Der er udført to forsøg med i alt 192 holdfodrede grise og tre forsøg med 156 individuelt fodrede grise, der har fået stigende mængder byg i en fuldfoderblanding ombyttet med fedt plus sojaskrå. Indholdet af fordøjeligt lysin pr. FEs er derved holdt konstant. De anvendte fedtkilder og fedtmængder fremgår af tabel 4.2. og foderets sammensætning af tabel 4.3. Samtlige grise er fodret efter norm.
Der er regnet med et indhold af 2,94 FEs i 1 kg animalsk fedt og 3,23 FEs i 1 kg vegetabilsk fedt/fedtsyreblanding. Fedtsyreblandingerne indeholdt ca. 70 pct. frie fedtsyrer.
Resultaterne viser, at såvel animalsk fedt som ½ vegetabilsk fedt + ½ fedtsyreblanding har erstattet op til 30 pct. af foderets energiindhold uden at påvirke grisenes tilvækst, foderforbrug og kødindhold. Kammens fedtmarmorering falder ved stigende fedtindhold i foderet.
Jodtallet i rygspæk stiger, når jodtalsproduktet (JTP) i foderet stiger (se figur 2)
Indholdet af linol- og linolensyre stiger i rygspækket ved stigende indhold i foderet (se figur 3).
Hvis jodtallet er kendt i en fedtkilde, kan man aflæse i figur 4 hvor mange pct. fedt, der kan tilsættes foderet, uden at rygspækkets jodtal overstiger 65, der er den kritiske grænse, set ud fra et kvalitetskriterium.
Smagen i bacon og koteletter forringes ved stigende JTP pr. FEs; og grænseværdien synes at ligge omkring 50. Foderet til normalholdene indeholdt 20-30 JTP pr. FEs.
Indledning
Det er velkendt, at hver husdyrart aflejrer fedt med en karakteristisk sammensætning, der endvidere er afhængig af, hvor i dyret fedtaflejringen finder sted. Fedt hos svin aflejres hovedsageligt lige under huden.
Fedt indeholder en række fedtsyrer, der kan være mættede eller umættede, og jo flere umættede, der findes, desto højere er jodtallet. Fedt fra drøvtyggere indeholder flere mættede fedtsyrer end fedt fra svin. Talg har derfor fastere konsistens, højere smeltepunkt og lavere jodtal end svinefedt. Sammenlignet hermed har fjerkræfedt den største relative andel af umættede fedtsyrer og det højeste jodtal.
Svinefedt har i modsætning til fedt fra de andre husdyr en meget karakteristisk hvid farve. En fuldfoderblanding til slagtesvin indeholder normalt ca. 2 pct. råfedt, d.v.s., at et slagtesvin fortærer ca. 4 kg råfedt i vækstperioden. Da slagtekroppen indeholder 3-4 gange så meget, sker der en betydelig fedtdannelse i grisene på grundlag af andre stoffer i foderet, navnlig stivelse. Af fedtdepoter kan nævnes spæk, flommer, fedt mellem musklerne samt det intramuskulære fedt, der forekommer inde i de enkelte muskler. Sidstnævnte kaldes også kødets marmorering og har betydning for spisekvaliteten.
Der er ved Statens Husdyrbrugsforsøg udført mange forsøg med slagtesvin, der har fået foder indeholdende fedt af forskellig mængde og kvalitet, se f.eks. Madsen (1955), Christensen (1962a) og Christensen (1969). Det fremgår heraf, at når svin får byg og tilskudsfoder, vil rygspækket overvejende indeholde palmitin-, stearin og oliesyre. Rygspækket vil da have et jodtal på 55-60. Tilføres derimod store mængder fedt med foderet, kan det aflejrede fedts sammensætning påvirkes meget stærkt. Ved stigende indhold af umættede fedtsyrer bliver rygspækket blødere, jodtallet stiger, holdbarheden nedsættes, og smagen kan forringes. I meget grelle tilfælde kan det bløde rygspæk blive gulligt og få en oliet smag. Madsen et al. (1977) har givet en oversigt over de ovennævnte forsøg.
I Norge har Ormstad (1981) publiceret en række undersøgelser over faktorer, som har indflydelse på spækkvaliteten. Endelig skal henvises til en litteraturoversigt af Berschauer & Rupp (1980). Det nævnes heri bl.a., at resultaterne fra mange forsøg viser nøje sammenhæng mellem fedtsyresammensætningen i foderfedtet og det aflejrede fedt.
I Landbrugsministeriets bekendtgørelse om foderstoffer (nr. 581 af 7. dec. 1976) skelnes mellem de to fedttyper:
- Animalsk fedt: Produkt, bestående af fedt fra pattedyr og fjerkræ.
- Vegetabilsk fedt: Produkt, bestående af fedt af vegetabilsk oprindelse.
Som det fremgår af litteraturen synes ovennævnte inddeling i animalsk og vegetabilsk fedt ikke at være tilstrækkelig vejledning ved anvendelse af fedt i foderblandinger til slagtesvin.
De senere års stigende interesse for at erstatte byg med animalsk fedt har bl.a. bevirket, at produktionen ikke har kunnet tilfredsstille efterspørgslen, hvorfor vegetabilsk fedt i stigende grad er blevet anvendt. I fedt- og planteolie-industrien fremkommer foruden olie og fedt forskellige biprodukter bl.a. med varierende indhold af frie fedtsyrer, ofte ca. 70 pct. Biprodukterne er billigere end den rene olie, og globalt må der fremover forventes en stigende produktion, som antagelig søges afsat til husdyrene. En del biprodukter kan have ringe værdi, men skal ikke omtales her. Der skal derimod omtales to forsøg med forskellige fedtsyreblandinger.
DAKOFO har i 1981 opstillet følgende kvalitetskriterier for foderfedt til kvæg:
|
Vand (M) |
max. |
1,0 pct. |
|
Smuds (I) |
- |
1,0 pct. |
|
Uforsæbeligt (U) |
- |
3,5 pct. |
|
MUI |
- |
5,0 pct. |
|
C:20 og derover |
- |
4,0 pct. |
|
Polymere |
- |
3,0 pct. |
|
Jodtal |
- |
75 |
Formålet med de foreliggende forsøg med slagtesvin har været at belyse den indflydelse, som forskellige mængder af animalsk eller vegetabilsk fedt samt vegetabilske fedtsyreblandinger har på daglig tilvækst, foderforbrug pr. kg tilvækst, slagtekvalitet, smag i bacon og koteletter samt på rygspækkets jodtal og fedtsyresammensætning. Muligheden for at beregne hvor store mængder, der kan benyttes i foderet uden at skade, specielt smagen, er ligeledes undersøgt.
Dette dokument indeholder kun sammendrag og indledning
Hvis du ønsker hele beretningens tekst, kan det ske ved henvendelse til Statens Husdyrbrugsforsøg, Forskningscenter Foulum, Postboks 39, 8830 Tjele. Eller til biblioteket på Den Kgl. Veterinær - og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.