og spæklag inden for det samme dyr. Disse forskelle oversteg endda dem, der fandtes mellem grise af forskellige køn- og vægtgrupper.

Graden af umattethed aftog fra mellemspæklaget og derfra mod de intramuskulære fedtlag. Den mørke quadricepsmuskel i skinken indeholdt en betydelig højere andel af polyumættede fedtsyrer end den lyse musculus longissimus dorsi (koteletmusklen). Der blev ikke fundet distinkt forskel i fedtsyreindhold mellem rygsæækkets lænde og sidespækregioner.

Indholdet af intramuskulær fedt blev kun i ringe grad påvirket af dyrets vægt. Indholdet af muskellipider var lavest hos orner og også lavere i skinkens quadricepsmuskel end i m. longissimus dorsi. M. longissimus dorsis skæremodstand var ikke påvirket af nogle af de undersøgte egenskaber, men sverens skæremodstand blev påvirket af øget slagtevægt.

Da hovedparten af de animalske fedtstoffers lugtstoffer er karbonylforbindelser, har den kvalitative og den kvantitative biokemiske analyseteknik op ti1 1970 været den meget tidskrævende gaskromatografi ved kogning i vandbad (Gower og Katkov 1969, Patterson 1968b, Wismer-Pedersen og Jonsson 1967). Wismer-Pedersen (1968, 1970) har for Danmark beskrevet den biokemiske mekanisme af lugtstoffer hos orner.

Det har været kendt i årtusinder, at kønslugten først er er kendbar i ornespæk ved opvarmning. Lerche (1936) så ornernes fordele som økonomiske kødproducenter og rapporterede, at spækket skal opvarmes mindst til 100 grader celcius for at kønslugten kan bedømmes. Man vidste således, at lugtstofferne var flygtige ved opvarmning til kogning, men bestandige ved nedkøling til lave kuldegrader. Grundet den urinagtige del af kønslugten analyserede Patterson (1967) den lugtende fenolfraktion fra forhudskirtelfraktionen ved hjælp af gaskromatografi. Fem af de seks fundne fenoler blev identificeret, men blev ikke fundet ansvarlige for den specielle kønslugt. Patterson (1968a) analyserede derefter spytkirtelsekretet fra underkæben fra galte, sogrise og orner for den moskusagtige lugtkomponent i dette sekret. Han isolerede i ornespyttet 3-alfa-hydroxy-5-alfa-androst-16-ene (androstenol) som den moskusagtige lugtkomponent, der derimod ikke findes i galte- og sogrisespyt. Forbindelsens kemiske struktur viser, at forbindelsen er tilknyttet ornens hormonale system under den androgene kontrol i testiklerne. Patterson (1968b) isolerede derefter de flygtige lugtforbindelser fra opvarmet spækvæv fra galte, sogrise og orner og isolerede ved gaskromatografi forbindelsen 5-alfa-androst-16-ene-3-one(5-alfa-androstenon) som det ansvarlige lugtstof for orners specifikke lugt i spækket. Beskrivelsen var "intens urinagtig". Han understregede dog, at der er andre lugtstoffer tilknyttet kønsmodne orners spæk.

Gower og Ahmad (1967) viste, at androstenolerne som forstadier til 5-alfa-androstenon fortrinsvist dannes i testikelvæv, men i mindre grad også i binyrerne, og desuden findes i ornespytsekretet. Syntesekæden foreslås (Wismer-Pedersen 1970) således:

pregnenolon - progesteron  androstenoler (testikelvæv) - 5-alfa-androstenon (spækvæv), og pregnenolon - progesteron - testosteron (testikelvæv).

Androgenerne, specielt testosteron, produceres fortrinsvist i testiklen. Forbindelsen 5-alfa-androst-16-ene-3-one, som er den forbindelse, der først og fremmest er ansvarlig for kønslugten hos ornerne, produceres også i testiklen, men desuden i nyrerne og bringes i cirkulation ved hjælp af blodkredsløbet. Det bliver depotlagret i spækket med individuel koncentration fra dyr til dyr.

Projektet "kønslugt hos orner af dansk landrace" på avlsforsøgsstationen for svin, Tylstrup. materialets størrelse 1974-1980.

Grundet de to tidligere danske feltundersøgelser, hvor den anden feltundersøgelse, jan. 1970 - sept. 1971, havde resulteret i arbejdshypotesen, at heritabiliteten for kønslugt hos orner ligger i området h² kønslugt = 0.5, bliver halvdelen af forsøgsbesætningen på avlsforsøgsstationen for svin, Tylstrup, anvendt til projektet "kønslugt hos orner af Dansk Landrace".

1973 nedsattes en arbejdsgruppe under den Europæiske Husdyrbrugsorganisationskommission for svineproduktion (EAAP Working Group on Production and Utilization of Meat from Entire Male Pigs 1973). Avlsforsøgsstationen for svin, Tylstrup, er tilsluttet dette arbejde.

Pattersons (1968b) pavisning af, at 5-alfa-androstenonet er hovedansvarlig for kønslugten i orners spæk, resulterede i, at Andresen (1974) udviklede sin pålidelige radioimmuniseringsmetode (RIA) til kvantitativ bestemmelse af steroiderne 5-alfa-androstenonet og testosteronet i orners blodplasma, udtrykt i nanogram pr. ml plasma. Ved venlig imødekommenhed fra veterinær, dr. med.vet. Øystein Andresen og rektor, dr. med. vet. Weiert Velle, Norges Veterinærhøgskole, kunne ornernes blodplasma fra avlsforsøgsstationen i Tylstrup analyseres for disse to steroiders koncentration i Dansk Landraces ungorner ved normal baconvægt ved slagtning, 90 kg levendevægt.

Malmfors og Andresen (1975) fandt en statistisk stærk sikret sammenhæng mellem 5-alfa-androstenonkoncentration i ornespæk og styrken af kønslugten, også i ornespæk (panelbedømmelse), på r(fænotype) = +0.51 (P<0.001), men en ikke statistisk sikret sammen

hæng mellem 5-alfa-androstenonet i orneblodplasma og panelbedømmelsen af lugtstyrken i ornespæk på r(fænotype) = 0.24 (P<0.05).

For at få et grundlag for ornelugtprojektet på avlsforsøgsstationen, ønskedes disse sammenhænge efterprøvet. Da al registrering af egenskaber på avlsforsøgsstationen praktiseres på det levende dyr, bliver spækbiopsierne udtaget med den af Lundstrøm et al. (1973) udviklede spæksonde. Denne biopsiudtagning praktiseredes for alle 197 ungorner i etableringsgenerationen, idet dr. Birgitta Malmfors indøvede proceduren i februar 1974 på avlsforsøgsstationen. Panelbedømmelsen af ornernes kønslugtstyrke er muliggjort ved den af Jarmoluk et al. (1970) foreslåede elektriske svejsenål med skålformet spids med konstant temperatur på 150 grader celcius, hvilket er muliggjort ved modstandskontrol.

Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning

Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.